Fra pastasalat uden ærter til jugoslaviske lussinger: Røverhistorier fra 25 år med mesterskaber i Bakken Bears

BASKETBALL: Et stort dansestævne for børn fylder Stadionhallen, og flokken af høje mennesker med lidt år på bagen skiller sig i den grad ud mellem de små piger med masser af makeup og glitterkjoler.

For nogle uger siden satte en flok tidligere Bakken Bears-spillere - eller Skovbakken som klubben hed dengang, de fleste af dem spillede - hinanden stævne dér hvor det hele begyndte. For 25 år siden vandt Danmarks nu mest vindende basketballklub sit første danske mesterskab.

Det var i særhed en anden tid dengang, og det eneste, der sådan set ligner sig selv, er Stadionhallen.

I de 25 år, der er gået, har Bakken Bears vundet 18 DM-titler og er i dag repræsenteret af et hold af fuldtidsprofessionelle hvor hovedparten af de bærende spillere er udlændinge.

Men dengang var holdet samlet af primært århusianere plus én fra Skive, én fra Struer og endelig en amerikaner.

25 år er gået og spillerne er nået et sted hen i livet hvor en af dem tidligere på den pågældende dag sad på tilskuerrækkerne i netop Stadionhallen og så datteren gøre sit bedste i dansesko.

Men nu var det fars tur til at hygge sig. Sølvbryllup for mesterskab nummer ét. Sammen med tidligere spillere og ledere for at fejre jubilæet. Over en øl eller to. De gik i et afsides lokale væk fra dansefesten. Men de nåede lige at kigge ind. Det var altså derinde, det hele startede; i Stadionhallen.

Og så kunne røverhistorier om dengang det hele begyndte ellers blev skudt af sted fra højre og venstre. Avisen havde en journalist med på en lytter, og her er nogle af de historier, der kan tåle at blive gengivet på skrift ...

Den første røverhistorie var selvfølgelig om anledningen for sammenkomsten, det første mesterskab.

Hørsholm blev besejret i finalen i føromtalte Stadionhal. Fuldt hus, klædt på til fest.

Michael Piloz, både nuværende og daværende direktør var forhindret i at møde op til jubilæet, men derfor blev der alligevel grinet på hans bekostning over dengang han helt kåd i sejrsrus løb ned til spillertruppen efter at være blevet interviewet på live-tv (det var stort i sig selv). Spillerne havde i mellemtiden poppet champagnen, og direktøren gled på det spejlglatte gulv så brillerne angiveligt fløj henover gulvet.

Kulturrådmand Flemming Knudsen var mødt op for at hylde mestrene, og han havde en kasse guldtop med, hvilket i dagene efter i denne avis blev kritiseret fra flere sider. Rådmanden blev beskyldt for at lokke de unge menneske i fordærv (!)

Men - lyder det her 25 år efter - spillerne var nu ikke jomfruelige på dét punkt, hvilket sejrsfesten nede på Jacobs BBQ vidnede om. Der var hernede at Henrik Jønsson var berømt for at holde vagt ved toiletdøren hvis nogle af de andre spillere skulle lave numre. Ham kom ingen forbi.

Henrik Jønsson var kommet til klubben fra Viby, han var berømt for at hade ærter. Når Jens Laulunds mor lavede pastasalat til spillernes udebanetur, var der strenge ordre om, at der skulle være en portion uden ærter.

Jønsson havde i øvrigt ofte sin søn med til træning, der blev kaldt keglen på grund af sit ildrøde hår. Han hedder Jens og har i dag fået en fin karriere i en anden sportsgren.

Så var der den om hvordan Bears egentlig fik sit bjørnenavn.

Før holdet begyndte sit europæiske eventyr, tog de på ture til USA for at møde collegehold. Ture, der delvist var betalt af de store uddannelsessteder i USA, og de danske spillere skulle mest af alt bruges som kanonføde.

Skovbakken var i Alabama, hvor den lokale halspeaker havde et hurtigt spørgsmål inden han skulle præsentere aftenens gæster, som i øvrigt i bedste amerikanske stil blev budt velkommen med nationalsang - den tyske godt nok, men point for forsøget.

- Hvad hedder I, spurgte han?

- Skovbakken, lød svaret fra danskerne.

- Ja, ja. Men hvad er jeres kaldenavn?

- Øhhh. Bakken.

- I må hedde noget mere? You gotta have an animal (I bliver nødt til at have et dyrenavn)!

- Hmm, Bakken Bears?!

- Great, svarede speakeren, der få minutter senere var den første til at annoncere, at nu hed Skovbakkens bedste basketballhold Bakken Bears.

Året før det første mesterskab havde Skovbakken opnået noget så unikt som at sælge sin første spiller. Amerikanske Michael Williams.

Bakken havde hentet ham ude i Viby sammen med Jønsson og Thomas Guldborg - det var ikke populært i det århusianske. Guldborg oplevede at blive kaldt forræder næste gang han viste sig i klubhuset i Viby.

Men de fornemmede alle sammen, at der var mere fart på Bakken-vognen, og især Williams var en stjerne.

Han scorede 59 point i en kamp da Skovbakken mødte Viby, og han snittede næsten 40 point for sæsonen.

Han gjorde det så godt, at italienske Trieste ville købe ham. Astronomiske 140.000 kr. lagde de på bordet, og århusianerne hjalp ham næsten med at pakke tasken.

Det var i mobiltelefonens spæde dage midt i halvfemserne, men en dag ringede træner Steffen Wichs telefon. Det var fra kontoret i Skovbakken.

- Italienerne siger, at vi skal sende hans licenspapir, lød det i røret.

- Ja, gør det så snart vi har fået pengene, lød svaret fra Wich.

Der gik lidt tid og så ringene telefonen igen. Nu var det den italienske klubs præsident:

- Du må forstå, at vi har brug for licensen ...

- Ja, selvfølgelig. Så snart, I har overført pengene, så sender vi det.

Der gik lidt mere tid og nu ringede telefonen igen. Denne gang var det byens borgmester.

- Hallo Mr. Wich, du må forstå, at det er helligdag hernede og alle banker er lukkede.

- Det forstår jeg godt. Og lige så snart, vi har pengene, så får i licensen, lød det insisterende fra Danmark.

Der gik en time, og så stod pengene på århusianernes konto ...

Michael Williams var ikke den første udlænding i Skovbakken, inden da havde et par ex-jugoslavere blandt andet stoppet ved Vejlby-Risskov Hallen i en Fiat 126.

Mladen Mitic og en kammerat var flygtet fra uroen i hjemlandet og var i første omgang stoppet i Horsens - uden opholdstilladelse eller noget som helst - og spurgt, om de kunne spille basketball dér.

Men nej, kør i lidt længere nord på, fik de at vide. Der er også en klub. Og sådan endte de i Aarhus.

Mitic blev en stor profil, kåret til årets spiller. Og så havde han en lidt anden kultur end de var vant til i Aarhus.

Daværende træner Steffen Wich var berygtet for sine hårde træninger. Spillerne beretter om, at de har gemt træningsplaner hvor de kan se, at de skulle træne 57 dage i træk - inklusive nytårsaften og 1. januar.

Taktikken var simpelthen at arbejde hårdere end de andre. Mitic var med til en hvis grænse, men trappeløb gad han ikke blive ved med i Vejlby-Risskov Hallen, så mens de andre stormede op og ned af de stejle tribuner, satte han sig og fik en smøg.

Man skal dog tro om igen, hvis man tror, at den etniske serber var en tøsedreng. Det fandt holdkammeraterne ud af, da han introducerede en leg, han havde lært som militærpoliti i hjemlandet.

Én skulle lukke øjnene. Og så skulle en af holdkammeraterne stikke ham en lussing. Modtagerens opgave var så at gætte hvem der slog.

Mitic prøvede begejstret at få en af sine holdkammerater til at slå den sagesløse med lukkede øjne, men det blev kun til en kærlig aen på kinden. Så jugoslaven svingede igennem så det sang.

Modtageren kunne nemt gætte, hvem der kunne finde på at gøre sådan noget, og så var den leg slut før den rigtig havde fået fat.

Chris Christoffersen var ikke med for 25 år siden, men han er vel nok den mest kendte dansker, der har optrådt for Bakken Bears. Og med tiden nåede han at spille næstflest kampe for klubben.

Og det var ikke kun på banen, at han viste sig frem. Han var også et kendt ansigt i byen, særligt på Broen, som holdkammeraterne drillende mente, at han forsøgte at få til at sejle hver weekend - uden held.

På et tidspunkt mente ledelsen i klubben alligevel, at den store bornholmer skulle mindes om hvordan reglerne for at gå i byen var i klubben.

Direktør Michael Piloz og træner Steffen Wich inviterede nuværende bestyrelsesformand Claus Hommelhoff med til mødet.

Av for dén, tænkte Christoffersen da han fik invitationen.

Han besluttede sig for at være den lille i sin 218 centimeter høje krop, men han blødte hurtigt op da Hommelhoff lagde ud med at sige tak for sidst efter at de to var mødtes i nattelivet.

Christoffersen talte ledelsen efter munden, og det hele var godt.

På vej ud ad døren udnyttede Claus Hommelhoff situationen til lige at komme med et sportsligt input.

- Du Chris, når du nu har bolden tæt under kurven, så put den dog i.

- Ja, selvfølgelig, nikkede kæmpen ydmygt.