Annonce
Østjylland

Hobbydyr har indtaget Kolind

Dette er en dværghare, men en dværghare har intet med harer at gøre, men er en kanin. Forvirret?, så spørg Kent Mikkelsen, der er en af kun 4-5 i Danmark, der har disse fine dyr. Foto: Fl. Højer

Høns, duer, kaniner, marsvin og akvarefisk og deres ejere fylder Byhallen til den traditionelle hobbydyrsudstilling.

De første 80 gæster var gået igennem dørene, da den første halve time var gået og tilstrømningen fortsatte i de næste halve timer. Formand for en af de arrangerende foreninger, Kolind og Omegns Fjerkræklub, Hans Jørgen Bjerregaard betegner tilstrømningen som pæn og tilfredsstillende. I dag, søndag, kl. 10 til 16 er det igen muligt at besøge hobbydyrene i Byhallen.

Det var ikke kun publikumstilstrømningen, men også antallet af udstillede dyr, der er tilfredsstillende. Der var 221 høns, en enkelt mere end sidste år, mens kaninerne var i pæn fremgang fra 150 til 230 i år. Lørdag var der bedømmelse af dyrene af strenge dommere, mens der i dag kun er udstilling.

For at give et bredere billede af, hvad hobbydyr er, er marsvineklubben, akvarieforeningen og biavlerforeningen også inviteret til at vise deres dyr, biavlerne dog kun dyrenes produkter, af gode grunde.

Dyrene er i øvrigt som vi mennesker præget af den barske start på vinteren. Kent Nikkelsen fra Bjerringbro havde for eksempel en kanin med, der på få dage havde udviklet »forkert« farvet uld for at beskytte bedre mod kulden.

Kaninerne beskytter sig, men det har hønsene sværere ved. For dem må vinteren gerne komme sent, blive mild og være kort. For hønsene bliver mindre glansfulde, end de plejer at være, når de er nødt til at være meget inde på grund af kulde og sne. Og de må blive inde, for ude i sneen kan hønsene blive sneblinde og nærmest gå i koma og bare sidde og hænge med næbbet og fryse om fødderne, og det har de ikke ret godt af.

I givet fald får de ikke mange point af dommerne, der går seriøst til værks for at pointere, at der er tale om seriøse hobbies. 3 små fjer blev således til nul point til en i øvrigt fin høne, hvis ejermand ikke lige havde set de tre små »forbudte« fjer på hønsefødderne, før dommeren gjorde det og sagde: Nul point.

Annonce
Fra hobbydyrsudstilling i Kolind
Børn og voksne fulgte nøje med i dommernes arbejde. Det tager tre år at blive udlært som dommer. De hvide kaniner havde tendens til at udvikle forbudt pels for at beskytte bedre mod kulden.
Fra hobbydyrsudstilling i Kolind.
Eva Helgren (t.v.) og Annette Dam fra Marsvineklubben med to marsvin, som er fine venner, for den til højre vender den rigtige ende til, selv om det kan være svært at se. Foto: Flemming Højer
Hans Jørgensen Bjerregaard viser en høne for Melanie, der helt sikkert gerne vil ha' høns derhjemme. Foto: Flemming Højer
Torben Andersen, Sorvad, til højre viser en af sine Wyandot-høner frem for Knud Erik Kristiansen, Auning. Foto: Flemming Højer
Fra Hobbydyrsudstilling i Kolind
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce