Annonce
Kultur

Fremtidens Northside-mad: Farvel til oksekød

Kammeraterne Lauritz Overvad (t.v.) og Christian Nakskov havde i halvanden times tid sat musik og fest på pause for at teste tre bud på fremtidens festivalmad. Foto: Jacob Vestervig
Studerende fra Ernæring og Sundhed på Via University College gav publikum en smagsprøve på fremtidens festivalmad.

NORTHSIDE: Hvad vil man hovedsageligt spise, når man er på festival, og det skal gå hurtigt, være lækkert og samtidig smage godt? Det spørgsmål er for flertallet nemt at besvare, nemlig pizza og burger.

Sådan har det vel mere eller mindre altid været, og sådan lyder svarene også i en spørgeskemaundersøgelse, som en håndfuld studerende fra Ernæring og Sundhed på Via University College har lavet.

Derfor var det også med fastfoodklassikerne in mente, at eleverne løste en opgave stillet af Northside, der lød på, hvordan man kunne forestille sig fremtidens bæredygtige festivalmad.

Under festivalen deltog en håndfuld gæster i en lille workshop, hvor de selv kunne få lov at tilberede, smage og bagefter diskutere de studerendes løsningsforslag.

- Ud fra forskning har vi fundet ud af, hvilken vej pilen peger, hvad er de fremtidige trends, og hvad skal vi spise, for at det giver mening, forklarede en af de studerende, Lina Kuhlmann-Madsen.

- Sammenlagt med folks ønsker er det blevet til tre spændende bud, hvoraf det ene måske er lidt provokerende. Jeg er meget spændt på at høre de deltagendes reaktioner, sagde hun kort før workshoppen gik i gang.

Annonce

Jeg spiser normalt burgere med oksekød, men efter at have smagt plantebøfferne i dag, vil jeg på ingen måde sige nej tak.

Lauritz Overvad, 25 år, festivaldeltager

Laboratorie-kylling

Pizza med tang, burger med bøf af quinoa og kikærter samt tacoskaller med såkaldt in vitro-kylling – det vil sige kylling dyrket i et laboratorium af stamceller.

Sådan lød menuen, men det kunne på ingen måde ikke skræmme festivaldeltagerne.

- Jeg spiser normalt burgere med oksekød, men efter at have smagt plantebøfferne i dag, vil jeg på ingen måde sige nej tak. Jeg kunne sagtens selv finde på at bestille det, det kommer lidt an på, hvornår det er, og hvor beruset man er. For er man på vej hjem, er det måske mere noget juicy og salt, man har lyst til, sagde Lauritz Overvad på 25 år.

Han deltog i workshoppen med sin et år ældre kammerat Christian Nakskov, der havde taget initiativ til at melde dem begge til.

- Der var alligevel ikke noget musik, vi ville høre på det tidspunkt, og så er det fedt med initiativer, hvor man kan få lov at snuse lidt til bæredygtighed, som Northside ofte går foran med. Og det hele smager vildt godt, men favoritterne er nok pizzaen og burgeren. Jeg har ikke noget imod in vitro-kyllingen, så længe det giver mening rent bæredygtigt, sagde han.

De studerende rapporterer nu resultaterne af workshoppen videre til Northside, som kan bruge dem i planlægningen af fremtidens festivalmad.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce