x
Annonce
Horsens

Hospitalets køkken har stor glæde af medarbejdere ansat på særlige vilkår

John Sørensen og Lilly Nielsen er faste medarbejdere i sygehusets køkken. De har bare færre timer end kollegerne, og det er afgørende for, at de kan magte jobbet. Foto: Morten Pape
I køkkenet på Regionshospitalet Horsens er det blevet en del af kulturen, at der også er plads til medarbejdere, som er ansat på særlige vilkår

Horsens: I fire år har bagersvend John Sørensen haft fast arbejde i sygehusets køkken, hvor han sammen med kollegerne er med til at sikre, at der kan serveres friskbagt brød til patienter og medarbejdere.

Hans arbejdsdag er bare noget kortere end kollegernes, fordi han er ansat i et fleksjob.

En af hans kolleger i køkkenet er Lilly Nielsen. Hun bruger 18 timer om ugen på at klare faste rengøringsopgaver. Hun har mange års erfaring fra beskyttet beskæftigelse i kommunalt regi. Senest i Café Amalie i Smedegade.

- Jeg var meget ydmyg over for at få et job her, fortæller hun med et stort smil.

Begge er faldet rigtig godt til i køkkenet, hvor fire ud af cirka 40 medarbejdere er ansat på særlige vilkår.

Annonce
- Det er blevet en kultur i køkkenet, at vi har nogle medarbejdere, der er ansat på særlige vilkår, siger Kirsten Rytter Knudsen, der er ledende økonoma i køkkenet på Regionshospitalet Horsens. Foto: Morten Pape

Det rummelige køkken

At skabe plads til medarbejdere, der ansættes på særlige vilkår, er en del af køkkenets dna.

- Det er blevet en kultur i køkkenet, hvor vi nok også går for at være ret rummelige, siger ledende økonoma i hospitalskøkkenet på Regionshospitalet Horsens Kirsten Rytter Knudsen og tilføjer:

- Der skal jo være plads til alle, og som arbejdsplads har vi også et socialt ansvar. Ja, det har vi allesammen.

I de år, hun har været leder af køkkenet, har hun haft medarbejdere ansat på særlige vilkår, ligesom køkkenet også bliver brugt til folk, der skal i virksomhedspraktik.

Selv om man ikke arbejder fuld tid, kan man sagtens være en god arbejdskraft.

- På et tidspunkt havde vi en ansat, som satte en ære i at skrælle gulerødder. Det skal vi have respekt for, siger Kirsten Rytter Knudsen.

God arbejdskraft

Køkkenet har også en medarbejder, der løser opgaver, der svarer til 12 timers arbejde, men medarbejderen får 20 timer til at løse opgaverne, fordi hun har brug for mange pauser.

- Når man ansætter medarbejdere på særlige vilkår, kræver det, at man er åben om det, så alle ved, hvordan jobbene er skruet sammen. At alle for eksempel ved, at en medarbejder har indbygget flere pauser i løbet af arbejdsdagen, siger Kirsten Rytter Knudsen.

Det er også vigtigt, at medarbejderne har en tydelig beskrivelse af deres opgaver, ligesom der skal være en god kontakt, så arbejdstiden og opgaverne kan justeres til den enkelte.

- Vi har en god arbejdskraft i de medarbejdere, der er ansat på særlige vilkår. Som arbejdsplads har vi meget ud af det.

Det er også nødvendigt, da de er en del af normeringen på lige vilkår med de øvrige ansatte.

Smækker aldrig døren

Kirsten Rytter Knudsen glæder sig også over at følge medarbejderne og se, hvordan de udvikler sig og falder til på arbejdspladsen.

- Vi har haft mange succeshistorier, siger Kirsten Rytter Knudsen og nævner en stressramt medarbejder, som efter en periode på særlige vilkår nu er begyndt på en elevuddannelse på almindelige vilkår.

- Hvis der har været problemer, så har vi taget en snak og forsøgt at løse det. Det gør vi meget ud af. Vi tager udgangspunkt i den enkelte person. Det er også vigtigt at være tydelig over for medarbejderen om opgaven og vores forventninger. Ansættelsen skal give mening for os, for køkkenet er også en forretning.

Enkelte gange har en ansættelse på særlige vilkår ikke fungeret, hvis der har været så meget bøvl i livet, at det gik ud over evnen til at passe jobbet i køkkenet.

- Jeg har aldrig smækket døren bag nogen, men sagt, at de var velkomne til at vende tilbage, når de var klar til det.

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Campingpladser kan holde åbent for gæster i påsken trods corona

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce