Annonce
Danmark

Funding: Dansk Folkepartis katastrofevalg kan ikke bortforklares

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Pessimisterne fik ret. Dansk Folkeparti fik et elendigt valg til Europa-Parlamentet. Partiet gik allerede, før valgresultatet forelå, i gang med at placere ansvaret på alle andre end sig selv. ”Klimatosser”, journalister og EU blev bebrejdet. Og måske det er noget af forklaringen, men det er ikke dækkende. DF må også kigge indad.

Der lød et jubelsbrøl til Dansk Folkepartis valgfest på Christiansborg, da det første valgresultat blev vist på fjernsynsskærmene. Brølet kom dog ikke fra DF'erne, men i stedet fra venstrefolkene på etagen ovenover.

De havde netop fået at vide, at de var blevet valgets sejrherre med et historisk godt valg. Altimens stod DF'erne dødstille og kiggede mat ud i luften. Deres store frygt var blevet til virkelighed. Partiet blev mere end halveret i stemmeprocent og gik fra fire til et mandat. Et regulært katastrofevalg.

En komplet uvant situation for partiet, der aldrig før har prøvet en afvaskning af denne størrelsesorden. Et fald på rundt regnet 60 procent sammenlignet med det seneste valg.

Måske var det derfor, partiet, allerede før valgresultatet forelå, gik i gang med at placere ansvaret for nederlaget på alle andre end egne skuldre.

Partiets tidligere formand, Pia Kjærsgaard, tog tidligt på aftenen ordet og gik på talerstolen, hvor hun først tordnede mod EU-systemet, som hun mente havde forhalet undersøgelsen af skandalehistorierne i Meld og Feld.

- Det er over tre år siden, den er begyndt. Vi sidder med røven på kogepladen. Det er ganske urimeligt, at sådan noget ikke er afgjort. Og det er typisk EU-systemet bare at vente, sagde Pia Kjærsgaard, inden hun kastede sig over journalister og klimabekymrede danskere.

- Jeg kender jer jo, I pressefolk, spydige smil. Man fryder sig sådan en lille bitte smule, man kan se det på jer, og det kan I faktisk ikke være bekendt.

- Måske er det alle de, hvad er det nu man kalder dem, klimatosser. Nej alle dem, der alene går op i klima, fortalte Pia Kjærsgaard, inden hun understregede, at det var vigtigt, at de fremmødte huskede at klappe ad Kristian Thulesen Dahl, fordi han har haft det hårdt.

Den tidligere formand for Dansk Folkeparti har måske en pointe. I hvert fald når det kommer til klimaet. Dækningen af valget til Europa-Parlamentet har været fraværende, og den dækning, der har været, har haft et stort fokus på klimaet, hvilket ikke er en styrkeposition for DF.

Spørgsmål såsom grænsekontrol, social dumping og mindre EU har ikke fyldt det store, og det har ramt partiet. Læg dertil, at EU-valget er blevet afviklet midt under et kaotisk brexit, Donald Trump, der siger "America First", og Vladimir Putins Rusland, der opfører sig stadig mere aggressivt.

Men når man peger fingre ad andre, er der tre, der peger mod én selv, og det bør Dansk Folkeparti måske huske på.

Der er i hvert fald som minimum to selvforskyldte grunde til, at Dansk Folkeparti fik så ringe et valg i går.

Den første hedder Morten Messerschmidt. Han er givetvis den dansker, der til tid og evighed vil være indehaver af rekorden for flest personlige stemmer. 465.758 danskere stemte på ham for fem år siden.

Men med til historien hører, at Messerschmidt forvaltede valget dårligt. Han formåede ikke at holde sammen på sin fire mand store gruppe. Tværtimod var han selv med til at accelerere de interne konflikter i stedet for at løse dem.

Derudover kan han ikke - underordnet hvordan undersøgelserne imod ham i sagerne om Meld og Feld ender - løbe fra, at han som minimum har opført sig sløset på en måde, der har skadet hans eget parti.

Men Kristian Thulesen Dahl må også tage sin del af ansvaret. Gårsdagens katastrofevalg hænger i høj grad også sammen med den ringe opbakning, der er til partiet i meningsmålingerne til folketingsvalget.

Det bunder langt hen ad vejen i Kristian Thulesen Dahls beslutning om at placere Dansk Folkeparti i midten af dansk politik. Det har blåstemplet Socialdemokratiet, og gjort de mest borgerlige af DF’s vælgere i tvivl om, hvad man egentlig får, hvis man stemmer på partiet.

Dansk Folkeparti går nu nogle skrækkelige nyhedsdøgn i møde, og den malstrøm, partiet er fanget i, vil tage til i kraft. Hvad konsekvenserne bliver til folketingsvalget om ni dage, ved vi ikke, men DF’s krise er ikke ovre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce