Annonce
Aarhus

Forsøg på at redde idrætshaller

Den store idrætshal har tidligere tilhørt VIAs pædagoguddannelse. Området skal udlægges til boliger, men nu er flere politikere gået ind i en redningsaktion for hallen. Foto: Søren Willumsen

Nu går politikere i forhandling med entreprenørkoncern, der har købt pædagoguddannelsens tidligere bygninger i Skejby. Håbet er at redde idrætsfaciliteter.

Efter flere artikler om sagen her i avisen og idrætsfolks klare appel til at bevare idrætsfaciliteterne ved den tidligere pædagoguddannelse på Skejbyvej 29 er der nu kommet skred i sagen.

Annonce
Idrætsdag. Idrætshøjskolen i Aarhus og Idrætscenter Havkær

Socialdemokraterne og Venstre havde bragt sagen på kulturudvalgets møde tirsdag aften og her lovede kulturådmand Rabih Azad-Ahmad (R) udvalget at gå hjem og få et møde i stand med entreprenørkoncernen A. Enggaard A/S, der har købt den del af grunden, hvor der ligger en velholdt idrætshal, en svømmehal og en veludstyret gymnastiksal.

Kort: Nex

»Jeg vil tage en snak med firmaet, høre om prisniveau og sondere, om vi kan finde ud af en løsning,« siger rådmanden.

Allerede 16. februar skrev rådmanden i et høringssvar vedr. Kommuneplanændringen, at han ønsker mulighederne for at bevare idrætshal og svømmehal på området undersøgt.

Men frem for at vente på, hvad Teknik og Miljø finder på efter forhøringen tager rådmanden altså nu skeen i egen hånd og vil stå i spidsen for sonderinger med entreprenørfirmaet.

»Vi vil rigtigt gerne se, om vi kan strikke en aftale sammen med ejeren af grunden om at bevare faciliteterne, som der er stor brug for i området. At behovet er til stede bekræfter både Idrætssamvirket og Idrætshøjskolen som havde foretræde for udvalget,« fortæller rådmanden.

Avisen fortalte forleden, at også Børnenes Friskole og handicapidrætten fra »Idrætscenter Havkær« er interesserede i fortsat at leje sig ind. Og Idrætshøjskolens forstander, Henrik Løvschall, der også var til møde med kulturudvalget tirsdag, har tidligere åbnet for muligheden for, at højskolen kan drifte faciliteterne.

Den store interesse glæder formanden for kulturudvalget, Steen B. Andersen (S).

»Jeg ved at ældreidrætten også ønsker plads i hallen, så der er faktisk enormt mange parter, der kunne spæde til, så der muligvis er grundlag for at bevare faciliteterne,« siger Steen B. Andersen, der forud for mødet i kulturudvalget havde en telefonisk kontakt med entreprenørfirmaets direktør om sagen.

Direktør for A. Enggaard A/S, Asger Enggaard, bekræfter at han fortsat er meget åben for en drøftelse af mulighederne. Men han gør klart, at firmaet ikke har mulighed for at drive idrætsfaciliteterne alene men har brug for offentlige eller andre midler til det. Firmaets formål er nu engang at bygge ejendomme og boliger og at sælge dem.

»Vi stiller gerne op til en snak om mulighederne, og kan sagtens se, at idrætsfaciliteterne kan blive til glæde både for vores kommende beboere og for området,« siger Asger Enggaard.

Han nævner, at de kommende beboere i området måske godt kan bære en lille udgift til fællesfaciliteter, og herunder at bidrage til idrætshal og svømmehal.

»Det kan være et bidrag, men de vil langt fra kunne drifte det alene, så det kræver også andre aktører, for eksempel kommunen. Vi kan ikke trylle, men vi skylder hinanden at undersøge, om vi kan skabe fælles værdier til glæde for alle,« siger Asger Enggaard, der gerne vil mødes med Aarhus kommune om sagen.

Kan jeres projekt bære det rent arkitektonisk, hvis idrætsbygningerne skal blive?

»Man kan altid løse alting. Hvis der ligger værdier, der kan komme til gavn og glæde for mange, skal vi nok løse det arkitektoniske bagefter.«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce