Annonce
Danmark

Hold fast i underretninger - og hold fokus på børn og unge i udsatte positioner

Annonce

Håndteringer af familiesager har skabt ny debat om underretninger.

Når der kommer fokus på børnesager, er det oftest som led i voldsomme begivenheder. Enten beskrives horrible sager, hvor børn gennem flere år har været ofre, eller også beskrives sager, hvor familier er blevet krænkede af et emsigt system, der tog fejl.

Den slags interesserer pressen, hvilket også bør være tilfældet, og en del borgere har ofte også interesse i at fastholde pressen på sporet af disse menneskelige tragedier. Det er i sådanne tilfælde, at socialrådgivere, lærere, pædagoger, offentlige ledere og lokale byråd skal have ualmindeligt meget is i maven.

Vi vil gerne fastslå følgende: Vi henviser ikke her til specifikke børnesager. Alle personsager, er omgærdet af tavshedspligt fra det offentlige, og derfor opleves historierne om børnesager ofte beskrevet ensidigt fra forældre og andre pårørendes perspektiv. Sådan må det nødvendigvis være, og med den baggrundsviden bør historierne læses.

Der er dog ét hovedfokus, som det er vigtigt fortsat at fokusere på: Børn i Danmark skal fortsat have deres egen stemme. En instans, som varetager deres velfærd, når familien ikke kan løfte ansvaret. Til dette har vi reglerne om underretninger. Alle voksne har underretningspligt (lov om social service § 154), og fagpersoner har skærpet underretningspligt.

Søren Bøjgård og Anette Schleicher. Foto: Chresten Bergh

Underretninger kan foregå anonymt. I en dansk kontekst kan det synes yderst problematisk, at borgere gives muligheden for at ”angive” hinanden på denne vis. For mange borgere nærmer den slags sig etablering af stasi-lignende tilstande. Når man alligevel har valgt at fastholde muligheden for at underrette anonymt, er det fordi mindreåriges tarv, på dette plan, har højeste prioritet. Og det skal vi alle være glade for. Det handler om børns rettigheder.


Underretninger kan foregå anonymt. I en dansk kontekst kan det synes yderst problematisk, at borgere gives muligheden for at ”angive” hinanden på denne vis. For mange borgere nærmer den slags sig etablering af stasi-lignende tilstande.

Søren Bøjgård og Anette Schleicher


Et tænkt eksempel kan være på sin plads her: Anna bor i et dansk parcelhuskvarter. Hun har gennem længere tid observeret, at naboens datter på tre år om aftenen kalder på sin mor. Anna kan høre pigen kalde gennem åbne vinduer, og Anna har af og til fulgt pigen ind til dennes mor, når pigen har gået grædende rundt i indkørslen om aftenen. Anna har ved flere af disse lejligheder været nødt til at vække moderen, og hver gang har Anna konstateret, at pigens mor var kraftigt beruset. Pigens far er sjældent hjemme, men Anna har oplevet, at han ved flere lejligheder har optrådt yderst truende, og hun er faktisk decideret bange for ham.

Når Anna vurderer, at denne lille pige er i akut mistrivsel, skal hun reagere. På samme vis, som voksne skal reagere ved enhver anden situation, hvor mennesker er i fare. Hun finder ud af, at hun kan lave en underretning, men er bange for at stå frem. Dette kan man mene meget om, men det vigtigste her er den tre-årige piges tarv. Pigen skal have hjælp. Så i denne situation skal der handles professionelt. Vi er nødt til at fastholde muligheden for at underrette anonymt!

Når der underrettes omkring børns mistrivsel, sker dette i de fleste tilfælde i samarbejde med barnets forældre. Forældrene er vigtige samarbejdspartnere i enhver børnesag, og det er de færreste børnesager, der ender med alle forældres største mareridt: at børnene bliver fjernet hjemmefra! Underretninger medfører normalt, at der bliver fokus på hjælp til familien til at skabe den nødvendige trivsel for deres børn.

Når sager eksploderer i pressen, må det for alt i verden ikke medføre, at børn og unge i udsatte positioner svigtes yderligere. Der er ikke brug for færre underretninger, men der er absolut heller ikke brug for, at konsulentfirmaer opstiller fastsatte måltal for underretninger. New public management duer heller ikke her. En underretning bør føre til hurtig hjælp til truede børn. Mål-fokus har en tendens til at skabe overfladiskhed og lemfældig sagsbehandling, med efterfølgende tragiske konsekvenser for alle involverede parter. Der er tale om mennesker og ikke tal i et diagram.

Aktuelt må det forventes, at corona-krisen desværre har afstedkommet, at mange børn og unge i alt for lang tid har været ”fanget” i mistrivsel hjemme hos familier, uden at fagpersoner har kunnet reagere. Vi må fastholde, at det ikke er færre underretninger, der skal til, men til stadighed et øget fokus på børn, der ikke trives i familien.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Ny krimi til TV2 med Aarhus-aftryk

Danmark For abonnenter

18-årig døde efter en voldsom anholdelse: Hvorfor stilles ingen til ansvar?

Annonce