Annonce
Østjylland

Gensyn: Cherl-Ho Lee vender gerne tilbage til sin danske familie

Familien Larsen var i 1970 vært for den unge koreanske Cherl-Ho Lee (nummer to fra venstre), som var i Danmark for at lære noget om landbrug. En sommerferie hos Kristen Larsen (t.v.) og Inger Larsen (siddende) førte til, at han fik en dansk familie. Foto: Søren E. Alwan
I 1970 kom en ung koreaner på et sommerophold hos en familie på Gylling Næs. Han kom til at føle sig som en del af familien og har holdt kontakten lige siden.

Gylling: I 1970 kom Cherl-Ho Lee til Danmark for at gå på landbrugsskole i Malling. Efter to måneder var der sommerferie, og den unge koreanske mand kom i praktik hos ægteparret Kristen og Inger Larsen, som havde en gård på Gylling Næs.

Bekendtskabet udviklede sig. Cherl-Ho Lee blev i Danmark i fem år, kom på Landbohøjskolen i København og fik en licentiatgrad. Men hver ferie og til høsten vendte han tilbage.

- Gården var mit hjem i Danmark. Da jeg kom hertil, var jeg 24 år. Jette var ni år og hendes lillebror syv. Dengang bar jeg Jette i seng, når hun sov, nu er hun blevet bedstemor, fortæller Cherl-Ho Lee og nikker over mod Jette Dahlgaard Pedersen, som er en del af hans danske familie.

Han er på besøg sammen med sin hustru Seung-Ok Ro, parrets ældste datter Jungsil Lee og svigersønnen Yongjeen Lee samt barnebarnet Daniel Jin. Og over en kop kaffe på terrassen kan Cherl-Ho Lee fortælle mange historier. Han taler stadig dansk, og kun en gang imellem slår han over i engelsk.

Annonce

Familie på flugt

I perioden 1964-1972 studerede flere koreanere på Malling Landbrugskole på et Danida-program. En af dem var Cherl-Ho Lee.

Han blev født i 1945 i det, der i dag er Nordkorea. Hans far var lærer og ejede flere ejendomme og en rismølle, men alle ejendomme blev nationaliseret og hans far sendt syv år i fængsel.

Tre år inde i Koreakrigen flygtede familien, der blev sejlet væk på et amerikansk militærskib. Faderens skæbne er ukendt.

Første dag var hård

Men den første dag hos den danske familie var hård. Op klokken fem for at malke og arbejde, og sådan gik dagen slag i slag. Den unge koreanske mand var ikke vant til at arbejde på den måde. Og det var begrænset, hvor meget dansk han havde lært på skolen i Malling.

- Da jeg gik i seng, var jeg øm. Men det vanskeligste var aftenkaffen. De sad og snakkede til mig i to timer. Hvordan skulle jeg klare det? På mit værelse skrev jeg 10 danske ord i min bog, fortæller Cherl-Ho Lee.

- Så skulle vi lave sætninger ud fra de ord, han havde skrevet, husker Kristen Larsen.

- Næste dag brugte de sætningerne, og da jeg kom tilbage til landbrugsskolen efter sommerferien, kunne jeg snakke og forstå dansk, siger Cherl-Ho.

Han kan se tilbage på en strålende akademisk karriere, og som 74 årig er han professor emeritus og bestyrelsesformand for Korea Food Security Research Foundation.

Blev gift i Gylling

Mens han studerede i Danmark, besøgte han Korea. Som traditionen dengang bød, havde familien fundet ham en hustru.

- Min søster introducerede mig til hende. Og i februar 1974 kom hun med mig til København, fortæller Cherl-Ho Lee.

Hun fik med det samme job som sygeplejerske, og parret blev senere gift. De er protestanter, men var ikke døbt.

- Så vi blev døbt i Gylling Kirke om fredagen og gift lørdag. Herinde var vi 52 til spisning. Og ved brylluppet indtog Kristen min fars plads. Den koreanske ambassadør var også med, det samme var mange af vores venner fra København, husker Cherl-Ho Lee.

Den ældste datter blev født i Danmark, inden familien flyttede til USA, hvor han arbejdede fire år på Massachusetts Institute of Technology. Her fik parret deres anden datter, og efter de flyttede til Korea, kom en tredje datter til.

Det er efterhånden 10 år siden, de to familier har set hinanden sidst, så der er nye medlemmer af familien med og nok at snakke om over kaffen.

Cherl-Ho Lees familie flygtede fra det, der i dag hedder Nordkorea. Han kom til Malling Landbrugsskole på et Danida-program. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce