Annonce
Indland

Frosten driller: Letbane i Aarhus holder stille igen

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der kører fredag morgen ingen letbanetog på strækningen mellem Odder og Mårslet på grund af frost.

Frostgrader driller fredag morgen letbanen i Aarhus, skriver TV2 Østjylland.

Der kører således ingen letbanetog på strækningen mellem Odder og Mårslet fredag morgen. Der bliver indsat erstatningsbusser.

- Der er kørt testkørsler i nat, men nu har det udviklet sig, så frosten desværre ikke kan holdes væk fra køreledningerne, skriver Midttrafik på sin hjemmeside.

På hjemmesiden kan man følge udviklingen omkring letbanens køreplaner.

Letbanens problemer med frostvejret begyndte allerede tirsdag.

Både tirsdag og onsdag blev flere afgange aflyst på grund af frost på køreledningerne.

Det har skabt stor forundring, at den smule frost, der indtil videre har været i år, allerede har skabt udfordringer for letbanens drift.

- Når det bliver koldt, kører vi nogle gange iskørsler om natten. Det betyder, at vi ligger og kører for at fjerne isen fra køreledningerne, sagde direktør for letbanen Michael Borre tirsdag til TV2 Østjylland.

- Men selvom vi kører om natten, er vi ikke overbeviste, om det hjælper på køreledningerne. Vi har købt noget materiel, der skal fjerne isen, men det kommer først hjem til januar, lød det videre.

Siden har folkene bag Letbanen holdt et krisemøde om problemerne, og i første omgang er løsningen at indsætte erstatningsbusser, når afgange må aflyses.

Letbanen kører på strækningen Odder-Aarhus-Grenaa.

Letbanen i Aarhus kørte første gang med passagerer i slutningen af 2017. Den sidste strækning af letbanen - til Grenaa - blev åbnet i april i år.

Den samlede pris for letbanen er løbet op i omkring fire milliarder kroner.

Aarhus Letbane er ejet af Aarhus Kommune og Region Midtjylland.

/ritzau/

Annonce
Link til artikel på TV2 Østjylland
Link til Midttrafiks hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce