x
Annonce
112

Havde gemt maskinpistol hos sine forældre: To et halvt års fængsel til 20-årig

Den 20-årige blev dømt ved Retten i Aarhus og modtog dommen. Foto: Axel Schütt
En maskinpistol, syv kilo hash og noget kokain var blandt de ting, der tirsdag fik en 20-årig mand fængslet.

RISSKOV: En 20-årig mand skal to et halvt år i fængsel, efter han tirsdag blev dømt ved Retten i Aarhus for at have været i besiddelse af en halvautomatisk maskinpistol under særligt skærpende omstændigheder.

Østjyllands Politi fandt maskinpistolen hos den 20-åriges forældre i september. Den lå gemt i en taske under hans seng og blev fundet under en ransagning.

Den 20-årige var blevet standset med kokain og hash i sin bil, og derfor besluttede betjentene også at ransage hans lejlighed. Her fandt de omkring syv kilo hash i en taske og mange tusinde kroner i kontanter. Derudover lå der også våben i form af baseballbat, kniv og en totenschlæger i lejligheden.

Ved samme lejlighed fandt de ud af, at han tit opholdt sig hos sine forældre, og derfor kørte også ud til dem, hvor de altså fandt maskinpistolen og flere patroner til den. Ingen af delene kendte forældrene noget til.

Den største del af de to et halvt år er derfor også på grund af maskinpistolen, og det er specialanklager Dorthe Lysgaard godt tilfreds med.

- En maskinpistol med flere patroner isat kan forårsage stor skade, og jeg er derfor tilfreds med, at politiet har fjernet et voldsomt skydevåben fra gaden, og at gerningsmanden har fået en længere fængselsstraf. Samtidigt er jeg tilfreds med, at politiets effektive efterforskning har gjort, at der falder dom under tre måneder efter, at den 20-årige blev anholdt, sagde hun efter domsafsigelsen.

Den 20-årige var tiltalt for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder, ulovlig våbenbesiddelse og narkosalg. Han erkendte alle forhold og modtog dommen på to et halvt års fængsel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Link til de nyeste corona-tal

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Jobbank bugner af sundhedspersonale: Men indtil videre har hospitaler i corona-alarm selv klaret krisen

Danmark

Live: Nyt pressemøde om kontrolleret genåbning af Danmark - følg med direkte her

Aarhus

Food Festival fortsætter som planlagt: - Vi arbejder uforandret på at planlægge en festival til september

Aarhus

Før genåbning: Forældre og ansatte efterlyser klare retningslinjer

Annonce