Annonce
Debat

Hvis du er så træt af dine børns vilkår - så start selv med at lave om

Kontakt: Alle småbørnsforældre jeg løber ind i for tiden, har set DRs dokumentar ”Hvem passer vores børn”. Filmen dokumenterer forholdene i to helt almindelige daginstitutioner, nøjagtig som dem 90 pct. af vores børn mellem 0-2 år og 98 pct. af de 3-6 årige dagligt tilbringer de fleste af deres vågne timer i. I filmen ser vi, hvordan fire vuggestuebørn sidder alene tilbage i deres højstole, mens pædagogen, der er alene på skansen, henter de små, som løbende vågner fra deres lur.

Vi ser, hvordan børn bliver afleveret, og græder, når deres mor eller far siger farvel. Vi hører pædagogen anerkende sorgen: ”Ja, du savner din far nu,” mens barnet stopper med at græde. Hvorfor blive ved, når det ikke har nogen effekt? Vi ser små børn bevæge sig rundt på gangene, mens de siger til sig selv: ”Jeg savner min mor”, og de pressede pædagoger har ikke tid til hverken at høre eller trøste dem, fordi normeringen er så dårlig, at børnene reelt set er overladt til sig selv.

Undervejs kommenterer en børnepsykolog på optagelserne fra de to institutioner. Hendes konklusion er, at børn der oplever så lidt voksenkontakt, er i risiko for at udvikle stress, og at de vil få svært ved til gengæld at udvikle deres empati og dermed evner til at indgå i sammenhænge med andre mennesker på sigt. En tendens, påpeger hun, som i øvrigt er landsdækkende og ikke på nogen måde enestående for disse to dagtilbud.

Til sidst ser vi, at lederen i den ene børnehave føler sig tvunget til at sige sit job op. ”Vi har et samfund, hvor vi bilder os selv ind, at det her er godt nok,” siger hun med tårerne løbende, mens forældrene fortsat afleverer deres børn, og cykler videre på arbejde. ”Jeg kan jo næsten ikke fortælle dig, hvorfor jeg ikke vil fortsætte her, for du skal jo kunne køre tryg på arbejde”, svarer hun en far, som spørger til hendes beslutning. Men hvorfor er det vigtigt, at han kan cykle tryg på arbejde, hvis hans tryghed beror på en falsk overbevisning? Hvorfor holder vi så stædigt fast i en struktur, som vi efterhånden tydeligt ser de negative konsekvenser af?

Set fra et lidt højere perspektiv, end det vi som regel har overskud til at anlægge os, når vi svømmer rundt i hverdagens travlhed, giver det ingen mening, at han skal cykle på arbejde for at tjene penge og betale skat til opretholdelsen af en såkaldt velfærdsstat, når hans børn i samme åndedrag bliver frataget den omsorg og nærvær, som er afgørende for, at de kan vokse op og med ressourcerne til at skabe den nye virkelighed, som vores jordklode og dermed vi selv har så desperat behov for?

En ting er sikkert: Forandringerne starter hos os selv, og hvis vi som forældre har svært ved at forsvare de vilkår, som vores børn lever under, så er der ikke andet at gøre end at finde et bedre alternativ.

Annonce
Maj My Humaidan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Prøve afkræfter mistanke: Dansk mand indlagt i Aarhus er ikke smittet med coronavirus

Leder

Kære Kina: Forstå det nu - vores ytringsfrihed kan ikke trues til tavshed

En satiretegning igen. Fra Jyllands-Posten igen. Og fordømmelser igen. Hvis ikke vi allerede vidste det her i Danmark, så er der lande og regeringer, der ikke ser på ytringsfrihed, som vi gør her i landet. Ytringsfriheden er en grundlovssikret ret, som gør, at vi kan udtrykke vores meninger og holdninger gennem bogstaver, ord, streger og tegninger om alt, hvad vi måtte mene noget om. Det være sig religion, sport, mad, dans og livet i helhed. Vi skal ikke spørge nogen om lov, før vi sætter bogstaver sammen til ord og holdninger, eller før vi får streger og farver til at udtrykke en holdning. Det er vores ret i Danmark at ytre os. Og den står nedfældet i grundlovens §77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres. Og hvorfor nu denne påmindelse om vores rettigheder? Fordi vores rettigheder ikke deles af alle andre lande og regeringer, hvilket Kina nu for fuld udblæsning minder os om med kravet om en offentlig undskyldning fra Jyllands-Posten og dens tegner, Niels Bo Bojesen, der i en tegning af det kinesiske flag har udskiftet den ene store stjerne og de fire små med gule coronavirusser som en tegnet kommentar til den verdensomspændende sygdomstrussel, der lige nu er højaktuel. Det er meget svært med danske øjne at se tegningen som en kritisk kommentar til Kina, men med kinesiske regeringsøjne er det lige præcist, hvad tegningen udtrykker; kritik af Kina og dermed åbenbart også en ydmygelse. Den slags er svært for Kina at acceptere - og svært for os at forstå. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal ytre os om eksempelvis coronavirussens udgangspunkt i netop Kina. Jyllands-Posten - og vi danskere - skal ikke bøje sig for pres fra hverken Kina eller andre lande. Jyllands-Posten skal stå fast på sin ret, og vi danskere skal bakke Jyllands-Posten op. Ingen tvivl om det. At det officielle Kina har lige så svært ved at forstå vores ytringsfrihed og vide rammer for at udtrykke holdninger gennem ord og streger, som vi danskere har ved at forstå deres følelse af æreskrænkelser og ydmygelser. Danmark og Kina rummer to vidt forskellige kulturer, hvilket flertallet af vi danskere godt kan se og forstå, men som det - set fra Danmark - tyder på, så har Kina meget svært ved at se, forstå og acceptere det forhold. Så hvad kan man gøre ved det? Man kan fortsætte med at tale sammen, at argumentere og fortsat gøre alt muligt for at få Kina til at indse, at i Danmark kommer vi ikke til at ændre på ytringsfriheden for at gøre andre lande og dets regeringer glade. Sådan fungerer ytringsfrihed ikke - ikke i Danmark og ikke i de andre lande, der benytter sig af samme form for demokrati, hvor borgerne frit kan tale og tegne.

Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce