Annonce
Blog

Grænselandet kalder

For midt i den støvede ørken er der sket noget magisk. En smuk by bygget på respekt, samtykke, friheden til at udtrykke sig, meddeltagelse, inklusion og civil ansvarlighed er blomstret op af den sprukne ørken.

Har du nogensinde hørt om fænomenet Burning Man? En festival der løber af stablen i Nevada, USA’s ørken, i slutningen af august hvert år.

Burning Man adskiller fra andre festivaler ved - ja, for det første - at det egentligt ikke er en festival. Men derimod et event. Et event hvor små 70.000 mennesker mødes i den barske ørken. På et gold og øde sted, uden infrastruktur eller forbrugsforsyning såsom el eller vand. Her opbygger de i fællesskab en by helt fra bunden. En by, som ikke bare er bygget op fra bunden i forhold til praktiske og infrastrukturelle, men også er opbygget fra bunden i nærmest alle henseender af menneskelig sameksistens. Det være sig blandt andet både kulturelt og økonomisk.

I stedet for den normale og etablerede referenceramme for samfunds-kultur, bygger Burning Man på 10 kerneprincipper. Af disse er radikal selv-opretholdelse, radikal selv-udtryk/udfoldelse, “leave no trace” og “gifting” (at give) nogle af de væsentlige.

Der er ikke noget monetær system i Black Rock City, som byen så passende bliver kaldt. Det vil sige, at du hverken kan købe eller sælge noget mens du er der. Og her kommer princippet om radikal selv-opretholdelse ind: Du skal kunne tage vare på dig selv, i forhold til alt du har brug for.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at det var hverken muligt eller for så vidt sjovt eller en positiv oplevelse at tage til Burning Man. Men både de mere end 20 år Burning Man har på bagen, og de utallige testimonials man kan finde overalt på nettet, vidner om noget ganske andet.

Og endnu mere forundret bliver man, hvis man laver en YouTube-søgning, på Burning Man. Man kunne tænke at man ville finde billeder af forhutlede, forbrændte og tørstende mennesker. Men i stedet finder man en scenografi fra - ja, jeg skulle til at sige - en anden verden. For midt i den støvede ørken er der sket noget magisk. En smuk by bygget på respekt, samtykke, friheden til at udtrykke sig, meddeltagelse, inklusion og civil ansvarlighed er blomstret op af den sprukne ørken. Alt sammen indhyllet i kunst og udtryksformer, som sjældent er set mage.

Burning Man ses af nogen som højdepunktet på vores vestlige og sekulariserede kultur: Stedet, hvor vi brænder alt, vi er sat ind i - men også fanget af - i det samfund vi lever i, af. Og bygger et nyt samfund op, på nogle mere åbne og frie principper, end den residuelle nedarv af “sådan har vi jo altid gjort” - principper, vores normale samfund består af.

For mange bliver Burning Man til mere end blot et event der huskes tilbage på. I stedet bliver det til kimen til nye ideer og måder at leve på, der integreres tilbage ind i det etablerede samfund. Man kan nærmest se Burning Man som en kulturel-samfunds-psykedelisk oplevelse, med mulighed - eller behov - for en efterfølgende integrationsproces. Nok også af den grund er det heller ikke unormalt at se CEO’s fra store tech-virksomheder såsom Tesla, Google og Uber dér. For dem er Burning Man blevet den kulturelle mega-workshop hvor der kan tænkes uden for boksen og hentes inspiration til den videre innovation.

På mandag starter Borderland - et regionalt Burning Man event. Borderland bygger på helt samme principper og forløber på samme måde; en by og en kultur der opbygges fra grunden. Dog med det til forskel at Borderland ikke foregår i Nevadas ørken, men et sted på den danske hede.

Jeg er helt vildt spændt. For jeg har aldrig haft mulighed for at deltage i Burning Man eller Borderland. Men i år har jeg fået billet til Borderland. Så om få dage pakker jeg bilen og kører afsted.

Navnet “Borderland” (grænseland) hentyder til grænselandet mellem drøm og virkelighed - og selvom jeg ikke aner ved den næste uge kommer til at byde, så ved jeg, at jeg glæder mig til at se hvad der bor i grænselandet - dér i støvet af min kulturelle aske.

Annonce
Asger Nakskov Laursen, IT Arkitekt, Novicell
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce