AARHUS: Den syner ikke af meget, den hvidpudsede bygning i midtbyen, som ligger overfor Sallings parkeringshus. I det støvede vindue ud til vejen står et par hjemmegjorte keramikfade og en legetøjsbil i træ, som heller ikke tiltrækker sig stor opmærksomhed.
Men når man åbner døren til Værkstedet, som den kommunale bygning kaldes, møder man glade og energiske århusianere i arbejdstøj, som bruger de mange værksteder i huset.
Thomas Unterschlag, nyansat koordinator i Aarhus Kommune - med fokus på mænds sundhed, har sin daglige gang i huset. Fra en lille kontorplads i stort lokale i stueetagen passer han sit arbejde med at holde styr på småt og stort i Værkstedet.
- Kom bare ind. De ved godt, at du kommer på besøg i dag, smiler Thomas Unterschlag, der har fået musik til arbejdet denne dag, da et 4-mands-band øver sig på et af nationalskjalden, Kim Larsens mange hits.
De fire mænd, som alle har rundet pensionsalderen, spiller ikke blot for sjov eller for deres egen skyld.
- Indimellem spiller vi i bofællesskaber for ældre, men vi har også spillet i en badmintonklub for seniorer. Vi er også en slags husorkester her i Værkstedet, fortæller Mogens Husum, der håndterer en ukulele med øvede fingre.
De fire gutter i bandet øver én gang om ugen. Indimellem er der flere med.
- Vi har en anden forsanger, men han er på sygehuset i dag. 'Harmonika Erik' er faldet noget af på den, så han kommer heller ikke så ofte. Men måske kommer min bror om lidt, han spiller også med indimellem, siger Hans Gissel , som både synger og håndterer et keyboard.
Spilleglæden er tydeligvis intakt. Man kan ikke undgå at nynne med, når bandet spiller. Pludselig dukker 5. manden, Leif Gissel, op. Han har været til tandlæge, men er ikke værre tilredt, end at han kan håndtere en tromme og samtidigt bidrage med sin sangstemme.
Byens mindste bilværksted
I en kort pause vender mændene en pudsig nyhed fra virkelighedens verden, hvor en sjællandsk swingerklub måtte lukke på grund af for meget klor i spabadet. Utroligt og formentligt sandt. Uanset hvad er det en historie, som får latteren frem.
Bent Klug, 91-årig pensionistVærkstedet holder mig i gang. Fællesskabet er noget helt særligt. Her er vidunderligt. Jeg kunne slet ikke leve uden
Længere inde i huset passerer jeg byens mindste bilværksted, hvor en mindre personbil er hængt op i en lift, så den kan få skiftet olie.
- Medlemmerne reparerer mange af deres egne ting på vores værksteder. Det er med til at holde dem i gang, fortæller Thomas Unterschlag, som åbner døren til flagskibet i huset: Smedeværkstedet, som er et højloftet rum med ovenlys og adskillige gamle, men smukt patinerede og velsmurte maskiner.
Medlemmerne i Værkstedet står selv for vedligeholdelsen. Ved en grønmalet maskine er Bent Klug på 91 år ved at montere en mindre sikkerhedsanordning.
Maskinen er af ældre dato, men absolut velfungerende. Ligesom Bent Klug.
- Skal jeg tænde for den, lyder det passioneret fra den tidligere maskinarbejder, som bor i Hadsten, men troligt møder op fem dage om ugen på Værkstedet.
Snart genlyder stedet af en rumlen fra plansliberen, som kan bruges til at slibe topstykket til en knallert og andre maskindele - ifølge den maskinkyndige pensionist.
Værkstedet
- Værkstedet er et kommunalt tilbud til pensionister, førtidspensionister og efterlønnere, som kan arbejde med alt lige fra jern og metal til keramik, glas, træ og meget andet.
- Huset råder over 900 kvm. fordelt på flere etager.
- Den hvide hus på Østergade 40, som rummer fire etager, minder om den fredede bygning i Møllegade 5, som er tegnet af C.F. Møller og Kay Fisker. Huset i Østergade 40, der engang rummede en maskinfabrik, er dog ikke tegnet af de samme arkitekter. Ifølge stadsarkivar Søren Bitsch Christensen er det arkitekten Axel Høeg-Hansen, kendt for at have tegnet Aarhus Stadion, der har tegnet den hvid-pudsede bygning, hvor man fornemmer fortidens storhed i værkstederne, men også på den tidligere direktionsgang, hvor lofter med stuk er bevaret.
Bent Klug er alderspræsident i maskinværkstedet. Tanken om ikke at møde op i sit blå arbejdstøj er utænkelig.
- Værkstedet holder mig i gang. Fællesskabet er noget helt særligt. Her er vidunderligt. Jeg kunne slet ikke leve uden, lyder det fra den kvikke pensionist, som ikke vil tage 'æren' for, at der hænger let påklædte damer på væggene i værkstedet.
- Jamen, jeg kan faktisk ikke rigtigt huske, hvad jeg skulle bruge dem til, griner Bent, som hellere vil bruge sine hænder på at skrue i maskiner.
For ikke så længe siden fik han samlet én af sine mange knallerter, en italiensk Grillo, færdig. Nu kan den hvide knallert snart rulle ud af værkstedet.
- Jeg kommer nok ikke selv til at bruge den. Den er tænkt til min svigersøn, siger Bent Klug.
Da en metalklokke lyder, lægger en håndfuld af efterlønnere og pensionister i arbejdstøj deres nedstrygere, hamre og skydelærere fra sig. Nu er der udsigt til en velfortjent kaffepause. Et væsentligt indslag i hverdagen på værkstedet.
