Annonce
Debat

Helte skal hyldes

Hvorfor egentlig vente på, at de dør? Hvorfor sætter vi ikke vores helte på en piedestal, mens de lever?

Et mirakel ramte mandag aften moderne fodbold, da Leicester City F.C. vandt det engelske mesterskab i fodbold.

Annonce

Ikke helt ud af det blå, men klædt i blåt, har Kasper Schmeichel og hans holdkammerater skabt en sensation, der er et eventyr værdigt. Til alle eventyr hører der helte, og dem er der mange af i Leicester: Kasper Schmeichel, Jamie Vardy og Claudio Ranieri er navne på tre af dem, og de bliver hyldet til den fortjente guldmedalje.

Leicester har med cirka 300.000 indbyggere en påfaldende lighed med Aarhus målt på befolkningens størrelse, så for alle, der håber på mirakler, er der masser af inspiration at hente i den midtengelske by.

Men der er heldigvis også masser af inspiration at hente lokalt. Og der er god grund til at hylde en lokal helt, som har gjort en forskel for flere mennesker, end der er indbyggere i Leicester og Aarhus til sammen. Og det skete søndag.

I det nordlige Aarhus blev en helt særlig plads nemlig indviet: »Herluf Andersens Plads«. Pladsen ligger meget passende mellem Christianskirken og Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik ud til Norges Allé, og den er en fortjent hyldest til en sand pioner, den tidligere sognepræst i Christianskirken Herluf Andersen, der døde for tre år siden.

Sammen med sin hustru, Ruth Andersen, bragte Herluf Andersen som den første ideen om genbrugsbutikker til Danmark. Herluf Andersen åbnede landets første genbrugsbutik i 1972 og etablerede omkring 80 af Folkekirkens Nødhjælps i alt 124 genbrugsbutikker landet over.

Siden åbningen af den første butik for 44 år siden er der i genbrugsbutikkerne under Folkekirkens Nødhjælp skabt et overskud på imponerende 485 millioner kroner, som er kommet verdens fattigste til gode. Så er det på sin plads at få sin egen plads. Man kunne dog godt ønske, at det var en levende Herluf Andersen, vi ærede med sådan en synlig gestus. Men det har vi ikke for vane i Danmark.

Der findes undtagelser, men det er mere reglen end undtagelsen, at en person skal være død, før vi hylder dem med et vejskilt. Hvorfor egentlig vente på de dør? Hvorfor sætter vi ikke vores helte på en piedestal, mens de lever?

Gættet herfra er, at Leicester inden længe opkalder en vej efter træner Claudio Ranieri eller rejser en vellignende statue. De venter ikke på, han dør. Det gjorde de heller ikke i Manchester, hvor der uden for Manchester Uniteds stadion, Old Trafford, står en statue af den nulevende Sir Alex Ferguson.

Helte skal hyldes. Også mens de lever.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

AGF udlejer back til ny klub i 1. Division

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

Hærværksmænd knuste ruder og hældte maling på gulvet og væggene: Frisør i Egå udsat for groft hærværk

Annonce