x
Annonce
Sport

Franske stjerners historiske nedtur: Fra håndboldkonger til døende elefanter på to døgn

Tronskifte i Trondheim. Håndboldens fremtid takker håndboldens fortid. De to Paris-spillere, Norges Sander Sagosen og Frankrigs Nikola Karabatic, viser hinanden respekt. Foto: Ole Martin Wold / NTB Scanpix / AFP
En æra er endegyldigt forbi med det tidlige franske EM-exit, og selv om Frankrig tidligere har rejst sig i et OL-år, ser Karabatic-epoken ud til at være ovre.

De sad på håndboldtronen i henved 20 år.

De var årtusindets mest frygtindgydende håndboldlandshold.

Taktisk, atletisk og mentalt var de overlegne.

Nu er det ovre. Frankrigs nederlag til Norge søndag aften overraskede kun de færreste. Karabatic-slængets dage som håndboldherskere har været udfordret i nogle år. Ved EM-slutrunden blev pointerne blot understreget. Det store au revoir må sandsynligvis vente til efter OL i Japan senere på året, for det virker trods alt utænkeligt, at koryfæer som Nikola Karabatic og Luc Abalo bliver bedt om at pakke tasken og liste ud af bagdøren. Elitesport er oftest usentimental, men de spillere, der har givet Frankrig så meget, fortjener at få den sidste store turnering med.

Om landstræner Didier Dinart, der selv var med til at hente mange af trofæerne som aktiv, også får OL med er nok mere tvivlsomt. Nederlagene mod Portugal og Norge, der har gjort Frankrig til statist inden den sidste gruppekamp mod Bilal Suman og Lasse Boesens Bosnien, kan blive dødskysset, men allerede inden EM-slutrunden fremstod Frankrig som et hold i ubalance.

Annonce

Karabatic' skuldre er trætte

Frankrig har lignet et hold, der er fanget mellem noget gammelt og noget nyt. Talentmassen og potentialet er gigantisk i Frankrig. Det er helt indiskutabelt. Alle andre lande - den danske OL-guldvinder og verdensmester inklusive - kan kun drømme om at have så mange klassespillere at vælge mellem. Det er indlysende, at spillere som Dika Mem, Nedim Remili, Ludovic Fabregas og Melvyn Richardson kommer til at stråle på den internationale scene i mange år frem, men som hold skal Frankrig finde nye ben at stå på.

Landstræner Dinart forsvarede sig selv og holdet i den franske sportsavis L'Equipe.

- Men jeg synes ikke, der er krise. Vi gjorde vores bedste. Ingen skal have skylden for det. Frankrig er måske bare på det niveau, sagde han.

De franske håndboldfans vil næppe acceptere at være på det niveau, og holdet står senest efter OL foran en helt ny tid. VM-guldet på hjemmebane i 2017 og bronzemedaljerne ved EM 2018 og VM i 2019 er hurtigt glemt.

Nikola Karabatic brede skuldre er blevet trætte efter 18 år på landsholdet med svimlende ni guldmedaljer ved OL, VM og EM til følge. Vor tids største spiller kan ikke længere bære holdet alene, som han kunne i sine bedste dage. Det viste kampen mod Norge også med al tydelighed.

Skal gennem OL-kvalifikation

Selv om Frankrig gennem et årti har været Danmarks største konkurrent, er det alligevel en anelse vemodigt. Det er som de stolte, gamle elefanter, der ifølge gamle sagn går mod et hemmeligt sted for at lægge sig til at dø.

De franske håndboldkonger giver måske et sidste hug med stødtænderne, inden det er slut. Men deres bortgang kommer til at ske i fuld offentlighed i Japan. Ved OL om et halvt år. Hvis holdet endda når så langt.

For Frankrig skal først gennem en OL-kvalifikation, hvor modstanderne bliver Kroatien, den kommende EM-bronzevinder og sølvvinderen fra de afrikanske mesterskaber. Kun to af disse hold får adgang til OL, så intet er givet.

Kikser franskmændene OL-kvalifikationen, slår elefantkirkegården portene op før tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Vilhelmsborg Festspil er gået konkurs: - Det ville være uansvarligt at bruge penge på en ny opsætning

Kronik

Hvad vil vi beGÆRe i fremtiden?

Knap havde statsministeren sagt ”ikke hamstre”, før alt gær og toiletpapir var væk fra hylderne. Reptilhjernen tog åbenbart over og fik folk til at styrte ned i det lokale supermarked eller til at kaste hele familien ind i Toyota'en og bestorme den nærmeste megastore. Alt det, som forskellige eksperter så smukt havde udtalt på TV om den fælleskabsorienterede danske folkesjæl i krisetider, blev overmandet af et akut, nærmest dyrisk behov, for gær, godter og gifler. Når det tordnede om natten, da jeg var barn, stod min tante Ester op og lavede tordenkaffe og sad stiv på en stol med en stor køkkenkniv i hånden. Hun skulle være klar til at skære køerne løs, hvis lynet slog ned. Nu var der ikke så mange køer i vores parcelhus, men Ester var opvokset på et fattigt husmandssted, og her var køernes overlevelse helt afgørende for familiens overlevelse. Hendes reptilhjerne var kodet til kniv og køer – i dag er vi åbenbart kodet til GÆR. Gad vide, hvad det er med gær? Lidt lommepsykologisk kunne man overveje, om den lille pakke symboliserer en potentiel magt over situationen; jeg kan få ting til at voksne i en krisesituation og beskytte min familie med eget brød. Eller er det et kollektivt traume, der siddet fast i os, der oplevede gærkrisen? Under storkonflikten på arbejdsmarkedet i 1998 var der problemer med adgang til dagligvarer som brød, smør og gær, og udenlandsk gær blev det nye guld og solgt til overpris. En nordmand skulle ligefrem have fløjet gær til København i et privatfly som tak for alle de øl, nordmændene i tidens løb havde nydt i Danmark. Gad vide, om det mest er det ældre segment, der har fået gær på reptilhjernen, og hvad vil så blive det ypperste symbol på sikkerhed i fremtiden? Café latte to go? Veganerprodukter? Wi-Fi? For lige at lufte et par letkøbte fordomme om den unge generation. Når jeg er ude på opgaver, ender dialogen ofte om udfordringerne med individualiseringen i samfundet. Især offentligt ansatte føler sig presset af borgere og brugere, der forventer det bedste for MIG og MINE. Det er svært, når alle forældre forventer, at deres barn skal være i centrum blandt de øvrige 25 børn i 5.b. Både på offentlige og private arbejdspladser udtrykker mange bekymringer over for især den unge generations MIG-kultur. Andre er mere optimistiske og mener, at de unge har fået nok af forældrenes forbrugerkultur og vil søge nye fællesskaber, ikke mindst ppå grund af klimaudfordringerne, der kun kan løses kollektivt. Måske sidder de unge og ryster på hovedet over deres skammelige forældre, der selvcentreret rydder hylderne. Hævnen er heldigvis sød. Mens jeg sad og gøs over mine mange corona-aflysninger og dermed tabt indtægt i foråret, kunne jeg på de sociale medier fornøje mig over sarkasmen, der bredte sig over for gær- og toiletpapir-hamstrene i form af afslørende foto. For eksempel storsmilende Søren med overfyldt indkøbsvogn, der flasher sig i Berlingske tidende: ”Den der kommer først til mølle, får mest.” Noget, der medførte mange muntre kommentarer på Facebook, og som nok skal få Søren til at fortryde det billede rigtig mange gange i den kommende tid. Faktisk kan man føle sig som et særligt godt menneske, når man formåede at udvise samfundssind og lod gær være gær. Jeg indrømmer, at også min reptilhjerne rørte lidt på sig, da Statsministeren sagde ”ikke hamstre” på TV. Heldigvis var jeg mageligt bedøvet af den flaske rødvin og corona-lignende kæmpe romkugle, som jeg netop havde delt med min unger. Og da jeg nævnte muligheden for at styrte ned i Fakta i underetagen i min datters lejlighedsblok, udbrød begge min unger: ”Nu stopper du, Mor!” Måske der vitterligt er et håb om, at de unge er mere solidariske og vil være knap så beGÆRlige i fremtiden.

Kultur

C.V. Jørgensen-teaterkoncert stables på benene via videotjenester: Hvis skuespillerne ikke kan komme til øvelokalet ...

Kultur

Aflyse, udskyde eller gennemføre? Samlet status på arrangementer som Northside og Aarhus City Halvmarathon

Annonce