Annonce
Debat

Fra London til Aarhus: Man dør ikke af at have mundbind på

"Tag det fra en, som har overlevet en hel sommer med mundbind i London: Man tager ikke skade af det", skriver Rasmus Meldgaard Harboe. Foto: Jens Thaysen
Annonce

Efter næsten fem måneder i et coronakaospræget London var det en vidunderlig følelse at lande i Aarhus for to uger siden. Endelig kunne jeg se min familie, som jeg har savnet usigelig meget, mens verden har været på den anden ende.

Min mor havde advaret mig, inden jeg tog afsted: Danskerne går ikke rigtig med mundbind, sagde hun. Og det der med at holde afstand på gaden er heller ikke noget, de tager så tungt.

Der er ingen tvivl om, at Danmark har været et forbillede, når det kommer til håndteringen af coronapandemien. For mig har det været trygt at se, hvordan mit hjemland gik ansvarsbevidst til udfordringen. Der blev lukket hårdt og tidligt ned, og statsminister Mette Frederiksen ville hellere gå for langt end for kort, lød budskabet tilbage i marts. Man ville være på forkant.

Stik modsat stod det til i mit adopterede hjemland. Premierminister Boris Johnson insisterede i begyndelsen på at trykke folk i hænderne og holde den økonomiske maskine kørende. Vi skulle bare huske at vaske hænder i den tid, det tager at synge Happy Birthday-sangen to gange.

Resten af historien kender vi. Kurven knækkede, og Storbritannien blev sendt ud i en historisk krise, både økonomisk og socialt. Selv den store, stærke premierminister røg på intensiv. Boris Johnson har siden indrømmet, at krisen kunne være håndteret anderledes fra regeringens side. Det, mente mange briter, var både too little og too late.

Da jeg landede i Aarhus Lufthavn, tog jeg direkte ud til Vejlby-Risskov Hallen – et sted, jeg ikke har sat mine ben siden skolesvømmetimerne i 4. klasse – for at blive testet. Der var mennesketomt, og jeg ventede på parkeringspladsen, som var blevet forvandlet til testcenter for kørende og gående.

Hjemmeværnet holdt vagt om de hvide pavilloner, hvor personalet arbejdede sig gennem de forholdsvis korte køer, iført kitler og visir. Jeg stod i kø i fem minutter og holdt vejret for ikke at komme til at hoste på den kampklædte sygeplejerske, som stod overfor mig, mens hun podede mig i halsen. Der ville gå 72 timer, sagde hun, og som udlandsdansker ville jeg kun få besked, hvis min test var positiv.

Rasmus Meldgaard Harboe. Privatfoto

Jeg gik i isolation i tre døgn, inden jeg krammede mine forældre og forsigtigt bevægede mig ud i det århusianske byliv. Min mor fik ret. Jeg var næsten den eneste, der forsøgte at holde afstand på Strøget, og så godt som ingen bar mundbind. Latinerkvarteret lignede en festival. Folk sad tæt på cafeer og restauranter, og jeg mindes faktisk ikke nogensinde at have set så mange mennesker i min barndomsbys gader.

Pludselig begyndte smittetrykket at stige i den jyske hovedstad. Jeg fulgte med i TV Avisen fra mine forældres stue, da borgmester Jacob Bundsgaard fortalte, at man følger situationen med alvor og retter sig efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Århusianerne blev opfordret til at bruge mundbind, når de benytter sig af offentlig transport og tage hensyn. Men når TV Avisens reporter standsede tilfældige på gaden, så var der ikke megen bekymring at spore. Kun plejehjemsmedarbejderen var rædselsslagen for, at smitten ville finde vej ind til hendes beboere, sagde hun.

I Storbritannien var det længe et krav helt at holde sig fra offentlig transport, hvis man kunne. Som minimum er det obligatorisk at bruge mundbind, inden man stiger ombord på bussen eller tuben. Jeg siger ikke, at alle respekterer det, men mange gør, og det skaber en form for solidaritetsfølelse. For mundbind er faktisk, trods sine ubehageligheder, en ret smuk ting midt i den grimme pandemi.


Ja, det er ufedt at gå med mundbind i en hedebølge. Men det er mere ufedt, at nogen potentielt bliver syge og i yderste konsekvens dør, fordi vi ikke vil svede lidt om munden. Tag det fra en, som har overlevet en hel sommer med mundbind i London: Man tager ikke skade af det.

Rasmus Meldgaard Harboe


Ifølge det britiske center for sygdomskontrol og forebyggelse, skal du nemlig bære mundbind, ikke så meget for at beskytte dig selv, men for at beskytte andre. Det har fået mig til tro en lillebitte smule mere på, at det hele nok skal gå, når jeg har set folk med mundbind i Londons gader. Det på trods af at mere end 46.000 mennesker i Storbritannien er registreret døde ifølge de officielle tal. Mange af dem var beboere på landets plejehjem, hvor pårørende og medarbejdere har set hjælpeløst til, mens beboerne døde, én efter én. Det har været nogle rigtig grimme måneder derovre, på den anden side af kanalen.

Da jeg gik ned ad Strøget i Aarhus i torsdags, så jeg kun en håndfuld andre med mundbind. Folk stirrede på mig – for hvorfor frivilligt iføre sig sådan et klamt, varmt mundbind, når det ikke er et krav? Ja, det er ufedt at gå med mundbind i en hedebølge. Men det er mere ufedt, at nogen potentielt bliver syge og i yderste konsekvens dør, fordi vi ikke vil svede lidt om munden. Tag det fra en, som har overlevet en hel sommer med mundbind i London: Man tager ikke skade af det.

Vi kan næsten ikke rumme at forholde os til mere sygdom og død. Vi vil alle sammen gerne tilbage til normale tilstande. Men det kommer vi først, når coronapandemien er slået ned, og ved at efterleve de anbefalinger, der kommer fra myndighederne. Både lige nu, hvor mundbind fra næste uge bliver et krav i offentlig transport i Aarhus, og hvis anbefalingen senere bliver rullet videre ud til for eksempel supermarkeder, som vi har set mange andre steder.

Pas på jer selv, Aarhus – og pas godt på hinanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Udvist efter 90 sekunder: - Jeg tænkte, jeg ville udvise lidt ro. Men det var ikke smart ...

Aarhus

Corona gør comeback i Østjylland: Hvor bekymrede skal vi være for det stigende smittetal?

AGF

Patrick Olsen: Vi arbejder som svin

Annonce