Annonce
Danmark

Funding: Klima smører bare bedst

Thomas Funding, politisk redaktør på Avisen Danmark. Foto: Michael Nørgaard
I to årtier har udlændingestramninger smurt den parlamentariske maskine på Christiansborg og sikret nogenlunde gnidningsfri fremdrift. Men det er slut nu. I stedet kan klima blive dansk politiks nye smøremiddel. Også selvom klimapolitikkens ubekymrede guldalder snart er slut.

Siden Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, har dansk politik primært været drevet af én ting. Udlændingestramninger.

Om finansministeren hed Thor Petersen, Claus Hjort eller Lars Løkke, så var det udlændingeområdet, der kunne lokke Dansk Folkeparti til forhandlingsbordet – også når det, der blev forhandlet om, var svært. Udlændingestramninger smurte de parlamentariske tandhjul og fik dansk politik til at snurre rundt.

Men sådan er det ikke længere. Vi har fået en socialdemokratisk regering, og den har brug for sit eget smøremiddel. Det er her klima kommer ind i billedet.

Vi så det allerede under regeringsforhandlingerne i sidste måned. Klima var det emne, man først forhandlede om. Og det var ikke noget tilfælde.

Socialdemokratiet havde brug for et lokkemiddel. En gulerod de kunne lægge på forhandlingsbordet. Morten Østergaard, Pernille Skipper og Pia Olsen Dyhrs tænder skulle løbe i vand i en grad, så selv de største kameler efterfølgende ville glide nemmere ned.

Helt så godt gik det dog ikke. Radikale Venstre, Enhedslisten og SF er ikke som Dansk Folkeparti. Deres politiske fokus er bredere end én sag. De insisterede på at få indflydelse på andre politikområder. Og fik det.

Men ikke desto mindre, var klimapolitikken med til at skabe fremdrift. Det var med til at smøre forhandlingsforløbet og var i sidste ende en afgørende faktor i, at Mette Frederiksen blev statsminister.

Og det leder os frem til denne analyses forudsigelse. Det bliver ikke sidste gang i denne regeringsperiode, at vi kommer til at se klima som politisk smøremiddel.

Enhedslisten, SF og Radikale Venstre kan kun få indfriet deres klimaambitioner med Socialdemokratiet. Det kan ikke lade sig gøre med blå blok. Her blokerer Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og i nogen grad også Venstre. Mette Frederiksen har med andre ord eneadgang til en forhandlingsvaluta, der er i høj kurs, og som hun kan tåle at give af.

Godt nok vil Socialdemokratiet ikke gå lige så langt på klimaområdet som støttepartierne, men skal man give indrømmelser – og det skal man i politik – så er det ikke det værste sted at gøre det alt den stund, at der for tiden er en mindst lige så stort vælgermæssig hype omkring klimaet, som der var om rosévin sidste sommer.

Det betyder dog ikke, at det er en gratis omgang. Det er det så lang fra. Havde denne analyses skribent for et år siden skrevet, at en kommende socialdemokratisk regering ville have forpligtiget sig til at sænke udledningen af drivhusgasser med 70 procent, ville analysen være blevet udsat for hån, spot og latterliggørelse.

Lige nu er vælgerne stemplet kollektivt ind på klimadagsordenen. I valgkampen reducerede medier og politikere emnet til et spørgsmål om, hvorvidt man ville redde planeten. Og hvem vil ikke gerne det. Diskussionen nåede aldrig et sted hen, hvor vælgerne blev oplyst om, hvad det så koster at redde planeten.

Det finder de imidlertid ud af i de kommende år, hvor Mette Frederiksen skal forsøge at gøre ambitioner til virkelighed. Skal man tro eksperterne, kan det blive afsindigt dyrt, og det er svært at se, at det ikke kommer til at påvirke vores allesammens dagligdag markant.

Da Emmanuel Macron for godt to år siden blev valgt til Frankrigs præsident, skete det ligeledes på løfter om en ambitiøs klimaomstilling. Da han efterfølgende forsøgte at levere på det, befolkningen havde givet ham opbakning til, blev begejstring vekslet til vrede.

Macron satte en klimaafgift på diesel, og det udløste det nærmest omgående 1500 vejafspærringer rundt om i Frankrig. Protesterne udviklede sig med tiden til det, vi i dag kender som ”de gule veste”.

Nu er Danmark selvfølgelig ikke Frankrig. Franskmændene bestiger hellere barrikaderne en gang for meget end en gang for lidt, og de gule veste handlede da også om meget mere end klimaomstilling.

Men ikke desto mindre venter der et opgør, når rød bloks klimaambitionerne skal implementeres. Der er forskel på by og land, og det vil man få at se, når tingene bliver konkrete.

Bor du i en af de større byer, er kollektiv trafik og cyklen et reelt alternativ, hvor lever du på landet, er bilen ofte uundværlig. På samme måde har man i byerne adgang til billig og miljøvenlig fjernvarme, hvor mange på landet hænger på deres olie-, gas- eller pillefyr.

Næste stadie af klimadebatten bliver med andre ord en diskussion om, hvordan man omstiller, uden at der bliver en geografisk og social slagside – og det er stadig et åbent spørgsmål, om det overhovedet er muligt.

Men det ændrer ikke grundlæggende på, at klimapolitik er gangbar valuta de næste fire år, når de politiske tandhjul skal smøres.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Fra lorterende til cafégade

Genopretning af vandløbene og tilbagekomsten af smådyr og ørreder er et af få lyspunkter i udviklingen af Danmarks natur gennem de seneste 200 år. Aarhus Å er et af eksemplerne. Vi blev oprindeligt inspireret til at skrive bogen "Så forandret – Danmarks natur gennem 200 år" (netop udkommet, red.) om naturens udvikling ved at sammenligne gamle og nye fotografier, taget fra samme sted i landskabet. Vi blev slået med forundring, nogle gange med forfærdelse og færre gange med fornøjelse, over at se de store forskelle mellem dengang og nu. Især for agerlandet, der dækker 60 procent af Danmarks areal, er forandringer omfattende, og biodiversiteten helt i bund. Her fortæller vi i stedet den positive historie om vandløbenes genopretning gennem de seneste 30 år med eksempler fra Aarhus Å. Smådyrene er vendt tilbage, dambrug og spærringer er nedlagt, og gydestrygene er genetableret til glæde for naturinteresserede og lystfiskere. Få naturtyper har måttet stå så meget igennem som vandløbene. De har måttet tåle at blive rettet ud, lagt i dybe kanaler eller forsvinde i rør under jordoverfladen, så vel blot en tredjedel af de oprindelige vandløbs-kilometer i dag løber fuldt synlige. Et langt stykke op i 1900-tallet betragtede borgere og bønder udelukkende vandløbene som nyttige modtagere af alskens affald fra dambrug, mejerier, møddinger, slagterier, vaskerier og toiletter på vej til endemålet i det endeløse hav, hvor forureningen skulle forsvinde. Alle byer havde deres egen lorterende, som kunne skifte farve fra blodrød, over vaskehvid til møddingssort afhængig af, hvem der lukkede mest affald ud. Men bevægede man sig langt op i åen, bort fra det beskidte og stinkende vand ved åens udløb gennem byen, kunne man førhen finde et myldrende liv i de små bække. Skolelærer J. Kr. Findal skriver i 1915 om Aarhus Å: ”Betragter man den stinkende og snavsede strøm, der gyder sit vand ud i Aarhus Havn, kommer man ikke umiddelbart på den tanke, at der er noget interessant (..) og dog er det således, at visse partier af åen (..) ikke alene besidder stor naturskønhed, men tillige er hjemsted for en dyre- og planteverden, der udmærker sig ved sin mangfoldighed og ejendommelighed.” Aarhus Å var dengang befolket af mange fantastiske rentvandsdyr blandt andet døgnfluer (15 arter), slørvinger (12 arter) og vårfluer (88 arter), som Findal satte navn på. Den stejle Jeksen Bæk syd for Aarhus havde stærk strøm med stenbund og husede mange smådyr herunder døgnfluen, Rhitrogena germanica. Den er tilpasset til at holde fast på stenoverflader i strømmen, mens den rasper mikroskopiske alger som føde. Da Jeksen Bæk blev forurenet, forsvandt døgnfluen, og den lever i dag blot i Højen Bæk ved Vejle. I Aarhus blev åen langs Ågade overdækket i 1930’erne på grund af lugtgener og tiltagende trafik. Dermed kunne Ågade lægge afstand til sit dårlige rygte og skifte navn til det pompøse Åboulevarden. Tres år senere var åen renset for den værste forurening, og i 2005 kunne den igen løbe frit gennem Aarhus, nu omgivet af et blomstrende restaurant- og cafémiljø. Sådan har udviklingen været til det bedre for mange vandløb. Først en voldsom forurening med organisk stof fra by og land, som fremkaldte stank og iltsvind i vandet og forarmede bestandene af smådyr og ørred frem til 1970. Siden har spildevandsrensning og kontrol med ulovlige afløb efterhånden nedbragt forureningen. I Aarhus Å kan man nu genfinde mange af de arter, som Findals fandt for 100 år siden. Et tilbageværende problem for dyrelivet i vandløbene er pesticider, der siver ud fra dyrkede marker eller tilføres i pulse efter skybrud. Et andet aktuelt problem er håndteringen af lavbundsjordene, hvor dyrkning bliver stadigt vanskeligere på grund af sætning af jordene efter dræning og fortsat stigende nedbør og havniveau. Med Brabrand Sø og den genetablerede Årslev Engsø i de flade nedre strækninger af Aarhus Å har man en buffer, som sikrer mod oversvømmelser af de store værdier i Aarhus Midtby. Inden åens udmunding i Aarhus Bugten har man etableret en sluse, som sikrer byen mod oversvømmelse ved stormflod. Da de hyppigere høje vandføringer i Aarhus Å, som følge af ekstremt regnvejr, kan skabe risiko for oversvømmelse af Aarhus Midtby, er der endvidere etableret pumper ovenfor slusen, der kan pumpe 18.000 liter per sekund fra åen ud i Bugten. Aarhus har herved reduceret risikoen for fremtidige ulykker i modsætning til de fleste danske byer.

Annonce