Annonce
Aarhus

Glem alt om menneskets overherredømme: Vi styres af de bittesmå usynlige

"Pesten er de store epidemiers moder", konstaterer Morten Skydsgaard, museumsinspektør på Steno Museet i Aarhus. Her et skelet, fundet i København og dateret tilbage til "Den sorte død" i 1300-tallet. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Midt i en coronatid kan man passende kaste et blik tilbage på de epidemier, der har hærget verden gennem årtusinderne. Og et sådant blik afslører, at vi mennesker - vi danskere - ikke var her, hvor vi er i dag, hvis ikke vi havde lært at indrette os efter bakterier og vira. Men tro ikke, at vi nu ved alt … den næste epidemi venter på os derude i horisonten.

AARHUS: Uha, hvor har 2020 føltes lang og udfordrende. Blandt alle de ulykker, der måtte have ramt vores fællesskab og os selv hver især, hæver en enkelt sig særligt over mængden: Covid-19, den lille corona-gæst, der har høstet menneskeliv i millionvis på verdensplan og sendt os alle sammen hjem og på afstand iført mundbind og bevæbnet med håndsprit. På vagt, på vagt. For vores egen skyld og for hinandens skyld.

Det har været anstrengende, kan vi vist alle være enige om. Og der er dem, der har hævdet, at dette år må kandidere til prisen som det absolut værste i menneskehedens historie. Et sandt annus horribilis. Aldrig set værre.

Men klap lige hesten og tag med på en tur tilbage til dengang, hvor man virkelig kunne tale om rædselsår.

Annonce

Det værste år i mands minde

Historikerne er delte, når de skal udpege det værste år i mands minde. Arkæologen Jeanette Varberg, engang på Moesgaard Museum, nu på Nationalmuseet, har sammen med Poul Duedahl, historiker på Aalborg Universitet, nedskrevet 10.000 års epidemihistorie i bogen "Den fjerde rytter", og makkerparret er ikke i tvivl om, at menneskehedens værste år var 536. Det år blev det aldrig rigtig lyst på den nordlige halvkugle, Solen skinnede ikke stærkere end Månen, høsten slog fejl, hungersnøden satte ind, og med den fulgte sygdommene.

I dag ved vi – afslører Varberg og Duedahl i bogen – at katastrofens udspring kan spores tilbage til Island, hvor vulkanen Katla gik i udbrud i både 536, 540 og 547. De enorme støvmængder spredte sig på verdensplan og forhindrede i flere år vækst og vellevned. Og så slog pesten, den sorte død, til.

- Pesten er de store epidemiers moder, konstaterer Morten Skydsgaard, museumsinspektør på Steno Museet i Aarhus.

"I 1347 rammer pesten Sicilien og går så at sige i land i Europa, og det er derfor det år, der efter min mening har indledt den værste tid for os danskere og for alvor startet vores epidemihistorie", siger Morten Skydsgaard, Steno Museet. Foto: Helle Køhler Holm

Morten har som uddannet læge beskæftiget sig med medicinhistorie, herunder i særdeleshed epidemier, i et par årtier, og skal han selv sætte årstal på den helt store nedtur i vores historie, vælger han ikke 536, men 1347.

- Det år rammer pesten Sicilien og går så at sige i land i Europa, og det er derfor det år, der efter min mening har indledt den værste tid for os danskere og for alvor startet vores epidemihistorie, siger han og forklarer videre:

- Vi er tilbage til en tid før kirkebøger og dødslister, og derfor er det svært som historiker at afdække begivenhederne, men vi kan ane, at der må være en voldsom stigning i dødsfald i Danmark på det tidspunkt. I Ribe Domkirke er der adskillige dødsmesser i 1350, så da må den sorte død være ankommet til Jylland. Vi har også beretninger fra omkring 1400 om, at der på en egn ved Aalborg findes 34 ødegårde ud af stedets 48 gårde. Det tyder på, at mange bønder kan være døde. Teorien er, at pesten har halveret befolkningstallet i Danmark på det tidspunkt.

Annonce

Den sorte død igen og igen

Frem til 1600-tallet vendte pesten tilbage til Danmark hver 10. eller 15. år. Alene i 1300-tallet mødte vores forfædre sygdommen tre-fire gange, og de færreste overlevede den. Pesten fik tilnavnet den sorte død efter de sorte bylder, der bredte sig på kroppen blandt flere af de ramte. Sygdommen var grum, voldsom og kunne ikke behandles. Man måtte stå det igennem, bede for sit liv og håbe, at man ikke endte i en af de massegrave, der hastigt blev etableret rundt om i landet.

- Der er ikke nogen epidemier, der med hensyn til dødelighed nærmer sig pesten. Den havde så stor kraft og udbredelse, at ingenting kan slå den. Vi har set isolerede koppeepidemier med lige så høj dødelighed – hos aztekerne og inkaerne i 1500-tallet og hos islændingene i 1707 – men pesten overgår alt samlet set, konstaterer Morten, som derfor også har taget pesten med som et nedslagspunkt i den epidemiudstilling, han har skabt på Steno Museet.

Epidemier på Steno Museet

Udstillingen omtaler fem epidemier som særlige nedslagspunkter i epidemihistorien.

Pest, fordi det er alle epidemiers moder med et dødstal og en udbredelse, der ikke overgås af andre epidemiske sygdomme.

Kopper, fordi det er en voldsom epidemisk sygdom, som banede vejen for et teknologisk mirakel – vaccinationen.

Tuberkulose, fordi det var en folkedræber i Danmark for 100 år siden, hvor hver syvende voksen døde af det. Den danske læge Niels Finsen modtog en af de første nobelpriser for sin opdagelse af lysbehandling af sygdommen.

Polio, fordi danske læger revolutionerede behandlingen ved at ventilere de ramte. Lægerne skar hul i luftrøret for med håndpumpe at give luft til de patienter, der ikke var i stand til at trække vejret selv.

Aids, fordi det, før corona, var vores seneste store tragiske pandemi, der alene i Zimbabwe forårsagede, at 30 procent af befolkningen blev ramt og efterlod en million forældreløse børn.

Læs mere på sciencemuseerne.dk/steno-museet

Udstillingen kan ses i museets åbningstid, tirsdag-fredag kl. 9-16, lørdag-søndag kl. 11-16 – husk mundbind.

Alt i alt har han og de gode Steno-folk udvalgt fem epidemier som omdrejningspunkt for udstillingen – foruden pesten er det kopper, tuberkulose, polio og aids. Alle fem er store dræbere både på verdensplan og i Danmark. Nu sniger coronaen sig også ind i udstillingen. På den store oversigtstavle over historiens epidemier har covid-19 fundet sin plads i bunden, og på Steno justerer man dagligt status. Hver aften, inden Morten går i seng, tjekker han lige dagens smitte- og dødstal på verdensplan.

Alene synet af den dragt, som de såkaldte "pestlæger" var iført, når de besøgte de syge, kunne skræmme livet af enhver. I dag kan dragten ses på Steno Museet. Foto: Helle Køhler Holm

Til gengæld er der ikke så meget at ændre på, når det gælder tallene for pest, kopper, tuberkulose og polio. Det er sygdomme, som nu stort set er udryddet i Danmark. Og aids holder vi i dag i skak med god medicin sådan, at dødstallet nærmest er ikkeeksisterende.

Annonce

Vi blev sat under opsyn

Hvor er vi dygtige, hvad? Hvor er vi fantastiske til at hæmme og udslette vores fjender selv, når de er mikroskopisk små og usynlige for det blotte øje. Vi kan alt, og ingenting kan true os mennesker som verdensherrer. Eller … så enkelt er det ikke, selvom vi dog er blevet klogere med tiden.

Igennem de seneste 400 år er vi blevet bedre og bedre til at styre sygdomskrybet og holde det ude i strakt arm. Christian IV indførte i 1600-tallet en epidemilov, der blev startskuddet til det, som Mette Frederiksen og kompagni arbejder videre med i dag.


Tuberkulose bragte den personlige hygiejne i fokus, og det er superaktuelt i dag, hvor vi snakker om håndvask og masker. Epidemier giver os altid ny viden og har udviklet vores samfund, men vi skal ikke af den grund tro, at vi går fri for sygdomme i fremtiden, og vi har stadig meget at vinde på hygiejne.


Vi danskere blev sat mere og mere under opsyn. Vi blev beordret udenfor byen eller indenfor hjemmets fire vægge, når vi blev syge. Vi blev opfordret til at vaske hænder og børste tænder, lade være med at skide i rendestenen, samle husdyrene i deres egne huse, skille drikkevand fra affaldsvand, tømme latrinerne ofte og fjerne møddingerne fra baggårdene. Vi lukkede grænserne og skolerne og teatrene, når sygdommene truede.

Tro ikke, at noget af det, vi gør nu, er nyt. Det er gammel vin på nye flasker. For nogle af os forekommer vinen noget nær udrikkelig i dag, men historien viser, at mosten virker. Vi får faktisk bugt med sygdommene, når vi holder høj hygiejne og stor afstand.

Annonce

Sygdomme indretter byerne

- Da Christian IV indførte en egentlig epidemilov, var vi et af de første lande, der havde en stærk centralmagt og et bureaukrati, der kunne forvalte kongens love. I løbet af 1600-tallet blev resten af Europas stater så godt organiseret med brug af isolation, epidemilove og grænsekontrol, at man fik pesten til at forsvinde i løbet af 1700-tallet. Pest lærte simpelthen Europas fyrster og kongehuse, at man måtte lave love og regler om befolkningens adfærd og samtidig sikre sig, at man havde en befolkning, der bakkede op om tiltagene, så de kunne gennemføres. Her er virkelig tale om en organisatorisk kraft, selvom landene havde og stadig har forskellige nationale strategier, fortæller Morten Skydsgaard og fortsætter:

- Det, der er interessant i epidemihistorien, er, at sygdommene har været med til at udstikke rammerne for vores samfund, som det er i dag.

Med tiden lærte man, at hygiejne var en vigtig faktor i bekæmpelsen af sygdomme. Skiltet hænger nu på Steno Museet. Foto: Helle Køhler Holm

Det kan Søren Poder tilslutte sig. Han er historiker og tilknyttet Aarhus Stadsarkiv, hvor han især beskæftiger sig med epidemier.

- Epidemier åbner for kulturhistorien, og fra koleraens tid i 1800-tallet kan man virkelig se, hvordan sygdommene former vores moderne samfund. De indretter simpelthen byerne. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at føre statistik over sygdomstilfældene. Det var franskmænd, der fandt på det under napoleonskrigene, fordi det var praktisk at vide, hvad folk blev syge og døde af. Og da koleraen kom, opdagede englænderne betydningen af folks sundhed, og at man ikke bare kunne afvise sygdomme som noget, der hørte de fattige til, fordi de nok selv var ude om det. Man blev klar over, at sygdomme hang nøje sammen med leveforhold, og at man kunne forebygge sygdomme ved at forbedre levevilkårene blandt de fattigste. Man begyndte at tænke præventivt. Indtil da havde man bare proppet folk i karantæne, når de blev syge, men langsomt fandt man ud af at rydde op, forklarer Søren.

Annonce

Alt for tæt på dyrene

Pesten døde ud i 1700-tallet, men er kun én blandt mange epidemier, der har spredt død, lidelse og rædsel gennem menneskehedens historie. Lad os nævne i spredt uorden: Malaria, kopper, syfilis, tuberkulose, polio, aids, tyfus, mæslinger, skarlagensfeber, blodgang, den spanske syge, den russiske syge, ebola, sars, sjællandsk feber, hongkong-influenza … skal vi blive ved?

Der har ingen ende været på epidemiernes indtog i verden, og ofte har de opnået succes og høje dødstal gennem den nære forbindelse mellem mennesker og dyr. Da vi forlod nomadelivet og blev fastboende bønder, inviterede vi samtidig dyrene tæt på. Det var praktisk. De kunne både arbejde og spises. Til gengæld kom vi også til at dele bakterier og vira med dem.

Aids var vores seneste store pandemi inden coronaen. Her er unge fotograferet ved en mindeceremoni for aids-døde i Indien. Arkivfoto: Ajay Verma/Ritzau Scanpix

Sådan er det stadig i dag, hvor vi er meget tæt på at være otte milliarder mennesker på kloden og et endnu større antal husdyr foruden de vilde, hvoraf flagermusen, den arme stakkel, har fået skyld for meget.

Annonce

Næste epidemi er på vej

Om det var en flagermus, der i december 2019 sendte rejehandler Wei Guixian hjem i seng fra sin stadeplads på markedet i Wuhan, Kina, ved vi stadig ikke. Men Wei blev i hvert fald covid-19-ramt nummer nul, den første blandt mange. Og hun nåede at smitte en hel del andre – faktisk millionvis andre, hvis vi skal helt åbenhjertige – inden hun kunne melde sig rask igen.

At hun smittede, kunne hun ikke vide. Og sådan er det med epidemier: Man kan aldrig vide …

- Vi har lært meget, og vi er blevet dygtige til at forebygge sygdomme med vaccinationer og behandle dem med penicillin. Men det måske vigtigste sundhedsfremskridt i verdenshistorien er, at vi har fået rent drikkevand og en fornuftig latrinhåndtering. Tuberkulose bragte den personlige hygiejne i fokus, og det er superaktuelt i dag, hvor vi snakker om håndvask og masker. Epidemier giver os altid ny viden og har udviklet vores samfund, men vi skal ikke af den grund tro, at vi går fri for sygdomme i fremtiden, og vi har stadig meget at vinde på hygiejne, mener Morten Skydsgaard – og med ham mange andre historikere.

Den fjerde rytter

Ofte omtaler man epidemier og voldsomme sygdomme som "den fjerde rytter".

Udtrykket er oprindeligt fra Bibelen, Johannes’ Åbenbaring i Det Ny Testamente, kapitel seks, hvor der omtales fire ryttere på fire heste - hvid, ildrød, sort og gustengul - som symboler på menneskehedens plager: Nederlag, krig, sult og død.

Den fjerde hest, den gustengule, er symbolet for sygdom og død: "Og jeg så en gustengul hest, og han, der sad på den, hed Døden, og Dødsriget fulgte med ham. Og de fik givet magt over en fjerdedel af jorden til at dræbe med sværd og sult og pest og jordens vilde dyr".

Jeanette Varberg og Poul Duedahl giver i "Den fjerde rytter" deres bud på, hvad der venter os efter covid-19. Det kunne måske være malaria …

Epidemitavlen på Steno Museet opdateres dagligt med de nyeste coronatal, og de er steget, siden dette foto er taget. Foto: Helle Køhler Holm

Malariamyggen er et insekt, vi møder i troperne, men da ikke her, i Danmark, vel? Jow jow, det har vi skam gjort førhen. Og det kan vi nemt komme til igen. I takt med klimaforandringer og verdens opvarmning kan Danmark ende som et smørhul for malariamyggen. Den er senest observeret så langt nordpå som i Sydtyskland …

2020 er måske et annus horribilis, der alligevel ender lykkeligt med en covid-19-vaccine, men vi skal ikke af den grund forvente, at 2021 blive et annus mirabilis, et mirakuløst år. Næste epidemi er på vej. Det er så sikkert som amen bag mundbindet ved tv-gudstjenesten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce