Annonce
Aarhus

Friheden skræmmer os ikke

Anny og Christian Græsholt har ikke lagt de store planer for livet efter arbejdslivet, men vil blot nyde, at friheden giver plads til at føre flere pludseligt opståede gode idéer ud i livet og mere samvær med både børn, børnebørn og forældre.

Der findes masser af pensionister og efterlønnere, som gerne underholder med, at de aldrig har haft det så travlt, som efter at de har forladt arbejdsmarkedet.

Bare et enkelt kig i deres fyldte kalender kan gøre enhver forpustet.

Og så findes der sådan nogle som Anny og Christian Græsholt, der holder af at have lutter blanke kalenderblade foran sig og tænke på alt det, de kan fyldes ud med.

Annonce

60-årige Anny har været på efterløn fra sit job som farmaceut på Herning Hospitalsapotek siden 1. december sidste år, og 1. april i år fik hun selskab af sin to år ældre mand, Christian, tidligere lærer på Vorgod-Barde Skole.

»Det er en fantastisk følelse at kunne stå op og tænke, hvad skal vi lave i dag? Skal vi tage til Viborg eller Ribe? Der er jo så mange dejlige steder herhjemme. Måske støder man ind i noget, som man ikke lige havde regnet med, og det er sådan, vi godt kan lide det,« siger Anny.

Og hendes mand supplerer med et eksempel:

»Vi har boet her i Vestjylland i 35 år, og vi aldrig været i Det Kongelige Teater. Før nu! Det er jo ikke til at få billetter i weekenden, med mindre man planlægger lang tid i forvejen, og det har vi aldrig været gode til. Nu kan vi bare stikke af på en almindelig hverdag. Og med to ud af tre voksne børn i København, er der altid husly at få«.

Anny og Christian hører til den sidste bagtrop af de danskere, der takket være efterlønsordningen har fået mulighed for at forlade arbejdsmarkedet i så ung og arbejdsduelig en alder, samtidig med at de er sikret en fast månedlig ydelse frem til pensionsalderen. Og de ved godt, at de er privilegerede.

»Vi hoverer ikke, men vi holder nu heller ikke lav profil af den grund. Det er synd for den generation, der lige har fået deres mulighed for at gøre det samme udsat. Jeg kan ikke helt forstå, hvordan det er lykkedes at bilde den danske befolkning ind, at det er så godt at blive længere på arbejdsmarkedet. Vi har ikke råd til andet, hedder det. Min mening er, at man har råd til det, man tager sig råd til. For eksempel for at undgå at folk går ned med stress. Jeg håber ikke, at der nu kommer en stigning i sygemeldte og udslidte lærere,« siger Christian Græsholt.

En gang troede han, at han skulle blive ved med at arbejde, til han fyldte 70. I stedet har han sagt farvel til lærergerningen efter 35 år på den lokale folkeskole. Tidspunktet er valgt for at give hans afløser mulighed for at få indflydelse på hverdagen under den nye skolereform.

»Ikke af arrigskab. Men udsigten til de mange ændringer har da ikke gjort min beslutning sværere,« understreger han.

Måske er den også blevet hjulpet lidt på vej af, at Anny allerede havde forladt arbejdsmarkedet? Det gætter hustruen i hvert fald på.

Hun er heller ikke blevet efterlønner, fordi hun var træt at sit arbejde, men fordi der er så meget andet, hun gerne vil bruge tiden på, mens hun kan.

»Jeg har ikke talt ned eller gået og glædet mig åbenlyst, jeg har bare vidst i mit stille sind, at jeg ville bruge den mulighed, og det gjorde jeg så«.

Hun indrømmer, at friheden trykkede lidt i begyndelsen. Mens Christian stadig arbejdede, kunne Anny godt have det sådan, at hun burde udrette noget, når nu hun havde så meget tid til det.

Det kunne næsten føles som en forpligtelse.

»Den følelse er jeg sluppet af med. Nu nyder jeg bare at have plads til spontanitet, og jeg glæder mig over, at hverdagssyslerne kan udføres i en anden takt, så de rigtig kan mærkes. I går da jeg havde vasket, gik jeg for eksempel og hængte tøj op og tænkte, hvor fantastisk det er, at jeg kan gå her og hænge tøj op i frisk luft, mens fuglene synger«.

Bag planen om at gå på efterløn har aldrig ligget nogen større planlægning.

Som de spontane mennesker Anny og Christian i bund og grund er, har de aldrig følt behov for at forberede deres tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. De har blot lagt vejen forbi banken og fået kikket lidt på det økonomiske og tjekket pensionsordningerne.

Det så fornuftigt ud, og dermed var vejen sådan set banet. Ikke en gang en Plan B kan de hive op af skuffen, hvis de skulle blive træt af den nærmest grænseløse frihed, de har fået.

De regner ikke med, at det kommer til at ske.

»Vi er gode til at stå op om morgenen og få en idé. Og så rykker vi,« er de enige om.

For eksempel havde de tænkt sig, at de skulle have været en tur til Øland først på sommeren for at se på orkidéer, men så dukkede der nogle andre ting op, som var lige så gode, et par fester blandt andet. Og så meldte de sig til dem i stedet for.

Hvis der ikke dukker noget op, er der heller ikke idéforladte.

Christian Græsholt, som har været musiklærer i mange år, købte en saxofon for 25 år siden og spiller også guitar og klaver. Han er med i fire orkestre, blandt dem Ringkøbing Big Band og Hof Dance Band.

Når det ikke er tenorsaxen han sætter for læberne, så sætter han kikkerten for øjnene og holder øje med fuglelivet.

Christian er medlem af Dansk Ornitologisk Forening og aktiv i et projekt med registrering af ynglende fugle. Det betyder, at han har fået et par områder at gå og nørde i, som han siger, og han kaster sig gerne på cyklen for at få bekræftet sine anelser om spændende forekomster.

Fuglekiggeriet er fast arbejde i lang tid fremover, for arterne skal lige yngle først, hvis de skal med i optegnelserne.

Anny er også et naturmenneske, men mens hendes mand kigger opad, ser hun nedad, for det er botanikken, der interesserer hende, hvilket de frodige buketter af vilde blomster i hjemmet vidner om.

Bortset fra den klippede plæne er haven med sine tilgroede kroge og jern og skrot, som Anny har ophøjet til kunst, næsten lige så frodig og vild som den omgivende natur.

Og det bliver den ved med at være, for det er ikke der, de forholdsvis nybagte efterlønnere har tænkt sig at bruge deres overskudsenergi.

Ikke fordi de hellere vil slå liggestolen ud. Faktisk er de lidt i tvivl, om de overhovedet har en liggestol. Det der med at ligge og dase er ikke noget, de gider.

Når haven inspirerer efterlønnerparret, kan det i stedet ende med at Anny skal ud og hænge nogle af sine finurlige fund op i et træ, så de, vupti, forvandles til kunstneriske mobiler. Eller at hun får lyst til at sy en tipi til børnebørnene, mens Christian måske synes, der mangler endnu en fuglekasse i mangfoldigheden.

»Vi mangler også en gynge,« kommer han pludselig i tanke om og leverer dermed endnu et usynligt punkt til de blanke kalenderblade.

Andre ting, som der kunne stå skrevet, hvis ellers Anne og Christian kunne finde på at skrive den slags ned, er vandreture i de svenske bjerge ved Åre, læsning af flere gode bøger, gerne på svensk for at lære sproget og flere spontane byrejser med indlagte uplanlagte oplevelser, gerne af den kulturelle slags.

De tre børnebørn, som bor i København og Stockholm kan også se frem til at være endnu mere sammen med deres bedsteforældre, end de hidtil har været.

Og det samme gælder de forældre, som parret stadig har tre ud af fire tilbage af så langt væk som Falster og Kolding.

»I vores alder er der jo mange, der stadig har forældre, og det er nu, man kan gøre lidt ekstra godt for dem,« siger Anny, hvis mor er 91, men stadig bor i egen lejlighed og laver pizza til sig selv.

Hvis de gode gener slår igennem, venter der mere end et kvart århundrede med frihed forude til Anny og Christian.

Skræmmende?

Egentlig ikke.

»Fraværet af forpligtelser og muligheden for at være spontan er noget, der passer os rigtigt godt. Hvis det fortsætter som nu, er det meget anbefalelsesværdigt,« mener de.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Rådmand bad sin direktør tænke på Dansk Folkeparti: Kommunens jurister frikender Jette Skive for ulovlig ordre

Annonce