Annonce
Østjylland

Fysik og kemi på den indbydende måde

På en letfordøjelig måde underviste Odder Gymnasiums 1. g?ere lokalområdets 9. klasser i naturvidenskab til den årlige Sciencedag.

Iført de samme gule T-shirts og hvide kitler ligner Odder Gymnasiums 1. g'ere en blanding mellem skoleidræt og en fysiktime. Påklædningen skyldes den årlige Sciencedag, hvor naturvidenskaben er i fokus under temaet »Vejen til fremtidens mad«.

Annonce

Idéen med dagen er på sin vis også at tage den løsslupne leg fra skoleidræt og tage den med ind i fysiklokalet. Gymnasiets 1. g'erne er underviserne, de lokale 9. klasser er eleverne. Med den lette tilgang til naturvidenskab skal tunge fag som matematik, fysik og kemi appellere til 9. klasserne, som er på besøg på gymnasiet, og som om et lille års tid skal træffe en beslutning om fremtiden.

Ditte Lønborg Mikkelsen går i 9. klasse på Parkvejens Skole. Hun gestikulerer og taler med alvorlig mine om, hvordan man gror kød organisk, som man samtidig kan holde i live ved at tilføre blod og næringsstoffer. Tre af Odder Gymnasiums 3. g'ere lytter koncentreret og stiller spørgsmål. Hun har sammen med to andre elever brugt tre-fire uger på at forberede projektet, som hun fremlægger for de ældste gymnasieelever, der agerer dommere.

Ditte Lønborg Mikkelsen mener, at Sciencedagen er med til at vise, hvordan man selv kan tage stilling til klimaproblematikken.

»Det er fedt, at man selv har mulighed for at gøre en forskel. Jeg har lært meget om, hvad jeg selv kan gøre, for at fremtiden bliver bedre,« siger hun og fortæller, at hun ikke er en af dem, der har brug for overtalelse til at gå den naturvidenskabelige vej. Hun ved allerede, at hun vil vælge matematik og fysik, når hun næste år skal på gymnasiet. Hun kan godt lide, at der er ét rigtigt svar, som hun ikke altid oplever i dansk og engelsk.

»Jeg kan godt lide matematik og fysik, fordi man kan sætte to streger under svaret,« siger hun.

Sciencedagen falder tilfældigvis i forlængelse af, at regeringen netop har meddelt, at man frem mod næste sommer vil nedlægge omkring 4.000 studiepladser på de videregående uddannelser. Det er især de humanistiske fag som vil blive ramt.

Rektor på Odder Gymnasium, Lars Bluhme, oplever, at Odder Gymnasiums elever naturligt bliver draget af humanistiske fag, hvor det handler om »bløde værdier og mennesker«. Derfor er det vigtigt at vise de kommende elever, hvad naturvidenskaben kan tilbyde.

»Vi skal på den gode måde overbevise dem om naturvidenskab, for vi kan ikke tvinge dem. Vi skal motivere dem til at vælge en uddannelsesvej mod et job. Det hjælper ikke, at vi for eksempel uddanner mange engelsklærere, hvis man ikke har brug for dem,« siger han og oplyser, at Odder Gymnasium de seneste år har oplevet en stigende popularitet for den naturvidenskabelige studieretning.

En af dem, som planlægger at gå denne vej, er Emil Herold. Han går fortsat på gymnasiets grundlinje, men han vil vælge matematik og fysik, når han efter nytår skal vælge studieretning.

Han viser 9. klasserne, hvordan man måler elasticiteten i en pølse. Sidste år var det dog ham, der blev undervist til Sciencedag.

»Inden jeg skulle til Sciencedag, kunne jeg godt lide fysik. Men jeg blev mere sikker på, at jeg gerne ville vælge den retning, efter jeg havde været til arrangementet,« fortæller han og understreger, at Sciencedagen for hans vedkommende ikke lovede mere, end den kunne holde.

Tiden efter gymnasiet har han endnu ikke rigtig skænket en tanke. Han har hørt, at regeringen vil skære i pladserne på de videregående uddannelser, men han har endnu ikke overvejet, om han vil fortsætte ad den naturvidenskabelige vej. Også selv om jobmulighederne er bedre. Han lader fortsat drømme vægte højere end det pragmatiske.

»Jeg har egentlig en drøm om at lave film. Måske kunne det være dokumentarer om noget naturvidenskabeligt,« siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Lyst i mørket

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce