Annonce
Blog

Freak show ala Jorden 2019

Vi skal simpelthen opsøge viden, som er bredere end et hurtigt smut Facebook og Twitter. På den måde får vi mulighed for at stemme med både hjerte og hjerne, og sådan kan vi træffe et valg baseret på information, fordi vi har brugt lidt tid på at sætte os ind i sagerne.
Annonce

Brødrene Lazarus og Joannes Baptista Colloredo levede i 1600-tallet, og udover de meget iøjnefaldende navne var det specielle ved brødrene, at Joannes’ overkrop og venstre ben stak ud af brorens krop. Tvillingerne sad ganske enkelt sammen. De særlige brødre voksede op og blev en attraktion, de levede af at være anderledes, de klarede sig ved at stille sig op og være ”freaks”.

Når jeg ser på det moderne politiske landskab, og ikke kun det danske, så kan jeg få en følelse af at overvære et ”freak show” som dem, brødrene kunne have været med i. Det er ikke, fordi politikerne nødvendigvis ligner freaks, men fordi de ofte opfører sig på iøjnefaldende måder og kommer med udtalelser, som jeg faktisk kun kan kategorisere som yderst mærkværdige. Ofte er de direkte åndssvage, og til tider er de decideret ondskabsfulde. Tit griner vi ad dem, og vi kan jo bare vende den anden kind til og lade det passere, for der er da ikke nogen fornuftige mennesker, der vil stemme på den slags politiske freaks. Men jo, det er der. Og det er mig en gåde, at vi som menneskehed ikke har lært af de hårde lektier fra 1930’erne og fra de mørke år, der fulgte.

Men hvem er i virkeligheden de ægte freaks? Er det folk, der udstiller sig selv, eller alle os, der kigger på dem, følger med og støtter dem? At folk stemmer anderledes, end jeg gør, har jeg stor respekt for; vi kommer længst med forskellige synspunkter på bordet. Men min respekt stopper brat ved unuanceret fremmedhad og en retorik, som lyder som noget, der rungede i Tyskland i 1930’erne. Hvad er der sket, siden vi er kommet helt herud?

Jeg føler, at pilen peger direkte tilbage på os alle, både på mig og på dig. Den peger på vores ansvar, på vores pligt. Og den peger på noget fundamentalt, som mange mennesker alene de sidste hundrede år har kæmpet hårde og blodige kampe for at opnå, så vi nu kan sidde og tage det for givet. Pilen peger på demokratiet. Den frihed og de muligheder, vi har fået ind med modermælken.

Når vi har tid til at se sæson efter sæson af Game of Thrones eller tjekke ting på den smarte telefon eller brokke os over at blive krænket af alt fra Tintin til leverpostej, så bør vi helt enkelt også have tid til at sætte os en smule ind i dansk politik. Vi skal ikke være store analytikere, men vi må have en grundlæggende viden, der stikker lige lidt dybere end kandidattesterne på diverse medier, så vi kan se, når testen er journalistisk vinklet sådan, at vi med resultatet i hånden risikerer at stemme på en kandidat, som faktisk vil noget andet, end vi troede.

Vi skal simpelthen opsøge viden, som er bredere end et hurtigt smut Facebook og Twitter. På den måde får vi mulighed for at stemme med både hjerte og hjerne, og sådan kan vi træffe et valg baseret på information, fordi vi har brugt lidt tid på at sætte os ind i sagerne. At valget så kan falde ud i en anden retning end det, vi hver især ønsker, er jo vilkåret i et demokrati. Og så ved vi jo stadig, hvad der foregår, og hvem, der vil hvad.

Folk fortæller mig ofte, at det slet ikke gør nogen forskel, hvor man sætter sit kryds. ”De er jo alligevel alle sammen ens,” lyder det. Men nej, den køber jeg ikke. Jeg er af den overbevisning, at et anstændigt menneskesyn sejrer, og jeg har også troen på, at der findes anstændige og reelle politikere, arbejdsomme mennesker, der tænker på mere end den næste overskrift, den næste skingre holdning og den næste plads i rampelyset. Og det er de politikere, der skal stemmes ind.

For vi kan nemt - og vi gør det gladeligt - pege fingre ad politikere, ad medierne, ad krænkelseskultur og landstrænere og hvad har vi ellers. Men i sidste ende bør vi pege på os selv. Som en anden Holger Danske skal vi rejse os fra den nemme plads under slumretæppet, og det er ikke et spørgsmål om at tage vores land tilbage, men vi skal op af sofaen for at tage vores frie vilje tilbage. Og for at tage stilling til noget vigtigt. Den verden og det samfund, som vi sammen har ansvaret for.

Har vi gjort det godt nok på det sidste? Hvis svaret kommer lidt tøvende og måske hælder mod et nej, kunne vi starte med at sætte os ind i det kommende folketingsvalg. Give Netflix og HBO en tiltrængt pause på en måned, kigge lidt i avisen, læse nogle artikler, måske endda møde op til et vælgermøde. Det gælder om at finde den rigtige rustning frem, så vi er klar til folketingsvalget 2019. For der er nemlig et alternativ til den skråsikre skingerhed og de mange holdninger uden dybde, som vi ser i freak showet.

Der venter et bedre samfund derude. Vi har muligheden for at få en fremtid, hvor demokratiet er herskende, og hvor der ikke er plads til hadet og frygten for det ukendte, fordi vi siger nej til freaks og sætter i stedet dagsorden med en saglig debat baseret på viden og information.

Jacob Holm Krogsøe er klummeskribent. Foto: Annelene Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Hold fast om krisehåndtaget

Aarhus For abonnenter

Vagtfirma på Aarhus Ø: - De unge er ved at smadre en århusiansk turistperle

Aarhus For abonnenter

Efter ny uro på Aarhus Ø: Antallet af private vagter fordobles

Annonce