Annonce
Danmark

Funding: Tre ting vi lærte af finanslovsforløbet

Thomas Funding mener, at forløbet med finanslovsforhandlingerne kan være et varsel om en besværlig fremtid for regeringen. Foto: Michael Nørgaard
Regeringen fik forhandlet en historisk sen finanslov på plads mandag aften.

Politisk redaktør på avisen Danmark, Thomas Funding, fortæller her, hvad vi lærte af den første finanslov fra den socialdemokratiske regering.

Annonce

1. Første stresstest af rød blok

Regeringen og dens støttepartier har mandag aften indgået en finanslovsaftale. Foto: Philip Davali/Scanpix

De første måneder af valgperioden har været en dans på roser for den socialdemokratiske regering. De frygtede regeringsforhandlinger gik væsentlig nemmere end forventet, og oven i det hele gik oppositionen i gang med at rive hovederne af hinanden i stedet for at gå efter den nye regering.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Tyngdeloven gælder også for Mette Frederiksen, og det mærkede statsministeren for første gang i slutforløbet af finanslovsforhandlingerne. Også hun skal kunne tælle til 90 for at få flertal for sin politik i Folketinget, og Socialdemokratiet får ingenting foræret.

I den sidste uge af finanslovsforhandlingerne fik vi en lille forsmag på, hvor dysfunktionel rød blok potentielt kan blive. Vi glemmer det i forbifarten, men der er kæmpe forskel på de partier, der har bragt Mette Frederiksen til magten.

Det så vi helt konkret, da Radikale Venstre i 11. time begyndte at stille nye krav til den økonomiske politik for at stemme for finansloven. Socialdemokratiet kunne måske godt følge med på noget af det, men Enhedslisten var lige ved at sprænge i luften. Og lige præcis det er regeringens problem.

Enhedslisten er den absolut yderste venstrefløj i dansk politik, og Radikale Venstre er et borgerligt parti på den økonomiske politik. Det er meget svært at rumme de to yderpunkter, når man skal lave aftaler, der har med penge at gøre.

Finanslovsforhandlingerne var første rigtige stresstest af sammenholdet i regeringsblokken. Den bestod, men testen afslørede, at de indbyggede modsætninger lurer lige under overfladen.

2. Radikale fik markeret sig som noget særligt

Morten Østergaard og Radikale Venstre har forsøgt at markere sig kraftigt over for regeringen ved forhandligerne. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

En anden ting, finanslovsforhandlingerne lærte os, var, at Radikale Venstre ikke føler, at de skylder regeringen eller resten af rød blok en hujende hatfis.

De radikale er vrede. De føler ikke, at Socialdemokratiet behandler dem med den respekt, de fortjener. Set igennem radikale briller, er det dem, der har sikret Mette Frederiksen statsministeriet. Hun sidder der på grund af Radikale Venstre, og det vil de have noget for.

Men Socialdemokratiet har nægtet dem det, Radikale Venstre mener, de fortjener. Først ved ikke at ville tage dem med i regering, og igen i finanslovsforhandlingerne ved at behandle dem som et støtteparti på lige fod med SF og Enhedslisten.

Radikale Venstre er i deres selvopfattelse noget særligt parlamentarisk, og sådan vil de behandles. Derfor er finanslovsforhandlingerne også et forsøg på at statuere et eksempel. Socialdemokratiet skal forstå, at sådan behandler man ikke Radikale Venstre, og gør man det alligevel, har det konsekvenser.

3. Et forvarsel om en besværlig fremtid

Mette Frederiksen kan se frem til mere bøvl i fremtidige forhandlinger, hvor De Radikale vil fortsætte med at presse regeringen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

Socialdemokratiet kan for så vidt være godt tilfreds med den indgåede finanslov. Og det gælder også resten af regeringsblokken. Der bliver leveret helt eller delvist på en række løfter fra valgkampen, hvilket nok skal gå rent hjem ved især de røde vælgere.

Men på trods af det, er det som om, forligspartierne ikke tør slippe glæden løs. Der er en bekymring, der nager. Spillet mellem Radikale Venstre og resten af blokken varsler ilde for valgperioden.

De fleste ser således ikke Radikale Venstres ageren i finanslovsforhandlingerne som en enlig svale. Det er udtryk for en strategi, som partiet har tænkt sig at blive ved med at forfølge.

Og det er et dilemma for regeringen. Fortsætter Socialdemokratiet med at forsøge at behandle de radikale på lige fod med SF og Enhedslisten, kommer det til at skabe kaotiske forhandlingsforløb, men føjer de sig, får de problemer med især Enhedslisten.

Den ultimative frygt i Socialdemokratiet er i den sammenhæng, at finanslovsforløbet er et forvarsel om, at regeringen ender med at køre fast parlamentarisk. Altså at det viser sig, at det ikke er muligt at få enderne til at mødes i rød blok. Det er stadig for tidligt at konkludere, men sker det, er gode råd dyre.

Fakta: Fire korte om finanslov

1. Regeringen skal hvert år fremsætte sit finanslovsforslag før 1. september. Det står i grundloven. Kan man ikke nå det, kan reglen omgås teknisk ved at fremsætte en videreførelse af den tidligere finanslov.
2. Finanslovsforslaget skal - ligesom andre lovforslag - behandles tre gange i Folketingssalen, inden det vedtages. Sideløbende foregår politiske forhandlinger mellem typisk regeringen og støtteparti(er).
3. I gennemsnit fylder en finanslov cirka 500 sider. Bemærkningerne til loven fylder omkring 2500 sider. Finansloven er således den mest omfattende af alle love.
4. Oftest er finanslovaftalen på plads i november og endeligt vedtaget i december.
Kilde: Folketinget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce