Annonce
Aarhus

Gåden ingen kan løse

<P>Foto:Joerg Vang 1993 </P>

Det er tyve år siden i denne uge, at den myteomspundne ubåd U-534 blev bjærget efter 48 år på havets bund. Men gåden om dens færd og forlis bliver formentlig aldrig løst helt.

I timerne mens Det Tredje Rige kollapsede i både øst og vest, forlod U-534 som den sidste tyske ubåd basen i Kiel.

Hvor skulle den hen? Og hvad havde den om bord? Det mysterium har historikere og vragjægere brudt deres hjerner med, siden ubåden gik til bunds i Kattegat 5. maj 1945, ikke langt fra øen Anholt.

På sin vej nordpå blev U-534 opdaget af De Allieredes bombefly, som patruljerede intensivt i området. Stik imod ordre fra den tyske admiral Dönitz til alle ubåde om at overgive sig, nægtede kaptajnen på U-534 som den eneste at gøre dette. Han besvarede ilden. Fik ram på et enkelt bombefly. Men tabte kampen, da ubåden efter en række forbiere pludselig blev truffet og tog vand ind.

Hvorfor gav han ikke op? Var ubåden på en hemmelig mission? Lastet med nazi-guld? Eller var kaptajnen bare en laban?

Der skulle gå mere end 40 år, før eftertiden kom nærmere en forklaring.


Dynamit-Åge


Utallige skattejægere har ledt efter ubåden gennem tiderne, men det blev den jyske dykker Åge Jensen, også kendt som Dynamit-Åge, og hans makker Steen Johannsen, der lokaliserede vraget.

Åge Jensen begyndte allerede sin karriere som vragjæger tilbage i 1960'erne. Ikke så meget af hobbyarkæologisk interesse som for at have en levevej. Det sprængfarlige tilnavn fik han, fordi han i starten af sin karriere kunne finde på at tage hårdhændede metoder i brug, når skidt skulle skilles fra kanel under vandet.

Sommeren 1986 var der bingo. Og fundet gav kraftig genlyd og ny næring til de mange historier, der altid har gået om netop denne ubåd.


Til Argentina med Hitler


Mange af rygterne skyldes særlige omstændigheder om ubådens færd. Andre skyldes overleveringer fra nogle af de besætningsmedlemmer, som på mirakuløs vis overlevede mødet med de engelske bombefly. Kun tre ud af 52 døde i havet. Resten slap fra kampen med livet i behold. Nogle endda på meget dramatisk vis. Fem mand var fanget i ubådens torpedorum, men slap til sidst ud via en torpedoluge.

En af de overlevende marinesoldater har fortalt om nogle mystiske kasser, som blev båret om bord umiddelbart inden afsejlingen. Mon ikke de var spækket med guld, som højstående nazister havde raget til sig i krigens sidste dage?

Beretninger om rigelige mængder af proviant og diesel har også været knastørt ved på rygtebålet. Måske var ubåden på flugt til Argentina. Var det derfor, at den omkomne tysk-argentinske officer Endemann havde været med? Måske var selveste Hitlers lig også om bord.

Der var nærmest ingen ende på alt det, man forestillede sig, U-534 medbragte.


Ree kom på banen


Vragjægerne, der havde fundet U-534 efter mange års søgen, gjorde formentlig klogt i at holde positionen hemmelig, mens de planlage bjærgningen og fik de nødvendige tilladelser.

Men det skulle vise sig, at U-534 var for stor mundfuld for de ellers garvede vragjægere, da det kom til stykket. Undervejs blev de oven i købet uvenner.

Først syv år efter fundet kom der skred i sagerne. Den driftige og velhavende forretningsmand Karsten Ree, dengang stadig ejer af og direktør for Den Blå Avis, fandt gåden uimodståelig. Han skød både entusiasme og masser af millioner i projektet, der kulminerede 23. august 1993.

Der er formentlig gået et kuldegys gennem samtlige tilstedeværende, da det de rustne skrog af U-534 dukkede op til overfladen efter næsten 50 år i havets mørke dyb.

Mudret vand sivede fra dets sider, da det hang der i luften, tillukket og hemmelighedsfuld. Vandet plaskede ned og gjorde Kattegat plumret. Vraget så næsten uskadt ud, men det var ikke ubådens tilstand, der vakte størst interesse. Det var tanken om alt det, der kunne være inde i den.

Eventyret kom til at koste Karsten Ree i omegnen af 23 millioner. Plus de dagbøder, han måtte indkassere, da det blev for meget for ham med nysgerrige fotografer, der i helikopter svirrede rundt i luften under bjærgningen. Resolut tog han sit haglgevær og sendte et varselskud af sted.

Om ikke før, så lærte hele Danmark rigmanden Ree at kende ved den lejlighed.


Tavs for altid


Var der så noget at komme efter, da man endelig fik undersøgt U-534?

Ja, meget. Sådan vil det historisk vinklede svar lyde. For selvfølgelig har ubåden og dens indhold af instrumenter og proviant bidraget med uvurderlig viden om hverdagen om bord.

Skattejægeren vil snarere være tilbøjelig til at ryste benægtende på hovedet: Ikke en skid. Sandheden er vel et sted midt imellem.

At den store guldskat var en myte, kan under alle omstændigheder ikke være kommet som den helt store overraskelse. I bogen om Dynamit-Åge, »Havet sletter ikke alle spor«, beskriver forfatteren Poul Bech, hvordan Steen Johannsen umiddelbart efter fundet af U-534 rejser til Tyskland for at opspore nogle af de gamle ubådsveteraner og overlevende besætningsmedlemmer. De havde masser at fortælle. Der var ingen, der kunne bekræfte, at ubåden var på hemmelig mission eller havde særlige værdier eller berømtheder om bord.

Men man har jo altid lov at håbe.

Den eneste, der måske kunne have løftet sløret for de mystiske omstændigheder, der førte til U-534s færd og forlis er kaptajn Herbert Nollau. Men ingen har spurgt ham. Ingen kunne. Han begik selvmord i 1968.

Annonce

Fra havets bund til eget museum

U-534 er en såkaldt IXC/40 ubåd, bygget i 1942 på værftet i Finkenwerder, Hamborg, og søsat 23. september 1942 under kaptajn Herbert Nollaus kommando.

Den er én af blot fire bevarede tyske ubåde fra 2. Verdenskrig. Den eneste anden bevarede IXC/40 befinder sig i Chicago, USA.

Den danske interesse for U-534 var stor, da den blev bjærget i 1993, men den økonomiske velvilje var lidt mindre, da forskellige kræfter forsøgte at bevare ubåden her i landet.

I stedet kan den i dag ses på et museum, som åbnede i februar 2009 i Liverpool. Museet drives af transportselskabet Merseytravel.

Adresse: U-boat Story, Woodside Ferry Terminal, Mersey Ferries, Woodside, Birkenhead, Merseyside.

U-båden er opdelt i fire sektioner, og gennem store glaspartier kan publikum se, hvordan livet har formet sig i dens trange indre.

Der er også en udstilling af nogle af de mange genstande, som er bjærget og renset, bl.a. dokumenter og instrumenter.

Se mere på: www.u-boatstory.co.uk

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Jo bedre, vi finder sammen, jo bedre fremtid

En gruppe forældre slår alarm, fordi Aarhus Kommune vil ændre skoledistriktet i Åbyhøj. Gammelgaardsskolen vil få flere elever fra Bispehaven, og nu truer mange forældre med at flytte deres børn fra den skole til en privat. De mener, at børnene fra Bispehaven vil kræve flere ressourcer af Gammelgaardsskolen, fordi indvandrerbørnene, der kommer, har sværere ved at læse end etnisk danske børn. Det kan ramme dem, der i denne gruppe har brug for ekstra støtte. Ændringen af skoledistriktet har været i høring. Der er kommet 137 svar, 115 fra forældre, der advarer mod udvidelsen, og skolebestyrelsen ser forslaget som meget problematisk. Den har stor forståelse for, at der skal findes en løsning for børnene i vestbyen. Nu har 11 procent af eleverne på Gammelgaardsskolen behov for sprogstøtte. Det kan skolen håndtere, men bestyrelsen ser en fare i at få flere elever, der har brug for støtte. Det vil kræve ekstra ressourcer og ekstra penge. Måske skal der oprettes en ekstra klasse på skolen. Fra det nuværende distrikt skal potentielt 77 børn begynde i skolen. Hvis Bispehaven kommer med, er der 25 flere. Som det ser ud, skal fem elever fra Bispehaven ind i hver af de sandsynlige fire børnehaveklasser. Forældrenes bekymringer er også, at skolen ikke har plads til endnu en klasse. I forvejen har ikke alle klasser deres eget klasseværelse alene. Charlotte Korsgaard Nielsen er talsmand for Åbyhøj Dagtilbud og indstillet på at finde en løsning. Men gruppen er ikke inviteret til dialog. Her kan kommunen begynde. Tag alle med på råd og til debat om, hvordan sagen bedst klares. Jo mere viden, der ikke kommer til de rette, jo større er uvisheden og usikkerheden. Rådmand Thomas Medom (SF) erkender, at Gammelgaardsskolen allerede løfter en stor opgave for integrationen, og der følger nogle ressourcer med, siger han. Medom har ret i, at alle har et ansvar for alles børn. Men situationen er ulykkelig, og vi har ikke brug for flere parallelsamfund. Jo bedre, vi finder sammen, jo bedre bliver fremtiden.

AGF

Stort tema om talentudvikling i AGF: Fra glemt sølvhold, transitionstræner til talenter der gik andre veje

Danmark

71-årig mand anholdt for at have kørt 22-årig værnepligtig ihjel: Havde parkeret bilen, så dens skader ikke var synlige

Annonce