Annonce
Biler

I næste weekend er det rent op ad bakke i Vejle

Et sus af fart fra stranden op ad bjerget. Det hele er overstået på lidt over et minut. Men hver deltager kører turen i Munkebjerg Hillclimb fem gange. Pr-foto
Snart er der tid til årets Munkebjerg Hillclimb, der byder på 107 klassiske biler og bl.a. en kostbar engelsk-italiensk sportsvogn.

Hillclimb. Ordet alene emmer af bilhistorie, og disciplinen, hvor chauffører konkurrerer mod uret for at køre hurtigst muligt op ad nogle udfordrende serpentinerveje, er blandt de ældste i motorsporten.

Den første kendte hillclimb ved La Turbie nær Nice i Frankrig fandt sted for så længe siden som 31. januar 1897.

Overalt i verden afholdes der hillclimb, og selvfølgelig også i Danmark. Det nok mest kendte løb er Munkebjerg Hillclimb, ved Vejle, der i år foregår søndag 11. august. Her er der gratis adgang til at betragte løbet med de klassiske biler, men der er også en række racerarrangementer lørdag.

De i alt 107 biler, der er mellem 29 og 86 år gamle, starter med et minuts mellemrum på sydsiden af Vejle Fjord og kører op ad serpentinevejen med mål ved Munkebjerg Hotel. Bilerne kører ruten fem gange, to gange træning og tre heat i selve løbet. Ruten er 1,6 kilometer med en række krævende sving. For at gøre det hele så retfærdigt som muligt er der er en række klasser, alt efter, hvor gamle bilerne er.

Annonce
Tilskuerne har en betagende udsigt over Vejle Fjord. Her er det Vejlenseren Ernest Kristensen, der suser op ad bjerget i sin SS 100 fra 1933. Pr-foto

Mange unikke

Man kan komme helt tæt på bilerne både ved start nede ved stranden og ved mål og ryttergård oppe på toppen ved Munkebjerg Hotel. Der køres hele dagen fra kl. 09-17.

Der er en lang række meget specielle biler, men en af de mere unikke er nok en Jaguar-Ferrari-Biondetti Spyder Corsa fra 1950. Den køres af Kaj Bertelsen, der er kendt som lidt af en Ferrari-ekspert, og bilen er kun bygget i et eneste eksemplar til Formel 1 på italienske Monza i 1950.

Munkebjerg Hillclimb samler hvert år flere og flere tilskuere, og derfor byder arrangørerne i år som noget nyt på en fem meter bred storskærm placeret i ryttergårdsområdet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus For abonnenter

Bemanding og pleje skal under lup: Uro om personalemangel på demensplejehjem får konsekvenser

Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce