Annonce
Livsstil

Gun Gordillo: Jeg hviler på det grundlag, vi har skabt sammen

- Min far brugte sit eget liv utroligt intenst, og jeg tror på en eller anden måde, at det smitter, at man ikke spilder sit liv. Det har altid ligget dybt, dybt i mig. Jeg har aldrig sparet på mig selv, siger Gun Gordillo. Foto: Nicolai Lorenzen
Livet er nu, siger Gun Gordillo, der igennem 40 år delte både en stor, intens kærlighed og passionen for arbejdet med sin mand, Freddy Fræk. I dag er hun kommet ud på den anden side efter hans død, men sorgen slipper hun aldrig. Den er uundgåelig og enorm, når man lever så intenst nært med et andet menneske, siger kunstneren, der er blevet berømt for at forvandle det kolde, kommercielle neonlys til poesi i sine værker.
Annonce

- Der kom det!

Gun Gordillo smiler. Et par minutter tidligere har hun bøjet sig ned og sat ledningen fra en skulptur i stikkontakten. Nu, med kunstnerisk planlagt og veludført forsinkelse, kommer der pludselig en lyd fra skulpturens bukkede metalbånd, nærmest som en blanding af et skud og en klokke, som får journalisten til at lave et lille hop af overraskelse.

Skulpturen med indbygget bevægelse og lyd har Freddy Fræk, hendes afdøde mand lavet, og den er langtfra den eneste i rummet.

Lejligheden, der ligger tæt på Nyhavn og engang var kontor for en manufakturhandler, er både værksted og hjem for Gun Gordillo, og overalt, hvor man vender sig hen, er der kunst, ikke mindst hendes egen og hendes mands.

I lejlighedens store, centrale rum står rundsav og høvlebænk klar. Det meste af det, som befinder sig her, er ting, der er på vej, for Gun Gordillo holder ikke fast på sine egne værker, når de først er færdige.

- Men det billede har hængt der i lang tid, siger hun og peger ned mod endevæggen.

”For F” hedder det. Og hun lavede det, lige efter Freddy Fræk døde i 2016.

- Du fornemmer det i billedsproget, når der sker så meget voldsomt. Der kommer et mørke ind samtidig med, at der i dette tilfælde kommer en evighedsbevægelse. Det handler om, hvordan du gennemlever din sorg, hvordan du kommer videre uden at komme over den - for det gør du aldrig. Derfor havde jeg brug for, at det billede hang der. I dag er jeg ude på den anden side, men med Freddy som deltager i mit liv hele tiden.

De gav altid hinanden gaver, og mange af skulpturerne i lejligheden blev lavet til hendes fødselsdag, fortæller hun.

Det var skønt, når han låste sig inde i sit værksted og lavede overraskelser. En gang imellem tænder jeg for alle dem af hans skulpturer, der er lyd i, når jeg virkelig føler mig alene.

Gun Gordillo

Født i Lund i 1945 og uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1969-75.

Hun er især kendt for sine værker med neonrør, som hun bruger til relieffer, skulpturer og installationer og kombinerer med andre materialer og spejle. Hun har desuden lavet adskillige udsmykningsopgaver på offentlige steder, i Sverige, Danmark, Frankrig, Schweiz - blandt andet værket ”Le Pont Imaginaire” (”Den imaginære bro”), som i 1987 kunne ses på Sortedamsøen i København.

Var i en årrække bosat i Paris, hvor hun er tilknyttet Galerie Denise René siden 1985. I København har hun været tilknyttet Last Resort Gallery siden 2016.

Hun levede i godt 40 år sammen med Freddy Fræk, som døde i 2016. Inden da var hun gift med den spanske kunstner José Gordillo.

Læs mere og se billeder af værker på www.gordillo.dk.

Annonce

Det poetiske lys

Midt på gulvet står neonrør og spejle, som næste år vil blive til en stor skulptur på fem gange fem meter til Heartland Festival næste år, og det er netop neonlyset, som er Gun Gordillos foretrukne materiale.

Det, hun har formået at give en poesi, som både har bragt hende ind i nogle af verdens førende gallerier og ud i det offentlige rum med store udsmykningsopgaver. Det er det, hun har lavet pionerarbejde med siden midten af 1970’erne, hvor hun rejste til Egypten for at kigge på sfinxer og pyramider. I stedet blev hun fascineret af de kæmpestore reklameskilte, der stod både i Cairo og ude på landet og råbte ”køb, køb, køb”, og som for hende, der ikke kunne arabisk, stod som store, lysende symboler. Dengang blev neonlyset anset for at være noget kommercielt og koldt shit, som kun kunne bruges til reklamer.

Utopi-projekter kalder hun værker som Heartland-skulpturen, der kræver bunker af erfaring og tæt samarbejde med den faste smed, hvis værket som planlagt skal flyde på en tømmerflåde i søen og spejle naturen, lyset og sig selv.

- Bare tanken: Hvordan laver du fem gange fem meter? Og hvordan skal det holde? Det skal jo ikke blæse om ved den første storm. Det skal gerne se legende og let, næsten tilfældigt, ud, men det er ikke det samme, som at det ikke er meget kompliceret.

Annonce

Et menneskes udstråling

Gun Gordillo og Freddy Fræks fælles liv har ikke altid været forankret i København. I mange år var Paris deres base, hvor de havde en lille lejlighed på venstre side (af Seine-floden) nær Musée d'Orsay. De flyttede derned, fordi først hun og siden og Freddy Fræk kom ind hos Denise René, der drev et verdensberømt galleri med store internationalt berømte kunstnere som Jean Arp, Josef Albers, Victor Vasarely og Jean Tinguely.

- Når du ikke går og venter på mulighederne, men griber de chancer, der opstår i et liv, og ikke er så bange, så får du et meget rigt liv. Freddy kunne ikke et ord fransk, da vi rykkede til Paris, men han kunne alligevel gøre sig forståelig. Han havde det særpræg, at han med sin udstråling kunne samle mennesker, uanset hvilket sprog de talte. Det var så naturligt, da det foregik, men nu, hvor jeg ikke har ham mere, tænker jeg ofte på, hvad et menneskes udstråling betyder i forhold til kommunikation. Mennesker tager ofte fejl, fastslår hun, når de tror, at man nok ikke er særligt klog eller lidt for nem, når man siger ja til meget og udviser en stor generøsitet mod omverdenen.

- Sådan er det ikke. Det er fuldstændigt omvendt. Hvis vi ikke har den generøsitet og åbenhed over for andre mennesker, får vi ikke noget tilbage. Så får du denne her passe-på-mistænksomhed i stedet for at tage fat i livet. Tage for sig. Være glad for livet.

Tre hurtige til Gun Gordillo

Hvad er det bedste råd, du har fået?- Måske ”Vær tro mod dig selv”. Jeg kan huske mange ting, som Freddy og Denise René har sagt til mig, men ikke råd som sådan. Hvis folk giver mig for gode råd, så stejler jeg.Hvad er din indre alder?- Min indre alder er ikke en alder, det er et livsforløb. Jeg synes ikke, at det var hverken sjovere eller mere interessant at være 20, 30, 40 eller 50. Alle aldre har deres egen værdi. Fysisk er der selvfølgelig forskel, og det skal der være. Det ville være hæsligt at leve evigt. Men jeg tænker ikke i alder, og derfor har jeg hverken en indre eller ydre alder.Hvad har du sidst brugt mange penge på?- Converters og neonrør - altså materialer. Især i denne corona-tid, hvor man ikke engang har kunnet gå på restaurant. Jeg kan ellers godt lide at gå på restaurant, jeg kan godt lide at møde andre mennesker. Jeg behøver ikke nødvendigvis at deltage i samtalen, men jeg kan godt lide at være omgivet af mennesker, og samtidig kan jeg godt lide den anonymitet, som også er en del af at gå på restaurant.
Annonce

Ingen steder og alle steder

Det er også i Frankrig, hun valgte at fejre sin 75-års fødselsdag for nylig med en tur ned til en ø med vind og havluft. Det var den bedste måde for hende at fejre den.

Rejsen foregik med alle forholdsregler mod corona-smitte, understreger hun hen over køkkenbordet. Fordi vi skal passe på hinanden og tage hensyn.

At hun selv er i en alder, hvor hun er i risikogruppen, er til gengæld ikke noget, der bekymrer hende voldsomt. I det hele taget synes hun, at alder er et ret abstrakt begreb. Det er klart, at kroppen bliver svækket gennem et langt liv, men hvordan man vælger at bruge den og sit sind, er op til en selv.

- I vores galleri i Paris var jeg hele tiden den alleryngste i galleriet, og nu er jeg bare den ældste næsten overalt. Men jeg synes, at man i Danmark har et forkert fokus på alder. Man går så utroligt meget op i, at det skal sige noget. Jeg kan ikke lide, når nogen skriver ”Gun Gordillo komma ...” og så en eller anden alder, for det siger jo ikke noget om en person.

Vi er også alt for optaget af, hvor folk kommer fra, synes hun.

Foruden fødelandet Sverige, Danmark og Frankrig har hun også boet i Spanien, hvor hendes første mand kom fra, og hun har rejst i mange flere lande. Hun var kun 14, da hun stak sine forældre en historie om, at hun tog til København, men i stedet blaffede til Paris.

- Som jeg altid siger: Jeg er hjemme ingen steder og alle steder. Det er det, der sker, når du begynder at rejse og arbejde og bevæge dig rundt. Så er du nødt til at hvile i dig selv og være åben og nysgerrig over for verden omkring dig. Det er også der, kunsten udvikler sig: i bevægelsen og i modstanden. Det var ikke specielt sjovt og interessant at være pige fra Sverige, da jeg kom ind på akademiet i København i 1969. Det var afsindigt mandsdomineret. Jeg blev den første kvindelige lektor på akademiet i 1975. Men jeg har heller aldrig tænkt i kønsroller. Jeg har bare taget for givet, at der var plads til mig - og det har der været.

I dag er neonlyset blevet et populært materiale. Det var det ikke for 45 år siden, da Gun Gordillo begyndte sin udforskning af dets muligheder. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Ikke 10 vilde heste

Hun og Freddy mødte hinanden på Kunstakademiet i København. På det tidspunkt var de begge gift, men der var ikke noget at gøre.

- Fra vores første møde gik det meget hurtigt op for os, at der ikke var 10 vilde heste, der kunne trække os fra hinanden igen, siger hun.

Dengang kendte hun kun Freddy Fræk som jazzmusiker og kunstner. At han også var blevet superpopulær som skuespiller i børnetv-hittet "Sonja fra Saxogade" og som den folkelige sanger med det charmerende hul mellem fortænderne havde hun som svensker, der pendlede frem og tilbage, ingen anelse om.

- Jeg var ikke en del af det danske liv i den forstand og slet ikke i Freddys verden. Jeg har altid lyttet til jazzmusik, så jeg har selvfølgelig hørt ham, da jeg som meget ung tog til København for at høre musik og - i bedste fald - smuttede hjem med den sidste båd, men ellers kendte jeg ham ikke.

Og ja, Freddy Fræk var charmerende, siger hun, men det var ikke det, hun faldt for.

- Jeg mødte en person, som i arbejdssituationer også havde en meget stærk ensomhed i sit væsen, som jo altid er modsætningen til det glade og udadvendte. Det er ligesom de bedste klovne, de bedste skuespillere og musikere. De har altid en dobbelthed i det kreative væsen. Og jeg faldt for hans intensitet, hans nysgerrighed, hans enorme fantasi og fundamentale glæde ved livet.

De klingede i den grad sammen, siger hun.

- Vi formåede at give en kraft til hinanden og bryde op.

For Freddy Fræk betød det, at han holdt op med at spille offentligt.

- Han var ikke interesseret i succesbegrebet. Tværtimod. Han flygtede fra det, siger hun.

- Der var en gammel kunsthandler, der konsekvent - men meget kærligt - kaldte mig Yoko Ono, fordi jeg havde stjålet ham fra danskerne, siger hun og griner lidt ved tanken.

Men alvoren ligger bag, for det var en befrielse, fortæller hun, for Freddy Fræk, da de flyttede til Paris:

- Han var klassisk akademiuddannet, men alle ville have, at han skulle være den sjove, der lavede tv-programmer. Kunst var ikke noget, han skulle beskæftige sig med. Da vi kom til Paris, var det omvendt. Der elskede man, at han havde så mange forskellige facetter.

Det er i bevægelsen og modstanden, at kunsten udvikler sig, mener Gun Gordillo. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Den uomgængelige sorg

Han havde heller ingen problemer med at lade hende fylde. ”Respekt” og ”generøsitet” er to af de ord, hun bruger til at karakterisere deres forhold. ”Utrolig smuk” kalder hun den dialog, som de havde med hinanden gennem årene.

- Vi gav plads til hinanden, til hinandens særheder og udvikling. Vi trak læsset i forskellige perioder, og vi var altid meget opmærksomme på ikke at overtræde grænsen til den andens private rum, hvor man laver sit eget kunstneriske udtryk. Det var utroligt respektfuldt på den måde - og samtidig vildt overskridende med sjov på alle leder og kanter. Vi var jo begge to utroligt passionerede over for det, vi beskæftigede os med.

I dag fører hun stadig den kunstneriske dialog med ham, bare inde i hovedet.

- Det er meget svært at finde den sammen med et andet menneske. Vi fik 40 år sammen, i princippet døgnet rundt, for vi fulgte med hinanden til hinandens projekter og hjalp med det tekniske og praktiske. Vi kunne lide at rejse sammen, vi kunne lide hinandens selskab. Den dialog, vi havde, får jeg aldrig med et andet menneske, og det skal jeg heller ikke have. Jeg får andre dialoger. Jeg er i en form for dialog med min gallerist, Peter Amby, her i Danmark, jeg er i dialog med yngre kunstnere, og jeg er altid i dialog med de opgaver, jeg er i gang med.

At livet er NU, blev for alvor slået fast for hende, da Freddy Fræk blev ramt af sin første hjerneblødning, som forandrede deres liv markant, selvom han i nogle år kunne fortsætte som kunstner, og de forsøgte at leve så normalt som muligt.

- Han blev meget syg. Måske er det, hvad der sker i livet: At vi indeholder både smerten og sorgen samtidig med denne fantastiske lykke, eller hvad man nu skal kalde det, når du lever så intenst nært med et andet menneske og i harmoni med det, du beskæftiger dig med. Så kommer der uomgængeligt også denne her enorme sorg. Den er en konsekvens af det andet.

- Sorgen er i dag en del af mit liv, som selvfølgelig også påvirker mig kunstnerisk. Og jeg kan ikke bare sige, at det er dårligt, for du skærper dine værktøjer mentalt, fordi det gør dig stærkere at have haft så voldsomme oplevelser, siger Gun Gordillo. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Spor af et levet liv

Da han døde, var der både en stor taknemmelighed over, at hun fik oplevet en så stor, intens kærlighed og så sjovt et liv og samtidig en forpligtelse til at føre det videre, siger hun og fortæller om en bog af en ung, svensk filosof, som hun for nylig har læst, og som netop handler om, at der ikke venter mere på den anden side. ”This Life” hedder den - ”Vores eneste liv”.

- Man skal ikke gøre sig forestillinger om, at der er noget, som fortsætter. I bedste fald har du skabt et udtryk, som kan glæde eller provokere mennesker i fremtiden.

Hun bliver også selv mere og mere bevidst om, at hendes tid ikke er uendelig.

- Men jeg er ikke bange for døden. Jeg har haft et fantastisk liv, jeg har et fantastisk liv, også fordi jeg hele tiden hviler på det grundlag, Freddy og jeg har skabt sammen. Derfor synes jeg, at det er vigtigt med de spor, vi efterlader af et levet liv, men jeg har ingen ambitioner om, at det skal være på en bestemt måde. Og jeg er helt på det rene med, at når det er slut, er det slut.

- Så det handler ikke om forfængelighed?

- Nej, ikke i den forstand. Ikke mere end at jeg synes, at det er vigtigt, at man efterlader nogle spor af et levet liv - og jeg efterlader mig jo ikke nogen børn. Jeg tog allerede som ung en beslutning om, at jeg ikke ønskede at få børn. Også fordi tiden var så anderledes. Hvis jeg som kvindelig kunstner ønskede at bevæge mig op og arbejde på det niveau, som jeg har gjort, så skulle jeg ikke have børn.

Freddy Fræk, der fik en søn i sit første ægteskab, var børnenes ven, og derfor lyder det måske paradoksalt, siger hun.

- Men vi havde ikke behov for at se os selv i et nyt menneske. Vores kreativitet lå i den grad i kunsten og i kunstens væsen.

Den sti, hun har valgt at vandre, har ikke altid været den nemmeste, erkender hun og citerer sin franske gallerist:

- Denise René sagde altid til mig: ”Gun, le lion chasse seul” - løven jager alene, og livet er ikke en lige linje. Vi havde mange diskussioner om kunstens og livets essens, som hjalp mig med at formulere nogle begreber, som er vigtige for mig - og det er jo ikke det samme som, at de er vigtige for andre. Alle mennesker skal leve deres egne liv.

Gun Gordillo havde brug for at beholde værket ”For F”, der hænger på væggen bag hende, som en del af sin sorgproces, da hendes mand døde, men i dag føler hun sig klar til at slippe det. Foto: Nicolai Lorenzen
- Denise René var en fantastisk mentor med en total tiltro til, at du kunne noget, at du var en del af en sammenhæng, fortæller Gun Gordillo om den franske galleriejer, der løftede både hende og Freddy Fræk ind i en international kunstelite. Foto: Nicolai Lorenzen
- Når det gælder chancer, muligheder eller møder, så skal du holde fast, hvis du møder noget, som du virkelig fascineret af, siger Gun Gordillo. Foto: Nicolai Lorenzen
- Jeg kan lide at bruge min rundsav, jeg kan lide at bruge mit værktøj. Jeg kan lide, at det er mig og ikke tilfældet, der beslutter, hvordan formerne skal fastholdes. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Hvide testtelte pakkes væk: Her skal permanent testcenter ligge

Bakken Bears

Skrækpulje venter Bears i Champions League: - Det bliver nogle fantastiske kampe

Annonce