Annonce
AGF

Helt oppe på de fynske tåspidser: OB gjorde det slemme ved AGF

Mustafa Amini sled og slæbte, men lige lidt hjalp det mod en flok skarpe fynboer. Foto: Henning Bagger/Scanpix 2019)
AGF forpassede muligheden for at spille sig op på sjettepladsen, da de mandag aften tabte 1-2 til en flok skarpe OB-spillere på Ceres Park. Nu skal århusianerne vinde i Aalborg i sidste runde - og derudover håbe på hjælp fra både Vendsyssel og OB, hvis sæsonmålsætningen skal sendes over stregen.

FODBOLD: Det er 100 år siden, at AGF og OB første gang i en officiel kamp tørnede sammen på græs.

Dengang mødte fynboerne op til kamp som femdobbelte fynske mestre, en stor bedrift, og på den videre færd ud i verden, første runde af Provinsmesterskabet ventede AGF, og det var et tilløbsstykke:

Det var overordentlig mange Mennesker, der i Gaar havde indfundet sig på O.B.s Bane for at overvære Kampen mellem O.B. og Aarhus Gymnastikforening om Mesterskabet for Jylland-Fyn, skrev den lokale presse dengang.

Første halvleg blev domineret af gæsterne fra Aarhus, der havde ”en Mængde farlige Opløb og for øvrigt et udmærket Sammenspil og glimrende Tempo, trods det, at Aarhusholdet gennemgående bestod af unge og klejne Spillere, men det hele endte efter en stærk anden halvdel af kampen med en OB-sejr på 2-1.

Det var dengang. Mandag aften var lige nu og her - og langt fra noget, der bare mindede om et provinsmesterskab. Det handlede om billetter til top seks, Superligaen 2019, millioner af kroner, ikke kun hæder og ære og godt kammeratskab.

Rigtig meget på spil, allermest for AGF, der for at spille sig op i top seks skulle bruge en sejr, kunne leve med remis, men så heller ikke selv kunne afgøre tingene i sidste spillerunde mod AaB.

Nå, luft ud af ballonen, det endte 2-1 til gæsterne på Ceres Park. Som dengang for 100 år siden. OB i madaljeslutspillet, AGF i den grad på vippen, afhængig af en sejr over AaB i Aalborg på søndag, og så hjælp fra både Vendsyssel og OB i andre kampe. En svær mission, hvis ikke det for tredje sæson i træk under den nuværende struktur skal ende i gruppespil for at undgå de lidet indbydende nedrykningskampe.

Der var set frem til mandagens brag mellem de to stolte traditionsklubber. Det store intense drama udeblev ikke.

Der var flere ændringer på AGF-holdet i forhold til 2-2-kampen mod Vendsyssel: Frederik Tingager og Jesper Juelsgård trådte ind i det centrale forsvar efter henholdsvis skadespause og aftjent karantæne, op med Jens Stage på midtbanen igen, Youssef Toutouh ud på venstrekanten i stedet for Jakob Ankersen og helt fremme i forreste linje var der atter plads til Tobias Sana ved siden af Patrick Mortensen.

Derudover genvalg til Daniel Thøgersen på venstre back – Casper Højer Nielsen fortsat i karantæne – og naturligvis også til forårets store positive århusianske overraskelse, Kasper Lunding, i højre side af midtbanen.

Klar til kamp, 90 minutter på kanten.

Annonce

OB på tæerne

Det hele blev indledt med en meget nervøs start af AGFerne, der havde svært ved at få bolden ud af egen zone, sad fast i et aggressivt OB-pres, men det løsnede op, da Kasper Lunding fik driblet sig frem til den afslutning med venstrebenet, som Sten Grytebust dog fik under kontrol.

Men det var da en slags advarsel til de selvtillidsfyldte gæster, og kort efter blev der sendt endnu en skarp pil mod pladen, men Tobias Sanas indersideskud røg 20-30 centimeter over tværribben.

Det blev så også ved den løftede pegefinger, for i en generel tempoforladt og chancefattig første halvleg, var det gæsterne, der syntes mest i kontrol, i hvert fald mest på bolden, 60-40, men fynboerne havde det jo også fint med udgangspunktet 0-0: Et point ville sikre dem en plads i medaljeslutspillet, så hvorfor smide livrem og seler?

Gjorde AGFerne så det efter pausen?

De havde jo mere brug for den fulde gevinst, et hop op på rækkens sjetteplads.

Og ja, det gjorde de. Smed, hvad de havde.

Men først efter et kollektivt lettelsens suk blandt flertallet af de 7.958 fremmødte tilskuere på stadion, for gæsternes formstærke Bashkim Kadrii kom til en kæmpe mulighed efter blot 30 sekunders spil af anden halvleg, men angriberen, spillet helt fri foran Kamil Grabaras AGF-mål, overplacerede sit bud på en dåseåbner til kampen, bolden sneg sig udenom roden af den ene opstander.

Og så slog hjemmeholdet i stedet til i den modsatte ende: Kasper Lunding løb i dybden, Mustafa Amini fandt ham med en præcis aflevering, og ja, 1-0 til de hvide trøjer og alle forhåbningerne om et fortsat forår i solen.

Herefter trak århusianerne sig tilbage i sneglehuset, det lignede en farlig taktik, for OBerne var virkelig stærke på bolden, men efter en times spil skulle og burde Patrick Mortensen nu alligevel have lukket ned for den værste spænding, da han efter en hurtig omstilling, et hidsigt raid af Kasper Lunding blev spillet alene med Sten Grytebust, men brændte, valgte at løfte kuglen i stedet for at smadre til den, og det havde den brede nordmand i OB-målet forudset.

Masser af nerve i opgøret, rigeligt af dem oppe på tribunerne, hvor der blev bandet og svovlet og sparket til plasticsæder og mumlet "det her går galt".

Folket fik ret. Efter 68 minutter var der udlignet. Anders K. Jacobsen blev på kanten af offside spillet fri, Grabara reddede, men Frederik Tingager sparkede et hul i luften på returbolden og så stod Bashkim Kadrii klar. Benskinne, støvle. 1-1.

Nu skulle AGF så igen på jagt. Og der blev sigtet. Tobias Sana, Mustafa Amini og Jakob Ankersen kom hurtigt til gode muligheder, animerede en slutfase, der kunne gå begge veje.

Hjemmeholdet spillede deres chance, ville mest i den efterfølgende periode, men OB slog såmænd til igen, 11 minutter tilbage på klokken, spillede de AGF-forsvaret helt tyndt, Grabara reddede atter i første omgang, men riposten svævede lige op i pandebrasken på Troels Kløve, der kunne heade i et frit mål. Vild jubel på OB-bænken, en art krigsdans af en anden verden, forstenede ansigter i den anden lejr.

Og de fik aldrig samlet sig op igen. Forsøgte, kunne ikke. OB vandt, AGF tabte, OB skarpere, i medaljeslutspillet. AGF må ud i endnu en neglebidende omgang på søndag. Sidste udkald, og det ser svært ud.

Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce