Annonce
Aarhus

Her føler veteran fra Kosovo sig på hjemmebane

Ulrik Kristensen (til venstre) er glad for jobbet hos Martin Panum i MAI-Event. Foto: Jakob Rom Johansen

Ulrik Kristensen har scoret et passende job og eventfirma en god medarbejder.

Ulrik Kristensen var soldat og en del af NATO-missionen KFOR i 1999, og det var en udsendelse, som har sat sig sine spor. Vejen tilbage på arbejdsmarkedet har været lang og sej, og i dag arbejder han i fleksjob hos event-virksomheden MAI-Event.

Ulrik Kristensen var udsendt som soldat med de fredsbevarende styrker i Kosovo for knap 20 år siden. Efter at han kom hjem, har det danske system ikke været gearet til at håndtere de ting, han havde med hjem i bagagen.Det begyndte ellers godt nok. Efter hjemkomsten fra Kosovo tog Ulrik Kristensen en uddannelse som pædagog og arbejdede i otte år som socialpædagog. Men arbejdslivets mange konflikter med udadreagerende unge harmonerede dårligt med ham, og det endte med en fyring. Det var her, nogle af Ulrik Kristensens oplevelser fra Kosovo kom op til overfladen og satte begrænsninger for, hvad han kunne klare.

Annonce

"Ingen lytter"

Han var i praktik i en børnehave, men kunne ikke håndtere støjniveauet, og i lidt over to år var han på et hotel som servicemedarbejder. Men lægens mål om, at han skulle op på en ugentlig arbejdstid på 30 timer gik slet ikke.

- Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne klare det, men ingen hørte på, hvad jeg sagde. Jeg begyndte på seks timer, og da jeg nåede op på 24, brændte jeg helt sammen. Min krop begyndte at ryste, jeg sov dårligt, og der kom nogle verbale udbrud. Det var alt for meget, forklarer Ulrik Kristensen.

Han kom i behandling for PTSD (post traumatisk stress syndrom), og efter en rum tid, hvor ikke meget lykkedes, fik Ulrik Kristensen i juni 2018 fleksjob hos MAI-Event, som arrangerer overlevelsesture og sejlads på Aarhus-bugten. Hjemme i værkstedet rengør og vedligeholder han udstyret, som kommer retur fra turene.

Ulrik Kristensen kom i kontakt med MAI-Event gennem et arrangement, som Cabi var vært for. Her kunne veteraner og virksomheder møde hinanden.

Ny start hos MAI-Event

Ulrik Kristensen arbejder fire timer hver mandag, og han har følelsen af at have fundet et arbejde, hvor han kan fungere.

- Her er ikke for mange mennesker eller for meget støj, og jeg kan selv styre tempoet. Men når jeg er færdig, har jeg brug for et par dage til at restituere, siger han.

Han forklarer, at en god grund til, at jobbet er lykkedes, er den tillid, som han er blevet mødt med fra ægteparret Mai Wærum Andersen og Martin Panum, der driver MAI-event ved siden af deres fuldtidsarbejde. De giver ham plads og frihed til selv at planlægge sine opgaver.

- Vi satte os ned alle tre for at finde ud af, om det her kunne fungere, og Ulrik Kristensen fortalte meget åbent, hvad han kan og ikke kan. Så havde Mai og jeg en snak, og vi var enige om at give det en chance. Vi havde en klar fornemmelse af, at man kan stole på ham, og det var tydeligt, at vi har samme værdier om, at når man tager en opgave, så skal det gøres ordentligt, siger Mai Wærum Andersen.

- Jeg ved, at Ulrik har styr på det, han skal, og jeg behøver ikke at tjekke, om våddragterne er hængt til tørre. Det gør det også nemt for mig, siger Martin Panum.

For de to betyder Ulrik Kristensens arbejde, at de får mere tid og overskud i hverdagen. Dels til deres fuldtidsjob og dels til andre opgaver i MAI-event.

- Vi har haft ungarbejdere, hvor vi lidt for tit måtte se, om det aftalte var lavet. Med Ulrik bliver ikke noget glemt, siger Martin Panum.

Skal stadig finde en balance

Undertiden kan Ulrik Kristensen ikke nå det, han gerne vil på arbejdet, og det har han svært ved at acceptere.

- Jeg er ikke så god til at sige fra, for jeg vil gerne være færdig med mine opgaver. Det bliver man opdraget til i forsvaret. Jeg skal stadig lære at finde balancen, inden kroppen siger fra, siger Ulrik Kristensen.

Martin Panum har selv en fortid i forsvaret.

- Det betyder, at vi taler samme sprog. Jeg har en idé om, hvad der skal til for, at Ulrik føler sig godt tilpas. Han låser sig selv ind, løser sine opgaver, og så ringer han og fortæller, hvor langt han nåede, siger Martin Panum.

Ingen betænkelighed

Panum har ikke haft betænkeligheder ved at tage imod en veteran, og han opfordrer andre virksomheder til at gøre det samme, for det kan lade sig gøre.

- Det har ikke været svært. Som virksomhed er man nødt til at tage udgangspunkt i den enkelte, for der er ikke to mennesker, der er ens, siger Mai Wærum Andersen.

- Problemet er, at mange virksomheder ikke forstår, hvad veteraner kæmper med. De leder efter fuldtidsmedarbejdere, men det kan vi ikke klare. Det offentlige forstår os heller ikke, og jeg synes ikke, at jeg er blevet mødt med tillid. Man er nødt til at stille krav efter, hvad den enkelte kan, men jeg synes ikke, at det er dét, der sker, siger Ulrik Kristensen.

Han har fået ro med fleksjobbet, og måske kan det blive til mere.

- Vi vil gerne have ham med ud, når vi laver events. Der kan vi godt bruge en ekstra hånd. Men det skal være, når han selv er klar til det, siger Martin Panum.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Gå- og cykelgader i midtbyen

Søren Kierkegaard har sagt: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt.” Mit ærinde er at få person-mobilitet i midtbyen til at glide på en god måde. Og derfor foreslår jeg kombinerede gå- og cykelgader i store dele af det centrale Aarhus. Det skal omfatte midtbyens gamle og smalle gader, hvor der ikke er plads til at etablere cykelstier og reelt heller ikke til gennemgående biltrafik, hvis gående skal kunne færdes sikkert her. Det omfatter ikke de nuværende gågader, som fortsat skal være forbeholdt gående. Ej heller nuværende cykelstier. Men de erstatter de nuværende ’cykelgader’, som ikke rigtigt fungerer, fordi trafikken her fortsat foregår på bilernes præmisser og skaber farlige situationer. Se på Mejlgade. Kun de bløde trafikanter har adgang. Fodgængere, løbehjul, skateboard, cykler og måske andre små el-køretøjer blander sig mellem hinanden. Området og gaderne er markeret og utvetydigt skiltet, så selv de mest retningsforvirrede turister forstår det. Fodgængerne har som den ’svageste’ gruppe fortrinsret. Ellers er konceptet, at alle tager hensyn til hinanden – det er den eneste regel. Og det indbefatter naturligvis, at der kun må køres eller cykles i et beskedent tempo. Beboerne kan sive ind og ud med deres biler. Ligesom den nødvendige varetransport. Desuden kan der være adgang for små grønne el-taxaer med en særlig tilladelse, så alle har mulighed for adgang. Og naturligvis skal der være nogle få større trafikårer ind i centrum til den øvrige bil-, bus- og cykeltrafik. Som vi kender det i dag. Kan denne ’sammenblanding’ nu lade sig gøre? JA. Jeg har set det fungere i Bergen, som har en masse bycykler, som kører overalt uden problemer. Og jeg mener, at når vi blot ved, hvad betingelsen er, nemlig at der her skal være plads til alle, så får vi dét til at fungere. Det er vores ansvar, hver især. Det kræver, for det første, at vi tager ansvaret på os og viser hensyn, og for det andet, at vi giver os tid – og her kommer Søren Kierkegaard ind – da det ikke lader sig gøre, hvis vi er fortravlede og stressede. Vi kan godt tage 10 minutter tidligere afsted. Vi kan godt tage det roligt, når der opstår uforudsete ting og forhindringer - for det gør der altid, før eller siden - det er et vilkår i trafikken. Vi kan anerkende, at vi ikke hjælper nogen som helst – og da slet ikke os selv - ved at fare sted og konstant have travlt. Tværtimod. Det hindrer os i at være til stede og omgås andre på en god, rummelig og hensynsfuld måde. Udover hensynsfuldheden gælder trafikkens gyldne hovedregel selvfølgelig; nemlig at køre, gå eller bevæge sig efter forholdene. Og det gør vi altså bedst på den Kierkegaardske måde…

112

Velforberedte indbrudstyve: Tog strømmen, brugte medbragt stige og klippede dyre lamper ned

Annonce