Annonce
Aarhus

Heftig debat om kommunens flyrejser: Alternativer til fly skal vælges - også selv om det er dyrere og tager længere tid

Borgmester Jacob Bundsgaard bruger ofte flyveren til København i embeds medfør. Men han er positiv for at se på et forslag fra Altrnativet, om andre rejseformer. Foto: Kim Haugaard

Klimadagsorden prægede byrådets debatter onsdag. Forbruget af flyrejser skal nu undersøges nærmere

AARHUS: Flyrejser er en af de store klimasyndere, og det skal Aarhus gå forrest for at ændre på.

Det mener Alternativet, som onsdag med et forslag om at ændre rejsevanerne i kommunen satte en af flere klimadagsordener i byrådet.

- Vi skal altid vurdere, om det er nødvendigt at tage flyet til et møde. Embedsmænd og politikere bør i stedet altid undersøge alternative transportformer, som for eksempel tog, sagde Liv Gro Jensen (AL).

Hun foreslår, at kommunen ændrer vaner til gavn for klimaet. Og hvis en anden transportform end fly er mulig, skal den vælges. Også selv om den er dyrere og tager længere tid, mente Liv Gro Jensen.

Desuden foreslår hun, at hvis flyrejser er uundgåelige, bør kommunen købe en klimakompensation for CO2-belastningen. Det skal være en kompensation i form af penge, der kan anvendes til træplantning og skovbevaring.

Annonce

Vi skal altid vurdere, om det er nødvendigt at tage flyet til et møde. Embedsmænd og politikere bør i stedet altid undersøge alternative transportformer, som for eksempel tog.

Liv Gro Jensen, Alternativet

Borgmester positiv

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) betegnede det som et godt forslag med perspektiv.

- Det er en relevant diskussion, hvordan vi påvirker vores omgivelser gennem transport. At handle og tænke grønt som kommune handler selvfølgelig også om rejsevaner, sagde borgmesteren, der foreslog at lade Alternativets forslag indgå i arbejdet i kommunens klimasekretariat.

- Hvis vi skal give klimakompensation ved flyrejser, kræver det en lidt større diskussion og en budgetdrøftelse, tilføjede borgmesteren.

V: Alternativet hykler

Venstres Gert Bjerregaard sagde, at han hilser alle dagsordener om miljø velkommen. Men fandt han det samtidig "lidt tragikomisk" at følge Alternativets forslag, når partiet har en politisk leder (Uffe Elbæk, red.), der har fløjet så meget, som det har været fremme, sagde han.

- Det er hykleri af værste skuffe, mente Gert Bjerregaard.

Mette Bjerre (SF) var enig med Alternativet i, at byrådet kan gøre meget mere for klimadagsordenen.

- Men når vi sender embedsmænd og politikere ud i verden, kan det ikke være rimeligt, at de skal bruge hele dage på transport. Vi synes stadig, man skal kunne flyve, så man kan bruge arbejdstiden bedre, sagde SF'eren.

DF: Flyver det ikke alligevel?

Dansk Folkepartis Knud N. Mathiesen fandt det sympatisk, men måske ikke realistisk:

- Flyet flyver jo alligevel, og er der så overhovedet en besparelse på CO2 ved ikke at bruge det?

Almaz Mengesha (LA) mente, at kommunen i respekt for skatteyderne altid bør vælge det mest effektive transportmiddel.

- Og hvis vi for alvor skal rykke på klimadagsordenen, skal vi måske snarere se på brug af alternative energikilder, mente hun.

Udvalgsformand bliver hjemme

I den sammenhæng fortalte Gert Bjerregaard, at social-og beskæftigelsesudvalget snart skal på tur til Edinburgh i Skotland.

- Vi ved, at udvalgsformand Liv Gro Jensen har undersøgt rejsen ned gennem Europa over kanalen og med tog op gennem England til Edinburgh. Men udvalget har besluttet, at vi hellere vil med fly for at spare tid. Og det er rigtigt ærgerligt, at udvalgsformanden så måske ikke kan deltage.

Liv Gro Jensen understregede, at hun havde glædet sig rigtigt meget til togturen.

- Men det er ikke transportformen i fly, der gør, at jeg ikke kan deltage. Det er helt private forhold, fortalte hun.

Debatten om rejsevaner blev herefter overladt til klimasekretariatet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Annonce