Annonce
Danmark

Fundings analyse: Det gamle magtparti er dødt og borte

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Annonce

Konsekvenserne af Morten Østergaards MeToo-sager er lige nu overskuelige.

Radikale Venstre er stadig ved at finde hoved og hale i, hvad der egentlig er sket. Det hele gik så hurtigt, at det er svært at gennemskue, hvad der præcis ledte til, at Morten Østergaard måtte trække sig som politisk leder.

Det er svært at pege én ting ud. I virkeligheden er det nok flere ting, der gjorde udfaldet. Hånden på låret. Den meget høje standard, som Radikale Venstre har påduttet andre i sexismedebatten. Morten Østergaards forsøg på at dække over, at der også var andre sager. Og ej at forglemme: en utilfredshed i dele af partiet med Morten Østergaards politiske lederskab. En stor rodebutik af motiver og årsager.

Skøjter man hen over selve MeToo-sagen, er der dog ét fikspunkt, der er værd at dvæle ved: Kampafstemningen om, hvem der skulle være ny politisk leder i Radikale Venstre. Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard stillede op mod hinanden. Førstnævnte vandt med stemmerne 12-4.

Det var ikke bare en afstemning om personer, det var i høj grad også en afstemning om, hvad Radikale Venstre skal være for et parti. Skal man fortsætte Morten Østergaards konfrontatoriske linje over for regeringen? Eller skal man opgive udlændingepolitikken for til gengæld at kunne kandidere til at blive regeringsparti igen?

Martin Lidegaard stod på det sidste synspunkt. Sofie Carsten Nielsen på det første.

Lidegaard vil have Radikale Venstre tilbage på midten af dansk politik. Den traditionelle position, hvorfra partiet kan pege på både rød og blå bloks statsministerkandidat og bruge kongemagerrollen til at få mere indflydelse, end partiets størrelse på papiret berettiger.

Indflydelse har Radikale Venstre ikke meget af lige nu. Martin Lidegaard mener, at det er, fordi partiet har markedsført sig for meget på symbolpolitiske sager på udlændingeområdet. Det har isoleret partiet i rød blok og gjort det muligt for Socialdemokratiet at køre solo.

Magtens offergave er derfor ifølge ham at droppe kampene på udlændingeområdet. Ofre indflydelse ét sted for til gengæld at få det på mange andre områder.

Men det projekt var der altså kun fire radikale folketingsmedlemmer, der kunne se sig selv i. Martin Lidegaard fik selvfølgelig sin egen stemme, men derudover fik han kun støtte fra Lotte Rod, Marianne Jelved og Jens Rohde.

Martin Lidegaard har selv efterfølgende udtalt, at han mener, at der var flere på hans hold, men at de blev skræmt væk fra at stemme på ham.

På det højdramatiske gruppemøde onsdag blev der således delt en historie - nogle siger af Zenia Stampe - om, at Martin Lidegaard for flere år siden skulle have opført sig upassende over for en kvinde på et dansegulv.

Det må være op til folk selv at vurdere, om historien blev fremført ud af en reel bekymring, eller om det var en del af et kynisk magtspil.


Det må være op til folk selv at vurdere, om historien blev fremført ud af en reel bekymring, eller om det var en del af et kynisk magtspil.


Det er svært at sige, om Martin Lidegaard ville kunne have mønstret flere støtter, hvis valget alene havde handlet om strategi og ikke sexchikane. Nogle gruppemedlemmer siger nej. Andre vurderer, at Lidegaard måske under normale omstændigheder ville kunne have trukket seks stemmer. Og nogle få taler om otte - altså halvdelen af gruppen.

Men det er spekulationer. Faktum er, at Martin Lidegaard ikke blev valgt, og dermed tabte den linje, som han repræsenterer.

Afstemningen er dermed på mange måder et vidnesbyrd om, at Radikale Venstre over de seneste år har ændret karakter. Det er ikke længere et parti, der sætter indflydelse højere end alt andet.

Forandringen har været drevet af udlændingepolitikken, og det har haft en selvforstærkende kraft. I takt med at stort set alle andre partier er rykket mod højre på udlændinge, er Radikale Venstre blevet den eneste sikre havn for de vælgere, der vil en anden vej.

Det valgte partiet at kapitalisere på, og man gjorde det dygtigt. Med stærk kommunikation og opsigtvækkende happenings. Det bedste eksempel er fra den seneste valgkamp, hvor Morten Østergaard plaskede rundt i våddragt i Stege Bugt, fordi han ville markere De Radikales modstand mod at etablere et udrejsecenter for kriminelle udlændinge på øen Lindholm.

Det virkede. Vælgerne strømmede til. Og det gjorde medlemmerne også. Mange motiveret af partiets markante kurs på udlændingeområdet. Nogle af disse mennesker blev aktive i partiet. Valgt til tillidshverv. Nogle blev sågar politikere.

Radikale Venstre har på den måde taget farve af sin egen politiske linje. Jo mere, partiet har markedsført sig på udlændingepolitikken, desto stærkere har linjen stået internt.

Martin Lidegaard vil have Radikale Venstre tilbage til det, som han mener, at hans parti engang var. Men partiet er dybt splittet. Det er, som om der er to partier i ét. Et parti, hvor værdier og principper er styrende, og et, hvor pragmatisme og indflydelse er konge.

Selv hvis Martin Lidegaard var blevet leder af Radikale Venstre, er det derfor tvivlsomt, om han kunne have rykket sit parti.

Martin Lidegaard og hans støtter står derfor nu over for et valg. Enten opgiver de ævred, ellers tager de kampen op. Eller også vælger de at søge nye jagtmarker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Ifølge medie tilbageholdt Heunicke også oplysninger om minksmitte

Aarhus

Dagens corona-tal i Aarhus: Et skridt frem søndag og et tilbage mandag

Annonce