Annonce
Debat

Hvornår var du sidst tapper?

Tapperhed: Hvornår var du sidst tapper? Da jeg fortalte til nogle venner, at jeg i serien om de kristne dyder skulle skrive om tapperhed, lød et svar: ”Det er vist et af de ord, som er blevet lagt på kirkegården” – et ord, der ikke bruges mere. Det dækker over en måde at forholde sig til omverdenen på, som måske ikke længere er så moderne: At holde ud. At stå fast. At holde tårerne tilbage, at holde hovedet højt også i nederlaget. At handle modigt, ikke for sin egen skyld, men for andres.

Men som med så meget andet, der er blevet umoderne, er det netop tapperhed, der nu bliver efterspurgt – f.eks. når Svend Brinkmann skriver om at stå fast og turde sige fra.

Da jeg var barn, lærte jeg, at man skulle være tapper og ikke græde, når man havde slået sig. Frem for alt ikke græde, når andre så på det. Om det var tapperhed eller falsk stolthed er jeg ikke sikker på. Nu er det ikke længere moderne at holde følelser tilbage. Det bliver bemærket, at Theresa May uden at fortrække en mine lader skældsordene fra sin partifæller regne ned over sig. I vores tid er vi blevet mere vant til at det er godt at vise følelser, at vi skal tale ud om det, vi tænker og føler, og at vi skal handle på vores følelser: Hvis vi føler, at noget er galt, så skal vi ændre på situationen.

Det er alt sammen svært at være uenig i. Alligevel rummer tapperhed som ideal et kald til at sætte sig selv og sine egen følelser til side og på en måde være det, man ikke er: Være sig stærk, når man føler sig svag, være modig, når man er bange, tage andre i forsvar, når man selv bliver angrebet.

Forsvaret Medalje for Tapperhed uddeles for særlig indsats i kamphandlinger og andre farefulde situationer. Begrundelserne for tildelingen er det ikke bare mod og dristighed: Heltemodet ligger i den uselviske indsats for at redde andre uden hensyn til sin egen sikkerhed. Tapperhed er at bevare sig selv som menneske også under forfærdeligt pres udefra.

Tapperhed over for fjenden kender vi bedst, men tapperhed over for vennerne? I er digt taler om den østrigske digter Ingeborg Bachmann om at uddele en medalje for den tapperhed, der skal til for at modstå eller modsige vennerne, ens egne. Den tapperhed kan der være heftigt brug for i det nære liv og på det større plan, et mod til at sige imod og sige fra - ja, lad os bare tage det, som vi taler meget om, men også har svært ved at gøre noget ved, fordi det nemlig kræver tapperhed: Mobningen. Fællesskabet om at være de mange, der går imod den ene. Det kræver tapperhed at vende sig imod den flok, man selv er en del af og stille sig på mobbeofferets side.

Og det kræver tapperhed at holde ud. Det meste af den tapperhed, der leves, får ingen medaljer. Den stille udholdenhed over for sygdom, når den er udsigtsløs. Den daglige tapperhed, der holder sammen på familien, holder modet oppe hos andre. Den, der dag for dag tager fat på en opgave, der skal gøres, uanset hvor håbløst det ser ud.

Når de kristne dyder i kunsten symboliseres med syv forskellige kvindeskikkelser, så står tapperheden med en søjle. Det giver mening: Søjlen er stærk og rank og bærende, udholdende. Men søjlen er oftest knækket. Det er et symbol på, at tapperheden kommer til udtryk i nederlaget. Der findes situationer, som vi ikke kan ændre på, og lidelse, som vi ikke kan eller vil flygte fra. Der bliver tapperheden og udholdenheden afgørende. Et billede på den tapperhed ser vi i dag, Palmesøndag: Jesus, der rider på et æsel ind i Jerusalem, vel vidende, at det vil koste ham livet. Måske er det netop på kirkegården, vi møder den største tapperhed.

Annonce
Marianne Christiansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Balanceplan - vi skal værne om de svageste

90 millioner kroner. Så meget står socialområdet til at skulle spare i den balanceplan, som rådmand Kristian Würtz (S) har fremlagt for byrådets partier. Det er besparelser, der vil gå umådeligt hårdt ud over vores svageste borgere. I skrivende stund foregår der politiske forhandlinger om planen. Jeg håber inderligt, at byrådets partier når til fornuft og i fællesskab finder frem til en løsning, så det ikke går så voldsomt ud over de af vores medborgere, der har det allersværest. For at give et eksempel står kommunens botilbud til at skulle spare 13 millioner kroner på driften, hvis balanceplanen gennemføres. Og det er vel at mærke i en sektor, der i forvejen er urimeligt hårdt presset. Vi risikerer, at det får fatale konsekvenser for vores medborgere med mentale lidelser eller fysiske handicap. For slet ikke at tale om personalet, der hver dag kæmper for at få enderne til at hænge sammen. Vilkårene for at udføre deres arbejde bliver kun svækket, hvis vi skærer ned på et tidspunkt, hvor der snarere er brug for flere investeringer frem for færre. Hvad med en fælles løsning? I en kommune som Aarhus bør det være en førsteprioritet, at vi værner om vores socialt udsatte borgere, hvad enten det er borgere med et fysisk handicap, en psykisk lidelse, misbrugsproblemer eller noget helt fjerde. Vores sociale sikkerhedsnet, som vi normalt sætter en dyd i at værne om, kommer simpelthen til at slå revner, hvis balanceplanen gennemføres med alle de besparelser, som er fremlagt. Men selvfølgelig nytter det ikke at fremsætte en klagesang uden at være villig til at finde pengene. For budgetterne på socialområdet er presset. Det skyldes betydelige merudgifter i hele den sociale sektor, fordi flere af vores medborgere har haft brug for hjælp, end forvaltningen havde forudset. Desværre er det en tendens i vores samfund, der vidner om, at flere og flere mennesker har brug for en hjælpende hånd i tilværelsen. Det er en stærkt bekymrende udvikling, som vi bliver nødt til at tage hånd om politisk. Derfor kunne det klæde byrådets partier at tage udviklingen på socialområdet alvorligt. Der er brug for, at alle hjælper til, så Aarhus Kommune ikke ender i socialpolitisk armod. Derfor opfordrer jeg politikerne til at gå til forhandlingerne med reelle forslag til, hvor pengene skal findes. For eksempel ville det være forbilledligt, hvis alle magistratsafdelinger bidrog til at sænke sparekravet på socialområdet. Det er en uvant adfærd, men ikke desto mindre nødvendigt, taget den krisesituation, vi befinder os i på det sociale område, i betragtning. Det ville klæde systemet at handle solidarisk frem for at holde fast i en silotankegang – særligt når det er vores svageste borgere, der står for skud. Jeg håber, politikerne er villige til at lytte til budskaberne fra tirsdagens demonstration, hvor flere af byens sociale og faglige organisationer i fællesskab forsøgte at gøre dem opmærksom på, at der er behov for en værdig balance i planen.

Aarhus

Overblik over stjerner og andre priser: Sådan gik det Aarhus ved Michelin-uddelingen

Aarhus For abonnenter

Eksperter om Michelin-uddeling: Aarhus bør være særligt skuffet

Annonce