Annonce
Blog

Hjernedødt eller hjerteløst...

Annonce

Mennesker dør. Heldigvis dør de fleste af os efter et langt liv. Men nogle dør desværre, mens de håber på at kunne få et nyt organ transplanteret fra en afdød.

Det er i år 30 år siden, at hjernedødskriteriet efter flere års intens offentlig debat blev indført. Man kunne erklæres død, hvis hjernen var holdt op med at fungere, mens hjertet stadig bankede ved hjælp af respirator. Det gav lægerne mulighed for at overføre organer fra døde til levende. Dengang var det med den medicinske teknologi ikke let at bruge organer fra patienter, der var hjertedøde. De blev for hurtigt ødelagt af iltmangel, efter at hjertet var holdt op med at slå.

Som det ofte sker på sundhedsområdet, har udviklingen gjort ting mulige i dag, der ikke var mulige for 30 år siden. Lægerne vil gerne have mulighed for at bruge organer fra os, hvis vi får svære hjerneskader, selvom vi ikke opfylder kriteriet for at være hjernedøde.

Så vil vi, hævder Sundhedsstyrelsen, alligevel dø inden for timer eller dage. Men i disse tilfælde dør vi ved, at hjertet holder op med at slå, før vi udvikler hjernedød. Derfor kan hjernedødskriteriet ikke anvendes, hvis vi kommer i den situation. Men lægerne vil gerne have vores organer alligevel. Og som altid er argumenterne på sin vis oplagte: flere liv kan reddes, hvis flere organer er tilgængelige.

Men det kræver en ændring af gældende praksis, således man fremover også kan bruge hjertedød som kriterium for at bruge afdødes organer. Og planerne er i fuld gang, uden at vi denne gang har haft nogen større offentlig debat om det - og de dilemmaer, den nye praksis vil stille både pårørende og læger i.

Heldigvis har det etiske råd taget sagen op og gjort opmærksom på problemet: På den ene side skal lægerne vente så tilpas længe med at ophøre behandling, så de er sikre på, at donoren er uigenkaldeligt død. På den anden side kan lægerne ikke vente for længe af hensyn til organernes kvalitet.

Lægerne kan blive spændt ud mellem lægeløftets kald til genoplivning af patienten og ønsket om brugbare organer til en anden patient. Det indebærer risikoen for, at vi som sårbare døende mere bliver opfattet som et reservedelslager fremfor et menneske, der nærmer sig livets afslutning. Her kan timer og dage med de nærmeste have eksistentiel betydning for alle involverede.

Vi dør alle en dag. Vi mister vores kære. Spørgsmål om liv og død gælder os alle og det menneskesyn - vi selv ønsker at blive mødt med - når dagen kommer. Lad os tage debatten.

Keld DahlmannInternational PastorAarhus ValgmenighedFoto: Axel Schütt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce