Annonce
Indland

Hovsa: Der bor fortsat flere i Jylland end på Sjælland

Der bor fortsat næsten 100.000 flere i Jylland end på Sjælland. Selv om Ritzau i sidste uge skrev det modsatte. Arkivfoto: Morten Stricker
Det var på ingen måde korrekt, da Ritzau i sidste uge kunne fortælle, at der nu for første gang boede flere på Sjælland end i Jylland. Jylland fører fortsat med små 100.000 - og vil fortsætte i føretrøjen længe endnu.

Jylland: En del københavnere snakker ofte om det "tyndt befolkede" Jylland - og bliver overrasket, hvis de fik at vide, at der bor flere i Jylland end på Sjælland.

Men det var heller ikke korrekt, da Ritzau i fredags kunne fortælle, at der nu for første gang boede flere på Sjælland end i Jylland - nemlig 2.646.379 på Sjælland mod 2.642.180 i Jylland.

Det har nemlig vist sig, at i den opgørelse var Lolland-Falster regnet med til Sjælland. Og det er ikke den måde, som Danmarks Statistik opgør tallene. Det er DR's detektor, der har kigget Ritzau efter i kortene og afsløret fejlen. 1. oktober boede der 102.045 på Lolland-Falster.

Faktum er ifølge DR, at der "kun" bor 2.544.334 på Sjælland, hvis man tæller de nærmeste småøer med, som er Danmarks Statistiks måde at opgøre tallene. Og det er altså 97.846 færre end i Jylland ifølge folketallet 1. oktober.

Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning vil der også om 25 år bo flere i Jylland end på Sjælland.

På den måde tæller for eksempel Mors, Samsø og 29 mindre øer med til Jylland - mens Amager, Møn og 27 andre øer tilsvarende tæller med til Sjælland.

Også Fyn, Lolland-Falster og Bornholm får lov at tælle småøer med befolkningstallet.

Selv om man talte Lolland-Falster med til Sjælland, var det i øvrigt også forkert, når Ritzau skrev, at det så var første gang, at der boede flere på de tre østdanske øer end i Jylland. Fra cirka 1950 til 1970 boede der flere på de tre østlige øer, end der gjorde i Jylland, skriver DR.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce