Annonce
Danmark

Funding: Fløjkampen i Venstre ulmer igen, og det er meget farligt

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Chokket er stadig ved at bundfælde sig i Venstre, efter at Lars Løkke Rasmussen i denne uge åbnede op for at gå i regering med Socialdemokratiet. Kristian Jensen-fløjen er målløse og mener, formanden opfører sig hasarderet. Magtkampen fra 2014 er vakt til live igen og risikerer at eskalere.

Man må give Lars Løkke Rasmussen, at han spiller for at vinde. Den nemme løsning ville have været at give op køre Venstre i garagen på omkring de 18 procent og så ellers overlade nøglerne til Kristian Jensen.

Men det ligger ikke til Løkkes natur. Han er altid bedst på de sidste meter, og han mangler ikke risikovillighed, når han står med ryggen mod muren.

Og det er det, der er problemet, hvis man spørger i visse kredse i Venstre. De ser en tendens. En tendens hvor Løkke er klar til at gøre næsten hvad som helst for at holde fast i magten.

Flere joker i en syrlig tone med, at formanden tidligere har vist, at han vil være statsminister for enhver pris og nu også, at han vil være minister for enhver pris. De er bekymrede over, hvilket parti de står tilbage med, når statsministeren er fortid i dansk politik, hvilket de anser som et nært forestående scenarie.

Tag bare de sidste måneder under Løkkes ledelse. Her har Venstre taget flere standpunkter, kritikerne har svært ved at se sig selv i. Regionerne skal lukkes, minimumslønninger er ikke længere et fyord, der skal indføres en bund under selskabsskatten i EU, det økonomiske råderum skal bruges på offentligt forbrug, skatten skal som udgangspunkt ikke sænkes, og her til sidst har statsministeren så åbnet op for et regeringssamarbejde med arvefjenden i Socialdemokratiet.

En vittig sjæl lagde i den forbindelse et billede op på de sociale medier, hvor Løkke står storsmilende og tager et billede af sig selv med sin mobiltelefon. En såkaldt selfie. I baggrunden er der fotomanipuleret et billede af en paddehattesky fra en atombombe ind. Flere venstremedlemmer har grint højlydt af dette billede. Det indkapsler for dem deres frygt. Løkke satser, og de står tilbage med den potentielle ruinhob.

Det hele har fået et ekstra twist ved, at Løkke de facto har annulleret formandskabet i Venstre med sin åbning til Socialdemokratiet. Formandskabet er betegnelsen for den magtdeling Lars Løkke Rasmussen indgik med Kristian Jensen i kælderen under Odense Congress Center i 2014 som modydelse for, at Jensen ikke væltede ham som formand.

Der var således kun 15 personer, der vidste, at Lars Løkke Rasmussen på Venstres vegne ville åbne op for et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det har forfatteren til bogen, hvor Løkke fortæller om sine tanker, berettet. Kristian Jensen var ikke en af de 15. Det er meget svært ikke at se som andet end en bevidst handling fra Lars Løkke Rasmussens side. Han har altså bevidst holdt sin næstformand i mørket.

Kristian Jensen så derfor heller ikke ligefrem tilfreds ud, da han skulle kommentere på formandens tanker. I første omgang forsøgte han at lægge afstand ved at sige, at det hverken var hans 1. eller 2. prioritet at gå i regering med Socialdemokratiet. Senere måtte han dog trække i land på Twitter.

Og det er da også et dilemma for Kristian Jensen. Går han imod sin formand midt i en valgkamp, bryder der borgerkrig ud i Venstre, noget vælgerne med sikkerhed vil straffe hårdt på valgdagen. Ingen kan sige, hvor galt det så kan gå for partiet. Men gør Kristian Jensen ingenting, lader han Løkke fortsætte sin stil. En stil flere omkring Kristian Jensen betegner som hasarderet.

Reelt har Kristian Jensen dog ikke noget valg, og det har Lars Løkke Rasmussen for længst gennemskuet. Risikoen for, at Venstre nedsmelter, er for stor, og det disciplinerer. Næstformanden må sidde stille af hensyn til partiet og så ellers håbe på, at formanden ikke kører Venstre ud over skrænten.

Og det kan da heller ikke afvises, at Løkke endnu engang i 11. time har fundet et musehul, han kan kravle ud af. Ligesom da han i 2014 reddede sin formandspost ved at dele magten med Kristian Jensen.

Store dele af befolkningen ønsker et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet, og måske nogle af dem kan tiltrækkes af Lars Løkke Rasmussens melding. Lykkes det, vil Løkke blive udråbt som et politisk geni. Grænsen mellem gal og genial er som bekendt hårfin.

Men selv hvis Løkke kan få Venstre til at vokse, så er det tæt på umuligt at se, at det bliver nok til, at blå blok vinder. Særligt ikke hvis statsministeren ikke vil basere sig på Stram Kurs og Nye Borgerliges mandater.

Derfor bliver der også spekuleret voldsomt i Venstre lige nu. Hvad er Løkke egentlig ude på? Han har tydeligvis kørt Kristian Jensen ud på et sidespor, men betyder det, at han forsøger at omgå ham som Venstres næste formand? Vil Løkke insistere på at blive siddende som formand for Venstre, hvis han isoleret set sikrer partiet en fremgang ved valget?

Ingen synes dog at kunne blive klog på formanden. Særligt ikke blandt Kristian Jensens støtter. Og den usikkerhed er farlig for partiet. Følelserne sidder udenpå tøjet, og tilliden kan ligge på et meget lille sted. Der skal ikke meget mere til for at få tingene til at eskalere.

Annonce

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Jeg er dybt bekymret over, hvordan det parlamentariske grundlag kan komme til at tegne sig efter grundlovsdag. Der kan opstå en situation, hvor jeg måske kunne fortsætte som statsminister, men hvor det ville kræve, at jeg gav nogle indrømmelser, som jeg ganske enkelt ikke er parat til at give.

Lars Løkke Rasmussen (V) begrundede på et pressemøde, hvorfor han "åbner døren på klem" for et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet efter valget.

- De politiske uenigheder er af sådan en karakter, at en sådan regering ikke kan komme på tale.

Mette Frederiksen (S) var dog til Ritzau ganske afvisende overfor Lars Løkke Rasmussens tilbud om samarbejde.

- Jeg synes jo, vi skal slå pjalterne sammen og arbejde fuldtonet for, at der stadig er et borgerligt flertal i Danmark.

Søren Pape Poulsen (K) var ligesom Anders Samuelsen (LA) ikke ligefrem begejstrede over tanken om en SV-regering, da han blev interviewet af TV 2.

- Jeg synes, det er fantastisk. Særligt hvis Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kan finde sammen. Så kommer vi fri af Liberal Alliances ønsker om at lempe topskatten samt, at Radikale Venstre skal styre udlændingepolitikken.

En der dog var begejstret overfor Lars Løkke Rasmussens dør på klem, var Kristian Thulesen Dahl (DF). Dog kun hvis samarbejdet bygger på Dansk Folkeparti, som han fortalte til DR.

- Jeg har ikke nogle kommentarer, fordi det, du spørger til, er noget, der vedrører privatlivet, og det har jeg ingen kommentarer til.

Rasmus Paludan var meget formælt, da avisen Danmark konfronterede ham med historien om, at han i årevis har chikaneret en ung mand, så han og hans familie ifølge vidner var på sammenbruddets rand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Annonce