Annonce
Navne

Forstander med flair for fortællinger

Nadia Kløvedal Reich har som tidligere som fiktionschef i Danmarks Radio haft ansvar for store serier som »Forbrydelsen«, »Borgen« og senest »Arvingerne«. Nu glæder hun sig til at arbejde med filmmediet. Pressefoto.

Nadia Kløvedal Reich skifter de lange TV-serier ud med filmstudier og biografer på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

Ebeltoft præsenterer sig fra sin bedste side. Vigen i blåt og turkis. Bakkerne i støvet grønt, mens sommeren spænder sit solsejl ud over den hvide højskole.
Annonce
Og her sidder hun så, københavneren, der fra 1. september bliver molbo med ansvar for Filmhøjskolens fremtid.
Nærmest et kald, forklarer Nadia Kløvedal Reich beslutningen om at rykke over Kattegat, efter at hun først havde droppet stillingsopslaget, fordi Mols ligger langt fra Østerbro.
»Men så begyndte jeg helt uforvarende at få nogle visualiseringer, hvor jeg stod på højskolen og bød velkommen til de nye elever eller sad sammen med lærerne og snakkede om, hvordan det lange kursus skulle være,« fortæller Nadia Kløvedal Reich.
Efter et par dage sagde hun til sin mand, Anders Engelbrecht, der er medejer af Filmstationen A/S:
»Ku' man overveje det?«
Hvorefter han svarede:
»Hvor er det en fantastisk idé!«
Ansøgningen blev sendt af sted, og efter sommerferien står den nye forstander og hendes 30 medarbejdere klar til at modtage 115 elever fra 25 forskellige lande.
»Jeg er tiltrukket af, at Filmhøjskolen er et helt specielt og unikt sted i Danmark, hvor danske unge kan møde udenlandske unge fra hele verden. Det kulturmøde er vanvittig spændende,« siger Nadia Kløvedal Reich.«

Større spillerum

Hun har tidligere som fiktionschef i Danmarks Radio haft ansvar for store serier som »Forbrydelsen«, »Borgen« og senest »Arvingerne«.
»Jeg synes, at det er sjovt, at jeg nu skal arbejde med det første led af fødekæden. I flere år har jeg haft fokus på det sidste led af fødekæden, hvor talenter, der har været i gang i mange år, forløser deres potentiale og fortæller danskernes historie.«
Nadia Kløvedal Reich glæder sig til at arbejde med filmmediet.
»Når du laver serier på TV, skal du helst ramme omkring 1,3 millioner mennesker. Det sætter sine begrænsninger i kompleksitet og for, hvordan historien skal bygges op. Film er en kunstform, hvor man kan lege meget mere med billeder og lyd og være mere subtil i måden, man fortæller historien på. Det giver nogle helt andre muligheder at arbejde med den her internationalt sammensatte gruppe af unge mennesker, som kan trække filmprojekterne meget længere, end man kan, når man laver TV-serier.«

Solid uddannelse

Nadia Kløvedal Reich er datter af forfatteren Ebbe Kløvedal Reich og billedkunstneren Alice Møller Kristensen.
»Jeg troede også, at jeg skulle være kunstner,« siger hun om årene, hvor hun gik på forskole til Musikkonservatoriet og læste til skuespiller.
Da hun som 21-årig blev mor, ændredes hendes holdning.
»Når man er kunstner, ofrer man alt for kunsten. Men det ville jeg ikke,« slår hun fast.
Derfor begyndte hun på Roskilde Universitet for at få, hvad hun betegner som en ordentlig uddannelse. Valget faldt på sociologi.
»Fordi jeg er meget optaget af mennesker og af det samfund, mennesker lever i. Menneskers gøren og laden har været en rød tråd i hele mit arbejdsliv,« siger Nadia Kløvedal Reich, der hurtigt efter sin eksamen fik ansættelse i Kommunernes Landsforening, hvor hun som konsulent rejste landet rundt og rådgav om ledelse og havde fokus på uddannelsesområdet. Senere blev hun leder i Statens Center for Kompetenceudvikling og fra 2008 chef i DR Fiktion.
»Da jeg tog beslutningen om, at jeg ikke selv skulle være udøvende kunstner, havde jeg alligevel så stærk forbindelse til kunstneriske processer gennem hele min opvækst, at jeg tænkte, at jeg i stedet kan blive leder af mennesker, der arbejder med kunstneriske processer. Det kræver noget helt særligt at have fornemmelse for skabende processer. Nogle gange skal man intervenere, og nogle gange skal man holde sig væk. Kunstnere har deres eget liv og deres eget sprog. At have en fornemmelse for det, er ikke noget, man kan lære, det er noget, jeg har haft med mig,« siger Nadia Kløvedal Reich.
Selv om hun mener, at det er for tidligt at fortælle om sine visioner for sit nye job, håber hun, at hendes fingeraftryk vil kunne ses.
»Jeg kunne tænke mig, at højskolen i højere grad blev omdrejningspunktet for debat og dialog om, hvad vi vil med film og tv, og hvordan vi kan bruge medierne på en interessant måde i forhold til at forstå os selv og den tid, vi lever i.«

En københavnsk jyde

Med navnet Kløvedal, som hun havde arvet fra farens kollektiv Maos Lyst, følger både fordele og ulemper.
»Man får en hel masse forærende, fordi man bliver sat i forbindelse med den betydning, ens far har haft. Men det betyder også, at man hver eneste gang, man bliver portrætteret, bliver skrevet ind i en historie om BZ'ere og Christiania. Det kan godt være træls.«
Træls? Et jysk udtryk i en københavners mund?
»Jamen, jeg har stor veneration for Jylland, og træls er et rigtig godt ord. To gange har jeg været gift med en jyde, og når jeg besøgte min første svigermor, Elna i Bredballe, så stod den altid på tarteletter, oksesteg og citronfromage. Inden der var gået en time, talte jeg jysk. Det blev de lidt stødte over, for hende københavneren skulle ikke komme her og snakke jysk.«
I forbindelse med sit arbejde i Kommunernes Landsforening har hun lært landet at kende og glæder sig til at indtage en ny landsdel.
»Vi flytter herover. Det er her, vi skal have et hjem, men vi skal også have et sted i København,« siger den 47-årige forstander, der ser frem til at få et nyt netværk og nye impulser.
Blandt andet vil hun hurtigst muligt melde sig ind i tennisklubben, ligesom hun regner med at blive ved med at svømme sin ugentlige kilometer i Ebeltoft Idrætscenter.
Selv om hun sammen med sin far har sejlet verden rundt med Nordkaperen, bliver der ikke nogen sejlads i Ebeltoft Vig.
»Nej, jeg har været så søsyg på Nordkaperen, at jeg sjældent sejler, selv om min mand har en af Danmarks smukkeste både,« smiler hun.
Hendes to voksne børn, Oliver på 26, der læser journalistik på Columbia University i New York og Amalie på 22, der læser på CBS i København, vil fortsat have deres base i hovedstaden, mens hendes mand følger med til Jylland. I hvert fald delvist.
»Hver anden uge flyver han herover, og engang imellem tager jeg en tur til København, hvor jeg ofte har møder,« siger Nadia Kløvedal Reich om det nye familieliv.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus For abonnenter

Østjyske borgmestre om statsministerens planer: Skævt og urimeligt, hvis vi skal bløde endnu mere

Leder

Kære Kina: Forstå det nu - vores ytringsfrihed kan ikke trues til tavshed

En satiretegning igen. Fra Jyllands-Posten igen. Og fordømmelser igen. Hvis ikke vi allerede vidste det her i Danmark, så er der lande og regeringer, der ikke ser på ytringsfrihed, som vi gør her i landet. Ytringsfriheden er en grundlovssikret ret, som gør, at vi kan udtrykke vores meninger og holdninger gennem bogstaver, ord, streger og tegninger om alt, hvad vi måtte mene noget om. Det være sig religion, sport, mad, dans og livet i helhed. Vi skal ikke spørge nogen om lov, før vi sætter bogstaver sammen til ord og holdninger, eller før vi får streger og farver til at udtrykke en holdning. Det er vores ret i Danmark at ytre os. Og den står nedfældet i grundlovens §77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres. Og hvorfor nu denne påmindelse om vores rettigheder? Fordi vores rettigheder ikke deles af alle andre lande og regeringer, hvilket Kina nu for fuld udblæsning minder os om med kravet om en offentlig undskyldning fra Jyllands-Posten og dens tegner, Niels Bo Bojesen, der i en tegning af det kinesiske flag har udskiftet den ene store stjerne og de fire små med gule coronavirusser som en tegnet kommentar til den verdensomspændende sygdomstrussel, der lige nu er højaktuel. Det er meget svært med danske øjne at se tegningen som en kritisk kommentar til Kina, men med kinesiske regeringsøjne er det lige præcist, hvad tegningen udtrykker; kritik af Kina og dermed åbenbart også en ydmygelse. Den slags er svært for Kina at acceptere - og svært for os at forstå. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal ytre os om eksempelvis coronavirussens udgangspunkt i netop Kina. Jyllands-Posten - og vi danskere - skal ikke bøje sig for pres fra hverken Kina eller andre lande. Jyllands-Posten skal stå fast på sin ret, og vi danskere skal bakke Jyllands-Posten op. Ingen tvivl om det. At det officielle Kina har lige så svært ved at forstå vores ytringsfrihed og vide rammer for at udtrykke holdninger gennem ord og streger, som vi danskere har ved at forstå deres følelse af æreskrænkelser og ydmygelser. Danmark og Kina rummer to vidt forskellige kulturer, hvilket flertallet af vi danskere godt kan se og forstå, men som det - set fra Danmark - tyder på, så har Kina meget svært ved at se, forstå og acceptere det forhold. Så hvad kan man gøre ved det? Man kan fortsætte med at tale sammen, at argumentere og fortsat gøre alt muligt for at få Kina til at indse, at i Danmark kommer vi ikke til at ændre på ytringsfriheden for at gøre andre lande og dets regeringer glade. Sådan fungerer ytringsfrihed ikke - ikke i Danmark og ikke i de andre lande, der benytter sig af samme form for demokrati, hvor borgerne frit kan tale og tegne.

112

Tyve tømte skolekøkken under ombygning: Store fryse- og køleskabe stjålet

Aarhus

Sammenstød på E45: Uheld vest for Aarhus skaber lang kø

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce