Annonce
Udland

Googles nye spiltjeneste får lunkne anmeldelser

Google Stadia er revolutionerende for spilindustrien, da man hverken behøver konsol eller disk.

Googles nye spiltjeneste, Google Stadia, får lunkne anmeldelser.

Hos den britiske avis The Guardian får tjenesten tre ud af fem stjerner.

The Guardian roser Stadia for, at den revolutionerende måde at spille spil på rent faktisk virker.

Med Stadia behøver man hverken en konsol, en disk eller at vente på at downloade et spil.

I stedet blive spillene kørt gennem Googles servere - ligesom en Youtube-video - via en smartphone, en fladskærmsfjernsyn med Googles trådløse modtager, Chromecast, eller gennem Googles egen browser på en computer eller tablet.

Mens spillene fungerede upåklageligt ved brug af Chromecast, oplevede The Guardians anmelder, at spillet Mortal Kombat hakkede, når den ikke brugte Chromecast.

Til gengæld giver The Guardian lidt hug for udvalget af gratis spil. Google Stadia er for nu en abonnementsløsning, hvor brugere betaler 8,99 pund, svarende til 78 kroner, om måneden.

Dertil skal man også købe selve tjenesten for 130 dollar - cirka 600 kroner.

Her får man kun et lille udvalg af gratis spil, og ellers må man til lommerne. Det mener The Guardians anmelder er for nærigt.

Google har sagt, at det fjerner standard-abonnementsløsningen i 2020. Man vil stadig kunne tilkøbe en pro-løsning, hvor man vil kunne spille i opløsningen 4K med HDR.

Teknologimediet The Verge mener, at Googles påståede 4K-opløsning ikke ligner 4K. Men anmelderen anerkender, at opløsningen er flot i forhold til, at det er gennem en server.

Google Stadia blev lanceret i Danmark tirsdag.

/ritzau/

Annonce
The Verges anmeldelse
The Guardians anmeldelse
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Massesammenstød: Stort uheld på E45 ved Aarhus Vest-sammenfletning

Annonce