Annonce
Debat

Havneudvidelsen skyldes vores forrykte forbrug: Det trækker tårer at tænke på al den skønhed, vi mister

"Det er bydende nødvendigt, at vi alle skruer ned for vores forbrug af plads, ting, ressourcer og energi. Gør vi ikke det, vil naturens mange kollaps frem mod den totale ødelæggelse langsomt destruere alt, hvad vi har kært, og alt, hvad vi lige nu tror, at vi ikke kan undvære", skriver Trine Rytter Andersen. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Står det til Aarhus Havn, skal industrihavnen udvides med 140-180 hektar. Ifølge havnedirektøren skal havneudvidelsen ses som en ’behovsdrevet nødvendighed’, hvilket i virkeligheden betyder, at beslutningen om udvidelsen alene skyldes en voksende befolkning og et deraf stigende forbrug.

Hvis vi et øjeblik tager globaliseringsbrillerne på, ser vi, at storskala-industrialismens konstante søgen efter ressourcer og vækstmuligheder afstedkommer det ene gigantiske industrianlæg efter det andet dels i de tredjeverdenslande, hvor ressourcerne udvindes, og dels der, hvor de raffineres og distribueres videre til yderligere forarbejdning og salg.

Verden er i øjeblikket spækket med den slags trøstesløse og ofte også stærkt forurenende industrizoner.

Annonce

I tredjeverdenslande bidrager udvindingsindustrien og dens infrastruktur ikke til økonomisk fremgang for lokalbefolkningen. Tværtimod er mange af anlæggene ikke længere i drift, jagten på ressourcer flytter sig hele tiden og efterlader disse gigantiske industrianlæg som groteske spøgelser i landskabet. Områder med minedrift ødelægges og forurenes med erosion og ørkendannelse til følge.

I dag er industrialiseringen og dens anlæg så store og så mange, at vi for alvor nu kan få øje på dens ødelæggende konsekvenser på vores egne breddegrader. Denne sammenhæng gør, at vi ikke bare kan sidde her i Aarhus og tale om en havneudvidelse uden også at se på den verden, vi handler med.

Havnedirektøren peger på, at containerhavnen skal udvides, fordi forbrugerne har "behov" for varer fra Østen og Asien, og at erhvervslivet blot lægger sig i selen for at tilfredsstille forbrugernes altid voksende efterspørgsel af billige forbrugsgoder.

Her kunne jeg ønske mig en klar stillingtagen til erhvervslivets uovertrufne evne til at generere behov i forbrugerne. Reklameindustrien fodrer forbrugerne med forestillinger om "grønne", "bæredygtige", "CO2-neutrale" og dermed gode produkter.

Men ser vi på CO2-regnskabet i f.eks. Indien, som producerer en lang række produkter til Vesten, så er den produktion bl.a. afhængig af import af kul fra Australien, verdens største kulproducent og indehaver af verdens to største kulminer.

Kina producerer millioner af tons varer til Vesten og henter ressourcer ud af et gældsplaget Afrika. Det sviner også af H til såvel i Kina som i Afrika. Samtidig tvinges Kina i disse år til at investere massivt i grønne teknologier for at undgå, at dets egen befolkning blive kvalt i smog og giftig røg fra sort energi. Alligevel er landet langt fra bæredygtigt og produktionsforholdene og miljøkravene under al kritik.

Mit ærinde burde nu stå tydeligt for læseren: Jeg ser havneudvidelsen som et stumt og dumt instrument for et uddøende kapitalistisk vækstparadigme, som - hvis det ikke bremses fra politisk hold - bare bliver ved og ved at vokse som en ustoppelig kræftsvulst, der langsomt kvæler alt liv.

Havnen er den sorte energis hjertekammer, det er der, alle trafikårerne mødes, her samles ressourcer og varer, der er udvundet og skabt på måder, som vi i dag ved ødelægger vores biosfære, og som aktuelt truer med at dræbe livet på vores grønne planet.

Selv argumentet om, at sejlads er "den mest bæredygtige transportform", skal ses i lyset af de enorme mængder af tung diselolie, der fortsat brændes af i internationale farvande. Vi er ikke i nærheden af at have omstillet skibsfarten til bæredygtighed.

Vores ansvarsløse forbrug af produkter og varer fra lande, hvor der ikke tages hensyn til naturen, er ikke i orden. Alt, lige meget, hvor dygtigt det forsøges skjult, oser af røg fra den sorte energi: Olie, gas og kul.

En dansk dokumentarfilm, "Kampagnen imod klimaet", som ligger tilgængelig for enhver på DR's hjemmeside, afslører, at olieindustrien, der altid selv har forsket i og kendt til klimaforandringerne, for over 40 år siden tilrettelagde en verdensomspændende misinformerende kampagne. Sådan ødelagde industrien den politiske vilje, der allerede var til stede i 1980'erne, forhindrede forskningen i alternative løsninger og nærede den skepsis, der i dag hersker overfor videnskab.

Med fuldt overlæg har olieselskaberne forhalet den grønne omstilling i årtier på bekostning af natur, mennesker og dyr, så vi nu uigenkaldeligt har passeret flere alvorlige tipping points (uafvendelige vendepunkter, red.) og derfor må se de grumme konsekvenser af denne mangel på rettidig omhu i øjnene.

Hvis vi i Aarhus fortsat ønsker os en grøn by med adgang til vidunderlig og uerstattelig skov og strand, skal vi sige nej tak til havneudvidelsen. Samtidig må vi belave os på at forbruge mindre af alt det, som i dag produceres i den tredje verden under umenneskelige, farlige og ikke-bæredygtige forhold.

Spørgsmålet er, om vi overhovedet er i stand til at forestille os det nærtforestående scenario. Forstår vi alvoren? At vi er i gang med den sjette store masseuddøen. At biodiversitetskrisen er så alvorlig, at den truer vores eget livsgrundlag. Menneskene og vores aktiviteter fylder alt for meget.

En havneudvidelse vil ligge der for evigt. Også, når verden ikke længere kan opretholde det forbrug, vi har vænnet os til, mens vi plyndrede naturen for ressourcer uden at give noget tilbage.

Det er bydende nødvendigt, at vi alle skruer ned for vores forbrug af plads, ting, ressourcer og energi. Gør vi ikke det, vil naturens mange kollaps frem mod den totale ødelæggelse langsomt destruere alt, hvad vi har kært, og alt, hvad vi lige nu tror, at vi ikke kan undvære. Tørke, stormfloder og brande vil også ramme os.

Jeg taler tit med mænd, som fortæller mig, at jeg skal være taknemmelig for, at kapitalismen har gjort os så rige, at vi har råd til at beskytte naturen. Det er en såkaldt tautologisk cirkelslutning, som kan oversættes til, at vi skal takke kapitalismen for at beskytte naturen imod kapitalismen.

Når politikerne i Danmark lige nu er ved at falde over hinanden i deres iver efter at iværksætte gigantisk havneudvidelse, byfortætninger og motorveje, så bruger de argumenter, som ligner ovenstående cirkelslutning: F.eks., at det er forbrugernes behov, der er årsag til, at havnen skal udvides, derfor bliver politikerne nødt til at udvide havnen – og borgerne skal stikke piben ind, for de er selv ude om det.

Lige bag ved argumentet om, at vi selv er skyld i miseren, lurer truslen om tab af arbejdspladser og velfærd. Med andre ord er der også politiske grunde til at udvide havnen, idet den øgede omsætning gennem mere forbrug skal finansiere velfærd.

Denne tilsyneladende uimodsigelige snusfornuft er udbredt blandt liberale politikere og aktører, der hellere fortsætter med at tjene penge med de forhåndenværende destruktive midler, end de bruger tid og kræfter på at udtænke helt nye regenerative og grønne løsninger.

Der er desværre også en udpræget tro på, særligt i den mandlige befolkning, at teknologien redder os fra apokalypsen i sidste øjeblik. Og at det derfor er forsvarligt indtil da at fortsætte med business as usual. Problemet er blot, at de nye teknologier ikke får et ben til jorden, før den sidste dråbe olie er brændt af - og da er det for sent.

Vi har skidt i egen rede i årtier, det er et farligt svineri. I fremtiden skal vi skabe nye jobs i vores fælles bestræbelser på at rydde op efter os selv. Vi skal engagere os helhjertede i udviklingen af ægte, bæredygtige, lokale og nationale samfund, hvor der også er plads til andre arter.

Lige nu betaler naturen den højeste pris. Det er tårefremkaldende at tænke på al den skønhed og artsrigdom, vi er ved at miste, mens vi plastrer verden til med gigantiske havne, byer, industrianlæg og motorveje.

Hvis vi i Aarhus fortsat ønsker os en grøn by med adgang til vidunderlig og uerstattelig skov og strand, skal vi sige nej tak til havneudvidelsen. Samtidig må vi belave os på at forbruge mindre af alt det, som i dag produceres i den tredje verden under umenneskelige, farlige og ikke-bæredygtige forhold.

Når vi tænker os om, tager ansvar og sænker forbruget, bliver der slet ikke brug for den havneudvidelse. Men det kræver, at vi har modet til at stoppe os selv NU!

Annonce
Sport For abonnenter

Tre teams er tilbage i kampen om det nye stadion i Aarhus: Disse mageløse stadioner har de arbejdet på tidligere

Danmark

De seneste coronatal: Otte døde og 50 færre indlagte

Annonce
Annonce
Annonce
Kultur

Revy-grin tilbage i Smilets by: Aarhus får igen sin egen revy

Aarhus For abonnenter

Blufærdighedskrænkelse eller ej? Derfor er stripshow i Universitetsparken næppe strafbart

Alarm 112

Batteri-virksomhed brød pludselig i brand: Beredskabet var massivt til stede

Aarhus

Så slap betjentenes tålmodighed op: 29-årig bilist måtte gå hjem

Esbjerg Havn som Nato-knudepunkt er et klart signal til Rusland: - Det handler om at vise russerne, at det aldrig kan betale sig at gå i krig

Sport

Nyt Aarhus Stadion: Verdensberømte arkitekter med store stadioner på samvittigheden stadig med efter udskilningsrunde

Basketball For abonnenter

Se med her: Bakken Bears gik efter DM-guldet i kampen mod Svendborg Rabbits

Debat

Her findes ingen utidig snak om ældrebyrde: Seniorbofællesskabet Sonnesgården bygger de smukkeste broer mellem mennesker

Aarhus

Northside-direktør spåede godt billetsalg: Nu sælger festivalgæsterne deres billetter til spotpriser

Caroline Fleming og søn tømte familiens slot for værdier - dansk kulturhistorie går snart tabt for altid

Aarhus

Se video og alle billederne: 3000 unge festede alkoholfrit i Grimhøj til kæmpe sidste skoledags-fest

AGF For abonnenter

Hvem skal være ny cheftræner i AGF? Se Stiftens 10 bud fra drømmetræneren til de frække outsidere

Aarhus

Napoli-tricks i Bispehaven: To mænd hoppede ind i kvindes bil, holdt hende som gidsel og stjal hendes tasker

Annonce