Annonce
Horsens

Forsvarsadvokat i retssag om Horsens-par: 55-årig skal frifindes for knivdrab

Den 55-årige kvindes forsvarsadvokat mener, at nævningene skal lægge vægt på, at den tiltalte under ingen afhøring har givet udtryk for, at hun ønskede sin samlever død. Arkivfoto.
Snart bliver det afgjort, om en 55-årig kvinde har stukket sin samlever med vilje, om det var et uheld, eller om han selv skulle have påført sig sine dødelige skader.

Herning/Horsens: Anklageren mener, at den 55-årige kvinde, der er anklaget for drabet på sin samlever i landsbyen Tim i Vestjylland i januar i år, skal kendes skyldig i manddrab. Hendes forsvarer mener, at hun skal frifindes.

Tirsdag fremlagde de i retten i Herning deres argumenter for både det ene og det andet.

Parret kommer oprindeligt fra Horsens og flyttede til Tim omkring otte måneder før drabet.

Anklageren Pia Koudahl lagde i retten vægt på, at den 55-årige kvinde havde indrømmet, at hun var gal på den afdøde, og at hun truede ham med en kniv. Anklageren mente ikke, at den afdøde selv kunne have påført sig sine skader.

- Det er en brutal og meget atypisk måde at begå selvmord på. Og retsmedicineren troede heller ikke på det, selvom hun ikke kunne udelukke det, sagde hun i retten.

Hun lagde også vægt på, at den tiltalte flere gange til politiet både personligt og i telefon til 112 havde sagt, at hun havde stukket sin samlever to gange, fordi hun var rasende over, at hendes scooter var væk. Desuden har kriminaltekniske undersøgelser vist, at den afdødes stiksår i brystet med 100 procents sikkerhed var blevet foretaget med en stor køkkenkniv, som kvinden ejede.

Og netop den kniv har den tiltalte flere gange afvist, at den afdøde mand skulle have været i besiddelse af. Hun havde den selv ved sig under hele forløbet, forklarede hun i retten.

Annonce

Ønskede ikke at dræbe

Den 55-årige kvindes forsvarsadvokat Morten Wosylus Kamp mente til gengæld, at hun burde frifindes. Han mente ikke, at nævningene skulle se bort fra den teoretiske mulighed, at den afdøde kunne have påført sig sine skader selv. Det dødelig stik var stikket i bugen.

- Var stikket i bugen begået af den tiltalte? Og hvis det var, var det så med vilje? Hvad var hendes hensigt, spurgte forsvareren.

Han lagde vægt på, at den 55-årige kvinde ikke under nogen afhøringer hare givet udtryk for, at hun ønskede sin samlever død. Det eneste, hun har villet, var at true ham.

- Hun har hver gang sagt, at hun ikke ønskede at ramme ham, sagde han i retten.

- Den kniv, som den tiltalte havde, er kun blevet bevist at have forårsaget stikket i brystkassen. Altså ikke det dødelige stik i maven. Det stik kan jeg ikke sige noget om, så det kan I vel heller ikke, sagde han henvendt til nævningene.

Dommen forventes at falde fredag 11. oktober.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce