Annonce
Debat

Halløj på ”Badehotellet” - var krigen virkelig så komisk?

Hans-Henrik Christensen, cand.mag, løbeinstruktør og forfatter.

TV2´s blockbuster, serieseersucces og familiejournal er nået til 1941. Det er den anden besatte sommer på ”Andersens Badehotel”, og tyskerne rykker tættere og tættere på. Både ved at indtage det nærliggende, konkurrerende hotel, rulle pigtråd ud på stranden, bygge kanonstillinger og avanceret radar i nabolaget, tvinge stakkels hotelmutter, Amanda Berggren, til at servere varm chokolade for Værnemagten samtidigt med, at den forsmåede, singlificerede, men, beskedent sagt, ret attraktive hotelmutter værner sig mod at blive invaderet af en hæderlig, elskovslysten, høflig og bestemt ikke-nazistisk værnemagtsofficer.

Krigen er virkelig ubelejlig, når man nu så gerne ville nyde den danske højsommer i komfortable omgivelser uden alt for meget bøvl. Og er der en mere ikonisk lokalitet end ”på” Skagen og omegn, når vi skal memorere prospektkortenes ferieminder.


Serien har lige så lidt med besættelsestidens historie at gøre, som M.A.S.H. er en dokumentarfilm om Korea-krigen.

Hans-Henrik Christensen, cand.mag, løbeinstruktør og forfatter.


Og det er jo lige netop sådan, at ”Badehotellet”, sæson VII, byder sig til. 1941 serveres som baggrundstæppe for stamgæsternes genvordigheder, hvoraf nogle passende kan skyldes den forbistrede besættelse, mens andre har et længere rodnet. Og sjovt er det, og komikken længe leve.

For komikken består jo i, at serien egentlig er en quiz, hvor den opmærksomme, soap-vante seer undervejs i de 45 minutters lange afsnit uden alt for megen abstraktion kan gætte sig frem til næste twist i en historie, hvor suspense er en tobaksfabrik i København. Alt bliver, som det skal være. Og rammerne er så stensikre med et karikeret persongalleri. 

Den naive køkkenpige, hvis nysgerrighed flår pelsen af Per Pedal, den tænksomme, seminarieramte køkkenpige, den homoseksuelle kok (der er pt ingen frisør i serien), den bundreelle, undervisningsministerielle embedsmand, der har ladet sig skille fra sin kone Helene, som i stedet er blevet fjerde erobring og kone til min yndlingspersonage, den ud over al fornuft, selvoptagede, selvglade, selvaltmuligt, skuespilleren Edward Weyse.

Jens Jacob Tychsen kondenserer seriens kerne i sin gestik, timing og repliceren, der virker som om energien udspringer fra hans kunstfærdige, Leo Mathisen-kopierede og skarptskårne overskæg. Det er ren John Cleese – og sjovt. Og så ruller det derudaf med værnemageren, sortbørshajen/charlatanen, Lars Mikkelsens ikke-sjove kunstmaler og den mest ungdommeligt, arkæologisk enfoldige, indiskrete modstandsmand, der mødes med seriens SOE-agent, der lige igen-igen er hjemme hos mor og far i den hyggelige, stråtækte bondegårdsidyl, beliggende i behagelig gåafstand af hotellet.

Hans-Henrik Christensen, cand.mag, løbeinstruktør og forfatter.

Åh, der er lige et drys alvor. Den lille, bebrillede Bertold Brecht-kloning af en tysk soldat, der kommer for en standret på grund af et brev til sin jødiske kæreste. Forfatterparrets helgardering, fordi non-stop komik ikke dur, dramaturgisk.

At nogle sure kritikere overhovedet gider lufte fanerne og råbe om historieforfalskning, skriger til den blå himmel. Serien har lige så lidt med besættelsestidens historie at gøre, som M.A.S.H. er en dokumentarfilm om Korea-krigen. Hyggelig, uforpligtende mandagsunderholdning uden den bund, som ”Matador” trods alt indeholder. Fred med det!

Skulle nogen have mod på satire med snert og dybde, er Hans Scherfigs roman ”Frydenholm” (ja, det er herfra grev Ditmars gods, Frisenholm, er ”løftet”) en ubetalelig kilde til et historiekritisk syn på besættelsestiden. Og så er der den tysk-amerikanske instruktør, Ernst Lubitsch, hvis film fra 1942, ”At være eller ikke være”, demonstrerer, hvordan politik, historie, satire og komik bliver til kunst.

Imens kan seerne vente på næste soap om Frikort Danmark, hvor Slikke-Frank, Lårten Østergaard og Morten Masser-smidt-væk melder sig frivilligt til at kæmpe på Løkkefronten. Virkeligheden er ofte (virkelig) tragikomisk!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AGF

AGF drømmer om 8000 tilskuere på stadion til næste hjemmekamp

AGF

AGF-cheftræner: Vi lagde alt, men tabte finalepladsen for en uge siden

AGF

Langt mere snert i AGF-holdet i Randers, men drømmen brast om en finale på eget græs

Annonce