Annonce
AGF

Hvorfor skriver I så meget om AGF? Chefredaktøren svarer

Foto: Ole Nielsen

FODBOLD: På Århus Stiftstidende spørger vi med jævne mellemrum vores læsere og brugere, hvilket stof de gerne vil læse mere af, og om der måske er noget, de mener, vi ikke behøver skrive så meget om.

Svarene varierer meget inden for de forskellige stofområder, men inden for et enkelt område er svaret altid det samme, nemlig når det drejer sig om sport og AGF.

Flertallet af avisens læsere mener faktisk, at vi bruger for meget spalteplads på AGF.

Knap 70 procent af avislæserne interesserer sig slet ikke for sport, og så gerne, at vi brugte spalterne på ting som kultur, politik eller byudvikling.

Til gengæld er sporten det altafgørende parameter for, at sidste 30 procent læser Stiften eller besøger stiften.dk, og her det vigtigt at understrege, at det ikke er sport generelt, læserne ønsker viden om – det er AGF.

Faktisk er der flere, der peger på, at AGF er det vigtigste stofområde, end der er folk, som peger på alle andre klubber og alle andre idrætsgrene til sammen.

Annonce

Alt om AGF

Hvis du vil have alle Stiftens nyheder om AGF, er der flere muligheder:

  • For bare 49 kroner om måneden kan du få adgang til stiften.dk
  • For bare 386 kroner om måneden kan du få et kombiabonnement, så du får fuld elektronisk adgang til Stiftens E-avis og stiften.dk samt papiravisen bragt hjem til dig fredag-søndag.
  • stiften.dk/nyhedsbrev kan du skrive dig op til at modtage stiftens AGF-nyhedsbrev helt gratis.

Pokalfinalen

Det er også forklaringen på, at vi dækker AGF så tæt, som vi gør. På et år har vi i gennemsnit godt en historie om dagen om klubben fra Fredensvang. Så AGF er bare en vigtig del af Århus Stiftstidende.

Tag eksempelvis pokalfinalen i Parken for godt tre år siden.

På grund af sporarbejde kørte der ingen tog på tværs af Fyn den maj-weekend i 2016. Så for at hjælpe både de århusianske fodboldfans og AGF, gik Stiftstidende sammen med klubben og skaffede knap 100 busser, der kunne køre fans på tværs af landet.

Men er det virkelig en avis’ opgave?

Nej, ikke i traditionel forstand, men når vi gerne praler af at være byens avis, så er det kun naturligt, at vi også hjælper med at fragte århusianere til Parken og dermed sikre at AGF får den optimale opbakning i finalen.

Og havde AGF vundet, ville vi have solgt flere tusinde flere aviser i løssalg dagen efter.

AGF-sejr kan mærkes

Den store interesse kan nemlig ses på løssalget i kioskerne. Hvis det går AGF godt, og vi kan skrive positive historier om byens hold, så sælger vi markant flere aviser, end hvis historien er kritisk vinklet.

Men når det nu er tilfældet, og AGF er så vigtig for avisen, at I ligefrem er sponsor og mediepartner, hvorfor i al verden er Stiften så ofte så kritisk over for AGF? – sidder du sikkert nu og tænker.

Forklaringen er den enkle, at det som medie altid er vores opgave at være objektiv og fortælle sandheden, også den del, som måske ikke er positiv for AGF.

Kort sagt behandler vi AGF, som vi behandler alle andre større interessenter i Aarhus – kærligt kritisk.

Ingen tvivl om, at vi håber, at det går AGF godt, og når det gør det, jubler vi gerne med klubben. Men når det ikke går som forventet, er det vores pligt også at fortælle den slags historier.

Det er vigtigt at huske på, at mange har investeret deres sparepenge i klubben, der ikke længere ”bare” er en forening. I dag er det en millionforretning, hvor det kan betyde rigtig meget for mange mennesker, om der bliver truffet de rigtige beslutninger både på banen og i bestyrelseslokalet.

Vi støtter AGF

AGF har i årtier været en vigtig samarbejdspartner for Århus Stiftstidende, og der er også derfor, at vi sammen med Stibo laver et arrangement som i dag og fejrer vores 225-års fødselsdag.

For kan vi fylde stadion og derfor samtidig være med til at gøre det lettere for AGF at hente sejren og de tre point – og dermed snuppe den tredjeplads, der er flere millioner kroner værd, når tv-pengene deles ud efter denne runde - så vil vi meget gerne det.

For naturligvis støtter byens avis op om byens hold.

Kom så de hvii'e!

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce