Annonce
Blog

Freak show ala Jorden 2019

Vi skal simpelthen opsøge viden, som er bredere end et hurtigt smut Facebook og Twitter. På den måde får vi mulighed for at stemme med både hjerte og hjerne, og sådan kan vi træffe et valg baseret på information, fordi vi har brugt lidt tid på at sætte os ind i sagerne.

Brødrene Lazarus og Joannes Baptista Colloredo levede i 1600-tallet, og udover de meget iøjnefaldende navne var det specielle ved brødrene, at Joannes’ overkrop og venstre ben stak ud af brorens krop. Tvillingerne sad ganske enkelt sammen. De særlige brødre voksede op og blev en attraktion, de levede af at være anderledes, de klarede sig ved at stille sig op og være ”freaks”.

Når jeg ser på det moderne politiske landskab, og ikke kun det danske, så kan jeg få en følelse af at overvære et ”freak show” som dem, brødrene kunne have været med i. Det er ikke, fordi politikerne nødvendigvis ligner freaks, men fordi de ofte opfører sig på iøjnefaldende måder og kommer med udtalelser, som jeg faktisk kun kan kategorisere som yderst mærkværdige. Ofte er de direkte åndssvage, og til tider er de decideret ondskabsfulde. Tit griner vi ad dem, og vi kan jo bare vende den anden kind til og lade det passere, for der er da ikke nogen fornuftige mennesker, der vil stemme på den slags politiske freaks. Men jo, det er der. Og det er mig en gåde, at vi som menneskehed ikke har lært af de hårde lektier fra 1930’erne og fra de mørke år, der fulgte.

Men hvem er i virkeligheden de ægte freaks? Er det folk, der udstiller sig selv, eller alle os, der kigger på dem, følger med og støtter dem? At folk stemmer anderledes, end jeg gør, har jeg stor respekt for; vi kommer længst med forskellige synspunkter på bordet. Men min respekt stopper brat ved unuanceret fremmedhad og en retorik, som lyder som noget, der rungede i Tyskland i 1930’erne. Hvad er der sket, siden vi er kommet helt herud?

Jeg føler, at pilen peger direkte tilbage på os alle, både på mig og på dig. Den peger på vores ansvar, på vores pligt. Og den peger på noget fundamentalt, som mange mennesker alene de sidste hundrede år har kæmpet hårde og blodige kampe for at opnå, så vi nu kan sidde og tage det for givet. Pilen peger på demokratiet. Den frihed og de muligheder, vi har fået ind med modermælken.

Når vi har tid til at se sæson efter sæson af Game of Thrones eller tjekke ting på den smarte telefon eller brokke os over at blive krænket af alt fra Tintin til leverpostej, så bør vi helt enkelt også have tid til at sætte os en smule ind i dansk politik. Vi skal ikke være store analytikere, men vi må have en grundlæggende viden, der stikker lige lidt dybere end kandidattesterne på diverse medier, så vi kan se, når testen er journalistisk vinklet sådan, at vi med resultatet i hånden risikerer at stemme på en kandidat, som faktisk vil noget andet, end vi troede.

Vi skal simpelthen opsøge viden, som er bredere end et hurtigt smut Facebook og Twitter. På den måde får vi mulighed for at stemme med både hjerte og hjerne, og sådan kan vi træffe et valg baseret på information, fordi vi har brugt lidt tid på at sætte os ind i sagerne. At valget så kan falde ud i en anden retning end det, vi hver især ønsker, er jo vilkåret i et demokrati. Og så ved vi jo stadig, hvad der foregår, og hvem, der vil hvad.

Folk fortæller mig ofte, at det slet ikke gør nogen forskel, hvor man sætter sit kryds. ”De er jo alligevel alle sammen ens,” lyder det. Men nej, den køber jeg ikke. Jeg er af den overbevisning, at et anstændigt menneskesyn sejrer, og jeg har også troen på, at der findes anstændige og reelle politikere, arbejdsomme mennesker, der tænker på mere end den næste overskrift, den næste skingre holdning og den næste plads i rampelyset. Og det er de politikere, der skal stemmes ind.

For vi kan nemt - og vi gør det gladeligt - pege fingre ad politikere, ad medierne, ad krænkelseskultur og landstrænere og hvad har vi ellers. Men i sidste ende bør vi pege på os selv. Som en anden Holger Danske skal vi rejse os fra den nemme plads under slumretæppet, og det er ikke et spørgsmål om at tage vores land tilbage, men vi skal op af sofaen for at tage vores frie vilje tilbage. Og for at tage stilling til noget vigtigt. Den verden og det samfund, som vi sammen har ansvaret for.

Har vi gjort det godt nok på det sidste? Hvis svaret kommer lidt tøvende og måske hælder mod et nej, kunne vi starte med at sætte os ind i det kommende folketingsvalg. Give Netflix og HBO en tiltrængt pause på en måned, kigge lidt i avisen, læse nogle artikler, måske endda møde op til et vælgermøde. Det gælder om at finde den rigtige rustning frem, så vi er klar til folketingsvalget 2019. For der er nemlig et alternativ til den skråsikre skingerhed og de mange holdninger uden dybde, som vi ser i freak showet.

Der venter et bedre samfund derude. Vi har muligheden for at få en fremtid, hvor demokratiet er herskende, og hvor der ikke er plads til hadet og frygten for det ukendte, fordi vi siger nej til freaks og sætter i stedet dagsorden med en saglig debat baseret på viden og information.

Annonce
Jacob Holm Krogsøe er klummeskribent. Foto: Annelene Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce