Annonce
Aarhus

Aarhus vil bytte ghettoliste ud med anden liste

Gellerupparken, Bispehaven og Skovgårdsparken er igen i år på ghettolisten. Foto: Axel Schütt
Gellerupparken/Toveshøj samt Skovgårdsparken og Bispehaven er igen i år på regeringens ghettoliste.

AARHUS: Igen i år er Gellerupparken/Toveshøj samt Skovgårdsparken og Bispehaven på regeringens ghettoliste, som Transport- og Boligministeriet offentliggjorde søndag 1. december.

Listen får en kølig modtagelse på borgmesterkontoret, hvor Jacob Bundsgaard foreslår et navneskifte.

Fra ghettoliste til forebyggelsesliste.

- Ghettolisten er svær at anvende til at forebygge. Den sætter kun fokus på de boligområder, som er på listen, men det er lige så vigtigt, at vi har fokus på dem, der lige akkurat ikke er på listen. Og så duer det ikke, at vi ikke kan følge tallene i løbet af året, så vi kan se, om vores arbejde virker. Jeg synes, vi skal ændre logikken fra en årlig ”ghettoliste” til en løbende ”forebyggelsesliste,” siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Annonce

Nye rammer

Med helhedsplanerne og med de seneste ændringer af almenboligloven er der sat nye rammer for arbejdet med de udsatte boligområder.

Aarhus Kommune og boligforeningerne har også iværksat handleplaner for Skovgårdsparken og Langkærparken.

Desuden er der sat gang i et fælles arbejde med forebyggende indsatser.

- I Aarhus satser vi på jobindsatser og på opsøgende social- og sundhedsarbejde. Alt sammen i samarbejde med boligforeninger og gode lokale kræfter. Det er konkrete tiltag, som både behandler og forebygger de problemer, der præger udsatte boligområder. Også dem, der ikke er på ghettolisten. Og det hjælper. Vi kan se at flere kommer i job, siger social- og beskæftigelsesrådmand Kristian Würtz.

Af den grund ser rådmanden gerne, at der kommer øget fokus på at styrke de opsøgende og forebyggende indsatser med bedre værktøjer og finansiering.

- Det bør man tage op på Christiansborg i forbindelse med den kommende boligaftale, siger Kristian Würtz.

Egen overvågning

Anders Rønnebo er formand for Danmarks Almene Boliger kreds 5.

Han forklarer hvordan man i Aarhus har sin egen overvågning af udviklingen i de største almene boligområder.

- Dem følger vi med fælles tal ud fra otte centrale indikatorer som uddannelse, beskæftigelse og kriminalitet. Men til forskel fra den nationale liste måler vi blandt andet også på sundhed og hvordan børnene har det. Og så måler vi i Aarhus i øvrigt kun på forhold, som vi kan påvirke. Derfor tæller beboernes etniske baggrund ikke med, siger Anders Rønnebo.

- Afskaf ghettolisten

Enhedslistens boligordfører, Søren Egge Rasmusssen, er valgt i Aarhus. Stod det til ham, blev ghettolisten afskaffet øjeblikkeligt.

- I sommer gjorde boligminister Kaare Dybvad et stort nummer ud af, at han ville stoppe med at bruge begrebet ”ghetto” for ikke at stemple beboere. Det, synes jeg, er en fremragende ide. Det virker dog både absurd og en smule hyklerisk, at regeringen så fortsætter med at stemple boligområder ved at sætte dem på den såkaldte ”ghettoliste”. Jeg vil opfordre regeringen til at følge boligministerens gode forslag og stoppe med at hænge udsatte boligområder ud på den måde, siger Søren Egge Rasmussen.

Kaare Dybvad siger til Ritzau, at han personligt er imod brugen af betegnelsen ”ghetto”.

- Det er det, der står i loven, og så bliver jeg nødt til at henholde mig til det. Men jeg synes, at ghetto er et upræcist begreb for de områder, vi har i Danmark, siger Kaare Dybvad.

Kriterier

Hvis et alment boligområde skal på ghettolisten, skal det leve op til følgende kriterier:

Andelen af beboere i alderen 18 til 64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, skal overstige 40 procent som gennemsnittet over de seneste to år.

Andelen af beboere, dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer skal udgøre mindst tre gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste to år.

Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, skal overstige 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.

Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15 til 64 år i området – undtagen uddannelsessøgende – skal være mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Lever et boligområde op til disse kriterier i fem år i træk, kaldes det et hårdt ghettoområde, og i hårde ghettoområder skal andelen af private familieboliger bringes ned på højst 40 procent inden 2030.

Bispehaven og Gellerupparken/Toveshøj står på den hårde ghettoliste.

Er Skovgårdsparken med på ghettolisten til næste år, bliver området også udnævnt til at være en hård ghetto.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce