Annonce
Aarhus

Jeg har samlet 15.000 plasticposer op med hundelort: Skal vi ikke bare lade lorten ligge?

Af en eller anden grund har vi fået den fikse idé, at hundelorte skal samles op, selvom vi uanfægtet vader rundt i lort fra alle mulige andre væsner, herunder fugle og katte. Tegning: Jens Nex
I disse klimaudfordrede tider må man gøre sig sine tanker om plasticposer. Også når man er hundeejer og ellers har sine kæpheste at hyppe.

Indrømmet, jeg har nogle kæpheste. To, i hvert fald. Og jeg hypper dem så jævnligt og nidkært, at jeg er helt på det rene med, at mine bekendte bliver trætte i blikket, når jeg trækker dem af stald.

Det handler om hunde.

Igennem mere end 17 år har jeg vandret det hjemlige kvarter tyndt med mindst én firbenet ven i hånden. Og jeg har troligt holdt kræet i snor, og jeg har troligt samlet hvert eneste lillebitte efterladenskab op i en pose og bragt med hjem. Også når det efterladte har været så smattet, at det næsten ikke var muligt ...

Snorehold og lorteopsamling – det er kæphestene.

Forleden mødte jeg en mand med en løsgående tæppetisser, der var uskylden selv, når man ser bort fra, at den ikke var i snor. Den gik mange, mange, virkelig mange meter bag sin ejer, der ikke fandt nødigt at sende blikke bagud.

Jeg indhentede dyret, der var ivrig efter at snakke, ganske uvidende om, at den ene af mine hunde hører til den slags, der foretrækker et godt angreb fremfor et svagt forsvar. Min hund uddeler frisk adskillige klip i billetten til alle, der måtte komme inden for snorerækkevidde, og det er kun mit faste greb i tøjret og en umådeholden brølen, der indtil videre har forhindret dyrlægebesøg for godmodige hunde, iltre katte, flaksende fugle og andet kravl.

Det blev denne her tæppetisser også klar over. Og ejeren måtte på opfordring vende sig om og lade sig overfuse for at lade sin hund gå løs. Hans svar var, at nu havde han spadseret sådan med sin hund i ni år, så hvad var problemet ...? Hvad var problemet ...? Jeg var målløs. Som om brøden bliver mindre af, at man fremturer med den i årevis.

Annonce
Nu har jeg taget en principbeslutning: Jeg lader lorten ligge. Med mindre selvfølgelig, at den er blevet placeret midt i et gangareal eller foran andre folks postkasse.

Hvor ville jeg ønske, at man kunne formå hundeejere med løsgående dyr til som minimum at kalde deres hund til sig, når andre hunde og mennesker nærmer sig. Det kræver kun et lillebitte hensyn, men betyder alverden.

Jeg traskede harmdirrende videre i strakt galop med egne vilddyr, der kort efter skulle af med aggressionerne gennem den sydlige ende. Angrebsspilleren satte sig pænt i rabatten og leverede det nødvendige.

Og nu er vi så ved kæphest nummer to: Lorten.

Jeg har altid samlet op. Som i altid. Og jeg har været grænseløst irriteret, når jeg har observeret en af kvarterets velkendte hunde nærme sig min hjemlige postkasse, fordi jeg ved, at lige netop den plet er et uovertruffet toilet i denne hunds øjne. Altid sætter den sig netop her. Og altid overser dens ejer belejligt den dampende masse, der er placeret, hvor vi postkasseejere skal sætte vores fødder, når kassen skal tømmes. Jeg har flere gange måttet lægge bånd på mig selv for ikke at klapre ud ad døren i rent raseri og tunnelsyn med det mål at sætte min fod i såvel ejers som hunds højvelbårne popo.

Altså indtil nu. For nu er jeg kommet til at tænke.

Rundt regnet leverer hver af mine hunde en biologisk masse to gange om dagen. Jeg har haft hund i mere end 17 år. For tiden har jeg to. Og indimellem passer jeg en tredje. Det giver 730 fyldte lorteposer pr. hund pr. år i gennemsnit. Det bliver til noget i retning af 15.000 poser, som jeg indtil nu har fyldt, slået knude på, smidt i skraldespanden og sendt til forbrændingen.

15.000 plasticposer.

Det går jo ikke i de her klimaudfordrede tider.

Jovist, jeg ved godt, at man kan få biologisk nedbrydelige hømhøm-poser, men det er stadig helt igennem absurd at fylde en pose med lort, sende den af sted med en dieselstinkende lastbil til et forbrændingsanlæg, hvorefter den går op i CO2-tung røg, når man lige så godt kunne have ladet lorten ligge, hvor den ligger, og lade den forsvinde af sig selv i løbet af nogle dage. I disse regnvejrstider tager det såmænd ikke så lang tid.

Af en eller anden grund har vi fået den fikse idé, at hundelorte skal samles op, selvom vi uanfægtet vader rundt i lort fra alle mulige andre væsner, herunder fugle og katte. Jeg går ofte tur omkring Jydsk Væddeløbsbane, hvor hestemøget er drysset vilkårligt ud på vejene, og ingen har et sekund overvejet at samle disse gigantiske masser op. Men hundelorten skal partout med hjem. Man må spørge sig selv: Hvorfor?

Nu har jeg taget en principbeslutning: Jeg lader lorten ligge. Med mindre selvfølgelig, at den er blevet placeret midt i et gangareal eller foran andre folks postkasse.

Jeg har kørt en af mine kæpheste i stald. Den anden hypper jeg stadig. Og det bliver jeg nok ved med.

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce