Annonce
Aarhus

Her føler veteran fra Kosovo sig på hjemmebane

Ulrik Kristensen (til venstre) er glad for jobbet hos Martin Panum i MAI-Event. Foto: Jakob Rom Johansen

Ulrik Kristensen har scoret et passende job og eventfirma en god medarbejder.

Ulrik Kristensen var soldat og en del af NATO-missionen KFOR i 1999, og det var en udsendelse, som har sat sig sine spor. Vejen tilbage på arbejdsmarkedet har været lang og sej, og i dag arbejder han i fleksjob hos event-virksomheden MAI-Event.

Ulrik Kristensen var udsendt som soldat med de fredsbevarende styrker i Kosovo for knap 20 år siden. Efter at han kom hjem, har det danske system ikke været gearet til at håndtere de ting, han havde med hjem i bagagen.Det begyndte ellers godt nok. Efter hjemkomsten fra Kosovo tog Ulrik Kristensen en uddannelse som pædagog og arbejdede i otte år som socialpædagog. Men arbejdslivets mange konflikter med udadreagerende unge harmonerede dårligt med ham, og det endte med en fyring. Det var her, nogle af Ulrik Kristensens oplevelser fra Kosovo kom op til overfladen og satte begrænsninger for, hvad han kunne klare.

Annonce

"Ingen lytter"

Han var i praktik i en børnehave, men kunne ikke håndtere støjniveauet, og i lidt over to år var han på et hotel som servicemedarbejder. Men lægens mål om, at han skulle op på en ugentlig arbejdstid på 30 timer gik slet ikke.

- Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne klare det, men ingen hørte på, hvad jeg sagde. Jeg begyndte på seks timer, og da jeg nåede op på 24, brændte jeg helt sammen. Min krop begyndte at ryste, jeg sov dårligt, og der kom nogle verbale udbrud. Det var alt for meget, forklarer Ulrik Kristensen.

Han kom i behandling for PTSD (post traumatisk stress syndrom), og efter en rum tid, hvor ikke meget lykkedes, fik Ulrik Kristensen i juni 2018 fleksjob hos MAI-Event, som arrangerer overlevelsesture og sejlads på Aarhus-bugten. Hjemme i værkstedet rengør og vedligeholder han udstyret, som kommer retur fra turene.

Ulrik Kristensen kom i kontakt med MAI-Event gennem et arrangement, som Cabi var vært for. Her kunne veteraner og virksomheder møde hinanden.

Ny start hos MAI-Event

Ulrik Kristensen arbejder fire timer hver mandag, og han har følelsen af at have fundet et arbejde, hvor han kan fungere.

- Her er ikke for mange mennesker eller for meget støj, og jeg kan selv styre tempoet. Men når jeg er færdig, har jeg brug for et par dage til at restituere, siger han.

Han forklarer, at en god grund til, at jobbet er lykkedes, er den tillid, som han er blevet mødt med fra ægteparret Mai Wærum Andersen og Martin Panum, der driver MAI-event ved siden af deres fuldtidsarbejde. De giver ham plads og frihed til selv at planlægge sine opgaver.

- Vi satte os ned alle tre for at finde ud af, om det her kunne fungere, og Ulrik Kristensen fortalte meget åbent, hvad han kan og ikke kan. Så havde Mai og jeg en snak, og vi var enige om at give det en chance. Vi havde en klar fornemmelse af, at man kan stole på ham, og det var tydeligt, at vi har samme værdier om, at når man tager en opgave, så skal det gøres ordentligt, siger Mai Wærum Andersen.

- Jeg ved, at Ulrik har styr på det, han skal, og jeg behøver ikke at tjekke, om våddragterne er hængt til tørre. Det gør det også nemt for mig, siger Martin Panum.

For de to betyder Ulrik Kristensens arbejde, at de får mere tid og overskud i hverdagen. Dels til deres fuldtidsjob og dels til andre opgaver i MAI-event.

- Vi har haft ungarbejdere, hvor vi lidt for tit måtte se, om det aftalte var lavet. Med Ulrik bliver ikke noget glemt, siger Martin Panum.

Skal stadig finde en balance

Undertiden kan Ulrik Kristensen ikke nå det, han gerne vil på arbejdet, og det har han svært ved at acceptere.

- Jeg er ikke så god til at sige fra, for jeg vil gerne være færdig med mine opgaver. Det bliver man opdraget til i forsvaret. Jeg skal stadig lære at finde balancen, inden kroppen siger fra, siger Ulrik Kristensen.

Martin Panum har selv en fortid i forsvaret.

- Det betyder, at vi taler samme sprog. Jeg har en idé om, hvad der skal til for, at Ulrik føler sig godt tilpas. Han låser sig selv ind, løser sine opgaver, og så ringer han og fortæller, hvor langt han nåede, siger Martin Panum.

Ingen betænkelighed

Panum har ikke haft betænkeligheder ved at tage imod en veteran, og han opfordrer andre virksomheder til at gøre det samme, for det kan lade sig gøre.

- Det har ikke været svært. Som virksomhed er man nødt til at tage udgangspunkt i den enkelte, for der er ikke to mennesker, der er ens, siger Mai Wærum Andersen.

- Problemet er, at mange virksomheder ikke forstår, hvad veteraner kæmper med. De leder efter fuldtidsmedarbejdere, men det kan vi ikke klare. Det offentlige forstår os heller ikke, og jeg synes ikke, at jeg er blevet mødt med tillid. Man er nødt til at stille krav efter, hvad den enkelte kan, men jeg synes ikke, at det er dét, der sker, siger Ulrik Kristensen.

Han har fået ro med fleksjobbet, og måske kan det blive til mere.

- Vi vil gerne have ham med ud, når vi laver events. Der kan vi godt bruge en ekstra hånd. Men det skal være, når han selv er klar til det, siger Martin Panum.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd ligger stille i Aarhus Havn: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

Annonce