Annonce
Aarhus

Husker du? Da Peter A.G. glemte sine sange og en landsby frygtede at få Låsby Svendsen indenfor

Peter A.G. havde svært ved at huske alle sine sange. Arkivfoto: Axel Schütt

E-AVIS: Århus Stiftstidendes digitale arkiv, som abonnenterne også har adgang til, rummer en guldgrube af artikler, der ofte kan sætte dagens debat i perspektiv.

Vi har set på, hvad der var på dagsordenen i begyndelsen af april for 10, 25 og 50 år siden.

Annonce

2009 - Da Peter A.G. glemte sine sange

Århus Stiftstidende kunne 12. maj 2009 fortælle, at forlaget Per Kofod måtte skrotte 2.000 eksemplarer af Peter A.G.'s bog.

I arbejdet med bogen - der indeholdt alle hans tekster - havde Gnags-frontmanden simpelthen glemt sangene fra LP’erne 'Lad det gro' og 'Intercity'.

- Jeg forstår heller ikke helt, hvordan det kunne ske. Men det er et meget omfattende materiale, og så er der altså desværre to plader, der er smuttet i farten. Det er alt sammen meget beklageligt, lød det efterfølgende fra Peter A.G..

'Fra balkonen drysser alle Peter A.G.s sange - 1966-2008', som bogen kom til at hedde, blev i stedet trykt i en ny og udvidet version på hele 440 sider.

Peter A.G. kaldte selv bogen for en rejse gennem mere end 40 års Danmarkshistorie og en lang personlig erkendelsesrejse.

- Og der er ikke noget, der bliver udeladt. Jeg lægger det hele frem, som det er. Sangene er mine børn. og jeg er stolt af dem.

2009 - Borger købte ejendom for at holde Låsby-Svendsen ude

Borgerne i Houlbjerg blev i maj 2009 en bekymring mindre.

Et gult murstenshus på Hammelvej i Houlbjerg, der længe havde været en skamplet for landsbyen på vejen mellem Hammel og Laurbjerg, blev nemlig opkøbt af en af byens borgere.

Ikke fordi hun selv ønskede at bo i det. Næh, skrækscenariet var, at Låsby-Svendsen ville opkøbe huset. Handelsmanden var på det tidspunkt kendt for blandt andet at opkøbe adskillige gamle, faldefærdige ejendomme i små landsbyer og udleje dem til prostituerede.

Hverken køberen af murstenshuset i Houlbjerg eller resten af byen ønskede, at Låsby-Svendsen skulle få en fod indenfor i byen.

- Jeg har købt huset og er nu klar til at bekoste en renovering, forklarede Margith Andersen, der er nærmeste nabo til huset, der har stået tomt snart et år.

Planen var at gennemrenovere ejendommen og derefter leje det ud til en lejer, som vil sætte pris på det nyistandsatte hus.

- Jeg havde jo ikke ligefrem drømt om, at jeg skulle til at være udlejer med de forpligtelser, det medfører. Men nu er det sådan, og jeg håber bare, at vi kan finde en stille og rolig lejer af huset, gerne en familie eller et par, der har planer om at blive boende i Houlbjerg og bidrage til det sociale liv i byen, forklarede den nye ejer.

1994 - Gellurupparkens betonblokke renoveret for stort millionbeløb

Helhedsplanen har allerede jævnet en pæn del af Gellerupparken med jorden og i løbet af de kommende år bliver endnu syv blokke væltet - alt sammen i forsøget på at skabe et langt mere attraktivt område, der kan tiltrække resursestærke århusianere, så ghettostemplet forsvinder.

Den slags radikale løsninger var der ingen, der tænkte på tilbage i 1994, hvor smuldrende beton var et problem for boligblokkene. I stedet brugte man 140 millioner kroner på at renovere i alt 624 boliger på Lenesvej, Edwin Rahrs Vej og Janesvej.

Skaderne blev egentlig konstateret i slutningen af 1980'erne, men uenighed om hvem der skulle betale regningen betød, at arbejdet blev forsinket fem år, hvilket fordyrede reparationerne med 14 millioner kroner.

1969 - Tivoli Friheden: Nu med beatmusik

Mon ikke alle læsere af Århus Stiftstidende og stiften.dk ved, at Fed Fredag er navnet på fredage i Tivoli Friheden, hvor der kan opleves større og mindre kunstnere på scenen i forlystelsesparken.

Musik i Tivoli Friheden er på ingen måde et nyt fænomen. Førhen bestod de musikalske indslag oftest af optrædener af Aarhus By-Orkester og Aarhus Pigegarde, men der blæste nye vinde i slutningen af 1960'erne, og i maj 1969 rykkede beatmusikken - som den blev kaldt i Danmark - ind i Tivoli Friheden.

Blandt de første bands, der gik på scenen i Marselisborghallen - hvor koncerterne fandt sted - var amerikanske Steppenwolf, der på det tidspunkt ganske enkelt var et verdensnavn.

Gruppen spyttede i årene omkring 1970 hits ud i en lind strøm og mange husker stadig numre som 'Magic Carpet Ride', 'The Pusher' og 'Born to Be Wild'.

Senere på sæsonen optrådte blandt andre Red Squares, New Rocking Ghosts og Peter Belli.

Søg selv - sådan kommer du i arkivet

Som abonnent på Århus Stiftstidende har du også adgang til dagens e-avis. Og når du er inde på den kan du bladre tilbage i samtlige de aviser, vi har udgivet i bladets 225-årige historie. Samtlige er skannet ind og ligger som e-aviser.

Du kan både finde frem til en bestemt avis ved at søge på datoen.

Men du kan også søge artikler om bestemte emner eller personer frem i både artikler og annoncer. Hvis du vil det, så kan vi anbefale at være specifik i søgningen. Hvis du for eksempel søger på Ceres Top, så får du alle de sider, hvor afarter af ordene Ceres og Top optræder. Det kan være Ceres i en annonce og en artikel om Pontoppidan på samme side. Så prøv med citationstegn "Ceres Top" i stedet - så søger den kun på den eksakte formulering.

Hvis du gerne vil kigge med i arkivet men ikke har adgang, så er indgangsbilletten såre billig: For 49 kroner kan du prøve avisen og søge ubegrænset i arkivet i en måned. Se mere om tilbuddet på stiften.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Annonce