Annonce
Aarhus

Hjemmearbejde: Livet er bedst, når det går op og ned

Jeg kører rastløst rundt på min ergonomiske skammel, springer op i vildskab og ryster på hoved og arme, vandrer rundt i stue og have og på villaveje for at sætte nakken på plads. Tegning: Jens Nex
Annonce

Jeg ved det allerede efter et par dage: Jeg skulle have købt det bord noget før. For længst. Meget, meget tidligere.

Men jeg var nærig. Og jeg opererede hele tiden med den tanke, at lige om lidt, om ganske lige om lidt, om et my af nogle få uger, vender hverdagen tilbage – og jeg dermed til Århus Stiftstidendes redaktion.

Det bliver normalt, alt sammen. Jeg vil møde ind hver morgen til redaktionsmøde, som jeg plejer, jeg vil efterfølgende stille mig ved mit hævesænkebord, og jeg vil dagen igennem hæve og sænke såvel bord som mig selv efter behov.

Og derfor har der absolut ikke været nogen grund til at smide lidt over 3000 kroner efter Ikeas bedste bud på et hævesænkebord. Nixen bixen.

Jeg kunne sagtens sidde i hjørnet på hjemmekontoret ved mit grundsolide, massive fyrretræsbord, som mine forældre købte til mig, da vi flyttede til større lejlighed i sommeren 1975, og jeg dermed fik mit eget værelse. Da var jeg 11 år. Nu er jeg 57 … men bordet holder endnu, for det har aldrig set skyggen af finer, men omvendt har det heller aldrig tidligere set skyggen af en bærbar computer. Det er fra dengang, hvor man sad pænt med blok og blyant og et gummiunderlag, der tog af for støvet fra blyet og fnulleret fra viskelæderet.

Manden min har købt mig en ergonomisk korrekt vippeskammel, og den hjælper da – det gør den skam. Men den og jeg fastholdes i samme konstante højde over bordet, der ikke sådan lader sig flytte. Mine lår presser mod den brede kant under bordpladen i et forsøg på at få armene op i korrekt højde. Det er noget skrammel.

Det har altid været noget skrammel for mig at sidde, og stor var min lykke, da jeg første gang stiftede bekendtskab med hævesænkebordet på Stiften. Det gav lindring.

For henved 25 år siden var jeg ung, håbefuld og ivrig journalistelev på et jysk dagblad. Det var dengang, hvor trykpressen kørte i samme hus, som redaktion og salgsafdeling arbejdede, og en af os på redaktionen skulle dagligt løbe over i trykkeriet for at hente en stabel tryksværte-duftende aviser.

Når man var frisk og hurtig og gerne skød genvej, tog man turen med bøjet nakke igennem rotationspressen i stedet for at løbe udenom. Men når man er frisk og hurtig og dum, rejser man sig op, inden man når ud af rotationspressen, og så rammer man en gigantisk jernbjælke med sit baghoved.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå der på trykkeriets betongulv, før jeg kom til mig selv, for der var ikke et eneste menneske i nærheden, og jeg var gået ud som et lys. Der var slukket for kontakten. Helt sort.

Bagefter var jeg temmelig omtumlet. Jeg husker, at jeg støttede mig til væggen med den ene hånd og klamrede mig til avisstablen med den anden hånd, mens jeg vaklede tilbage til redaktionen med kvalme og hovedpine.


Så jeg sukkede mig videre igennem arbejdsdagen uge efter uge i foråret. Nød en tilbagevenden til redaktionen og det vidunderlige hævesænkebord i sommeren. Og vendte retur til fyrretræshelvedet i efteråret.


Men man ryster det jo af sig. Jeg holdt ud et par dage på arbejde, før jeg måtte give fortabt og gå til læge. Han sendte mig omgående hjem i seng, til nedrullede gardiner, og – oh ve – et forbud mod at læse i et par uger. Jeg havde hjernerystelse.

Siden dengang har jeg bedst kunnet klare livet stående og gående. Til nød siddende. Men slet ikke liggende. Min nakke er aldrig kommet sig over turen igennem rotationspressen, og slid-skavankerne har med tiden bredt sig til skuldre og arme, der med deres konstante lette snurren minder mig om, at jeg er levende endnu.

Dét skal man bestemt ikke beklage sig over. Tværtimod. Men jeg sender indimellem en venlig tanke til Arne med den tidlige pension, for han er ikke den eneste, der må gå til ro hver aften på en cocktail af vand og smertestillende piller i et lønligt håb om at redde sig i det mindste en halv nattesøvn.

Men igen: Ingen grund til beklagelser. Jeg satser stadig stort på at holde ud, til jeg rammer pensionsalderen om 11 år. Og indtil forleden satsede jeg også på, at jeg kunne holde coronaskansen på hjemmekontoret fra mit massive fyrretræsskrivebord. Hvorfor smide et 45 år gammelt skrivebord ud, når det ikke fejler noget? Udover, at det ikke dur til mine behov, altså …

Så jeg sukkede mig videre igennem arbejdsdagen uge efter uge i foråret. Nød en tilbagevenden til redaktionen og det vidunderlige hævesænkebord i sommeren. Og vendte retur til fyrretræshelvedet i efteråret.

Manden min sagde det igen og igen: Køb nu det hævesænkebord! Han sidder lige overfor mig hver dag. Er min nye, elskede, kollega. Og han hører, hvordan jeg rastløst kører rundt på min ergonomiske skammel, ser, hvordan jeg springer op i vildskab og ryster på hoved og arme, overværer min vandren rundt i stue og have og på villaveje for at sætte nakken på plads. Han syntes, at mit besvær langt oversteg Ikeas 3000-kroners-løsning.

Så kom den engelske mutant. Boris Johnson lukkede England ned. Og hvad kunne det nu ikke medføre her, i Danmark, også? Jeg øjnede mange uger forude på hjemmekontoret, indtil vaccinenålen har velsignet os alle, og jeg sendte et ondt blik til fyrretræsskrivebordet, som jeg ellers igennem årene har omfattet med megen veneration.

Og så kørte vi i Ikea, manden min og jeg. Onlineshopping viste sig som et vidunder, en flink mand rullede rask vognen frem med det mere end 20 kg tunge apparat, jeg efterlod uden hændervriden de 3000 kroner, og derhjemme gik min handymand determineret ombord i samleopgaven, mens jeg beredvilligt sprang rundt om ham som holde-ved-montør.

Stor var sejren, da bordet var anbragt på hjemmekontoret og viste sig at kunne levere varen: Op og ned.

Nu er fyrretræsskrivebordet sendt på pension i garagen, og når manden min passerer forbi mit nye skrivebord på hjemmekontoret, tilbyder jeg ham glædestrålende: Du må gerne prøve at trykke på knappen, hvis du har lyst.

Han smiler lunt og skævt, og jeg kan se, at han tænker: Du skulle have købt det bord noget før. For længst. Meget, meget tidligere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Politiker siger nej til navneskifte: Kvindekampen fortjener sit eget museum

Annonce