Annonce
Rejser

Historien bag et feriebillede: Grækeren, der elsker duer

Læser Flemming Johansen har indsendt feriebilleder og historien om sit møde med Duemanden (hvis rigtige navn er Stelios), som ses på billedet, med disse ord: "Jeg har en rigtig god, sød og nærværende historie om en ældre herre på den lille græske ø Zakynthos. Han er 82 år, og i de sidste 51 år har han hver eneste morgen klokken 7.30 kørt ind til byens havn for at fodre alle duerne." Foto: Flemming Johansen
Duemanden. Det kalder Flemming Johansen en gæstfri græker, som han mødte på øen Zakynthos. Hver morgen i 51 år har han fodret duer på havnekajen, og det forevigede Flemming Johansen med sit kamera. Billederne fik Duemanden som en gave, og fotografen fik moralen "du får, hvad du giver" at føle på egen krop. Den oplevelse har han skrevet om her.

Når vi er på ferie, elsker vi at stå tidligt op og gå en lang tur - gerne fem til syv kilometer - inden byen vågner. Det var på en af de ture, vi så en meget venligt smilende mand komme kørende i sin VW Transporter for at fodre duer på havnen på øen Zakynthos. Det var så fachinerende at se så mange duer sidde på hustagene.

Alt imens jeg fotograferede de mange duer, hørte jeg et dyt fra en bil. Det var åbenbart et signal fra Duemanden om, at nu var der morgenmad, for duerne lettede allesammen og fløj hen til hans køretøj. De satte sig overalt på bilen og på havnekajen ved siden af. Han fodrede med korn og majs. På mindre end fem minutter var der ikke et eneste korn tilbage.

Imens jeg fotograferede dette scenarie, kom han hen til mig og inviterede på kaffe på en nærliggende café. Men da han kun kunne tale græsk, hjalp det ikke ret meget, at vi bød ind med både dansk, tysk, engelsk og fynsk, takkede vi pænt nej, men det fortrød vi hurtigt. Derfor blev vi enige om at frekventere en fotohandler for at få fremkaldt et par billeder af Duemanden og byde ham på kaffe.

Annonce
Stelios aka Duemanden fodrer duer på havnen i Zakynthos. Foto: Flemming Johansen

God karma

Som tænkt så sket. Bortset fra at han på det kraftigste insisterede på at betale for kaffen. Sprogbarrierer, ja, det var der selvfølgelig, men han kunne ikke skjule sine tårer, da han så billederne. Heldigvis var det en sød dame, der havde caféen. Hun kunne tale gebrokkent engelsk og oversatte det bedste, hun havde lært.

Da vi forlod caféen, spurgte Duemanden, om vi var til hvid- eller rødvin? Vi svarede, at vi nok mest var til rødvin, hvorpå han sagde: "Samme tid og sted i morgen, så har jeg vin med til jer". Da vi mødtes igen, fik vi de mest lækre tre liter rødvin af hans egen avl.

Da dagen oprandt, hvor vores ferie var brugt, mødte vi igen op på caféen med en flot buket blomster til caféens ejer som tak for, at hun havde været tolk. Denne gang betalte vi kaffen til Duemanden og hans fem venner. Det syn glemmer vi aldrig, for de var meget taknemmelige, og Duemanden havde igen svært ved at holde tårerne tilbage.

Hans rigtig navn er i øvrigt Stellios, og ejeren af caféen hedder Rena. Hvorfor fodrer han duerne, kan man spørge sig selv? Det er simpelthen bare, fordi han elsker duer. Moralen er: Som vi altid siger – du får, hvad du giver.

Historien og billederne er indsendt af Flemming Johansen, Saugstedvang 11, 5600 Faaborg.

Har du et feriebillede og en tilhørende lille historie, som du vil dele med læserne, kan det sendes til rejser@jfmedier.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tilbagegang til det bedre

Der er ingen grund til at ærgre sig eller græde over, at der bliver lånt færre bøger på bibliotekerne i Aarhus end tidligere - hvis nogen skulle komme på den tanke. For der er masser af folk på bibliotekerne. De henter viden, lærdom eller erfaring på andre måder end ved at slæbe bøger med hjem. De låner også stadig bøger, bare lidt færre end tidligere. De nye tider er såmænd bedre end de gamle. For mulighederne for at finde det, man har brug for, er øget betydeligt. Selvfølgelig står bibliotekerne ligesom andre, der opererer med trykte ting, i et vadested. For ingen ved, om den trykte verden helt forsvinder. Det gør den næppe. Under alle omstændigheder har elektronikken helt forandret vores verden, oftest til det bedre, ja, selv i lande, der gerne vil bestemme, hvad deres indbyggere skal tro og mene, må magthaverne give op. Det er nemt at finde oplysninger og nemt at komme ud med sine budskaber. Både det århusianske hovedbibliotek Dokk1 og de 18 lokale biblioteker låner stadig bøger ud, så på den front har de en mission, men de er også blevet så meget andet. For eksempel et sted, hvor man henter elektroniske oplysninger på computeren. Der ydes også borgerservice, og så har især Dokk1 fået en hel stribe af nye, velfungerende funktioner. Både det sted og lokalbibliotekerne er blevet mødesteder, og det var helt genialt, da Dokk1 fandt ud af at lave aftaler på forhånd med foreninger, som nu har mødested i den grå diamant på havnefronten. Flere end 100 foreninger har deres faste mødested der, hvor de ikke alene har plads, men også adgang til mange funktioner, som de har brug for i forbindelse med foreningsarbejdet. Dokk1 er også blevet et sted, hvor studerende går hen for at læse og arbejde sammen to eller flere i grupper og en legeplads for forældre med mindre børn. Det er virkelig blevet et multikulturelt hus med en god atmosfære og brugbare platforme. At omkring 1,2 millioner hvert år besøger huset vidner om dets værdi. Og så gør det ikke så meget, at de færreste kommer for at låne bøger.

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce