Hugo Helmig: Det er okay at drømme stort

AARHUS: Solen er netop brudt gennem skyerne over Åbyhøjs kolonihaver på en af årets eneste rigtige sommerdage, selvom august allerede går på hæld.

På stisystemet vandrer en spændt ung kunstner rundt i åbenstående, spraglet skjorte og leder efter journalisten, der skal lave det allerførste store portræt af det indtil videre helt ubeskrevne blad - det første af mange. Måske.

Da han ser avisens udsendte, bryder han ud i et stort åbenhjertigt tandsmil, stikker labben frem og udbryder efter et langt og solidt håndtryk:

- Hey mand! Fedt, at du kom - velkommen til, vi er lige midt i en øver. Jeg er lidt stresset.

Vi træder ind i Thomas Helmigs private lydstudie, men manden - knægten, om man vil - der de seneste tre uger nærmest har boet i lokalerne, er 19-årige Hugo Helmig, der på rekordtid og med bare en enkelt single har gjort kometkarriere i det danske lydlandskab.

Det trange studie består af en række små rum, hvor et virvar af ledninger, guitarer, keyboards, stikdåser, pedaler og et vrimmel af bandmedlemmer kæmper om pladsen.

Væggene er prydet af familiefotos: Glimt fra mors og fars respektive karrierer. Guld- og platinplader. Store bedrifter ... og et enkelt af Hugo i ble. På en hylde står otte Danish Music Awards-statuetter og samler støv. Bogstaveligt talt.

- Jeg tror faktisk ikke, det er dem allesammen. Nogle af dem er vist blevet væk, griner sønnen til en af Danmarks mest succesfulde kunstnere gennem tiderne.

Jo, der er lidt at leve op til. Nogle store sko at udfylde. Og han ved det godt, Hugo Helmig, der pludselig selv befinder sig på randen af sit eget store gennembrud. På torsdag spiller han sin første koncert nogensinde. Foran et udsolgt HeadQuarters. Et stort trin op fra de skolekoncerter for familie og venner, det hidtil er blevet til.

- Det kører skidegodt lige nu, og jeg er meget tændt før mine første koncerter. Drengene og jeg har øvet hele dagen i tre uger nu. Jeg vil gerne have, at alt spiller tiptop. Den skal sidde lige i skabet, proklamerer Hugo Helmig.

Om han er nervøs? Helt vildt!

- Jeg er super perfektionist omkring min musik, og jeg forbereder mig grundigt. Men jeg kommer helt sikkert til at være rædselsslagen, stærkt svedende og have hjertebanken, lige inden jeg går på. Sådan er det vel at være ny artist. Men det skal nok gå godt. Selvfølgelig går det.

Hvis man kan tale om at blive "opdaget", når man bærer samme efternavn som en feteret popstjerne, skete det for Hugo Helmigs vedkommende, da han lagde nogle sange ud på Facebook, og pladeselskabet The Bank inviterede ham i studiet for at prøve sig af.

Før det var vejen langt fra givet.

Men så faldt alting til gengæld også på plads for Hugo Helmig. Ud over småjobs i en børnehave og en skateshop var han først ved at finde ud af, hvad han skulle stille op med sit liv. Et kort ophold på Gøglerskolen havde allerede gjorde det klart, at han i hvert fald ikke skulle ernære sig som jonglør eller cirkusartist.

- Det var sgu ikke lige mig. Altså, det var jo næsten givet, at det nok nærmere skulle være noget med musik, griner Hugo Helmig og skæver over mod de flere hyldemeter musikpriser.

- Jeg har altid spillet og sunget meget, men det var først under mit andet år på efterskole, at jeg sådan rigtig fordybede mig i musikken. Jeg sad stort set hele året med guitaren på mit værelse, fortæller han.

Pludselig begyndte tingene at tage fart. Og nu står han her så. Den næste i rækken af debuterende musikere med lidt af en arv at løfte. Præcis ligesom næste generation af Linnet'er, Larsen'er og Seebach'er.

Selvom han godt ved, at han altid vil blive sammenlignet med sin far, føler Hugo Helmig det ikke som et pres. Tværtimod. Han har valgt at fokusere på de døre, det åbner. Og der er ikke nogen skygge, han skal træde ud af, som han selv formulerer det.

- Jeg synes faktisk, det er blevet bedre, nu hvor jeg har mit eget nummer ude. Førhen, når jeg gik i byen og nogle spurgte, hvad jeg hed, fik jeg altid den der: "Nåeeh, så er du Thomas Helmigs søn" eller "Har I så ikke mange penge?". Du føler dig ikke specielt meget værd, når folk taler med dig - kun for at tale om noget andet end dig. Det er som om, det har ændret sig, siger han.

- Faktisk var min far ude for en ret grineren oplevelse forleden. Han var i Føtex for at handle, da nogle unge piger tog fat i ham og spurgte, om ikke han var Hugo Helmigs far.

Hugo Helmig flækker i endnu et af sine kæmpesmil og tilføjer:

- Jeg ved ikke, om de var fans. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet har fans. Jeg har i hvert fald ikke selv mødt nogen endnu. Men jeg har jo hele livet set, hvordan både min mor og far tit bliver standset af fans. Så jeg har en god idé om, hvordan det føles. Ret fedt, tror jeg.

Det største forventningspres kommer fra debutanten selv. Nu, hvor han ved, hvad han vil - ja, så vil han også være god til det. Og navnet Helmig oplever han ikke som et åg på sine skuldre.

- Ved du hvad, jeg tror faktisk, at det er værre for børn af store sportsstjerner. Laudrup, Schmeichel, Magnussen og dem der. De vil altid blive målt op imod deres forældres bedrifter. Min mor og far har selvfølgelig opnået meget i deres karrierer, men det er noget andet med musikere. Du kan være en god musiker på mange måder, og succesen afhænger ikke af en enkelt formel. Om du kan score mange mål for eksempel.

Faktisk oplever Hugo Helmig, at både hans familie, pladeselskab og management gør alt for at lynaflede og fjerne presset ved at hedde Helmig. Men der er et pres, medgiver han. Og det kommer fra ham selv.

- Jeg er min egen største kritiker. Jeg kan være ret doven på mange punkter, men lige når det kommer til musikken, er jeg meget disciplineret og arbejder benhårdt på at blive dygtigere. Jeg prøver at tage det hele, som det kommer, men det er vigtigt at turde drømme. Også stort. Jeg tror ikke, du finder ret mange musikere, der ikke drømmer om et stort internationalt gennembrud.

Er det derfor, du synger på engelsk?

- Ja, blandt andet. Men jeg har altid syntes, at min stemme klinger bedre på engelsk. Du har en distance i sproget, som nogle gange kan gøre det lettere at sætte ord på dine følelser. På engelsk kommer jeg ikke til at overtænke mine tekster så meget. Det er lettere at skrive om ulykkelig kærlighed på engelsk, synes jeg.

Er det kærligheden, der inspirerer dig?

- Inspirationen kommer mange steder fra. Jeg har en bred musiksmag og har haft perioder, hvor jeg kun hørte hip hop eller gammel blues. Andre gange er det helt ny popmusik. Hvis jeg hører et fedt track i radioen, Shazam'er (app til genkendelse af musik red.) jeg det på min iPhone. Så kan det være, jeg for eksempel tager en guitarfigur fra en sang med i studiet og arbejder videre ud fra den. Jeg har lyttet meget til Bruno Mars på det seneste. Det kan man nok høre.

Mange siger, du lyder som din far. Men du er også blevet kaldt en krydsning mellem Shawn Mendes og Ed Sheeran. Hvad siger du til det?

- Haha, dem har jeg fandme også lyttet meget til - alle tre. Jeg elsker Ed Sheeran, og Shawn Mendes er også ved at snige sig ind på mig. Men hvis jeg skal nævne ét stort forbillede, må det blive John Mayer. Han er for vild. Man kan virkelig mærke, at han har noget på hjerte, når han spiller. Han er sindssygt corny, samtidig med at han er autentisk. Det er jeg nede med.

Din første single handler om at gebærde sig på sociale medier. Hvorfor det?

- Ja, det er rigtigt. "Please Don't Lie" handler om en fiktiv pige, og hvordan hun fremstiller sig på sociale medier. Men det kunne være alle unge. Også mig selv. Sangen er et billede på tiden, hvor vi hele tiden jagter likes, opmærksomhed og søger anerkendelse. Jeg gør det også selv, og stoppede på et tidspunkt op og spurgte mig selv, hvorfor? Jeg er faktisk træt af den måde, unge kommunikerer på i dag. Der mindre fysisk kontakt og nærvær. I stedet sidder vi allesammen derhjemme og liker hinandens billeder på Instagram. Det er sgu blevet lidt overfladisk det hele, og det må man godt tænke over.

Forleden dukkede en video op på YouTube fra en koncert med Foo Fighters på Islands Secret Solstice festival, hvor Dave Grohl hev sin 8-årige datter op på scenen foran 20.000 publikummer og lod hende spille trommer.

Sådan en gimmick skal vi nok ikke regne med fra Helmig-klanen, selvom både far og søn nu er aktive. I hvert fald ikke lige med det første, fastslår Hugo Helmig.

- Det tror jeg, hverken han eller jeg har lyst til. Vi spiller altid sammen derhjemme, hvor vi sidder og hygger og jammer. Vi spiller vores ting for hinanden og kommer begge med gode råd. Det er fedt at dele passion med sin far, men at stå på scenen sammen, det kommer næppe til at ske. I hvert fald ikke her i starten af min karriere. Jeg vil gerne danne min egen identitet og skabe mit eget show.

Den identitet bliver vi snart meget klogere på. Sammen med bandet, der utålmodigt øver uden sangeren i det tilstødende lokale, er Hugo Helmig ved at lægge sidste hånd på sit debutalbum. Mange af sangene er næsten færdige og mangler kun at blive mikset.

Henover nytår går den unge kunstners første turné så i gang. Og han glæder sig som et barn før juleaften. Til at se, hvor højt vingerne kan bære.

- Hvor jeg ser mig selv om tre år? Forhåbentlig er jeg på toppen, har udgivet et par plader og fundet mit eget sted at bo. Og så håber jeg, at jeg er ude og spille festivalerne tynde hver sommer. Selvfølgelig drømmer jeg også om det store internationale gennembrud og om at blive en kæmpe stjerne. Det er hverken en målsætning eller noget, jeg forventer går i opfyldelse. Men man skal have lov at drømme, gentager Hugo Helmig.

- Det er skide okay at drømme.