Annonce
Kultur

I sansernes vold

En forloren skov, der ligner i lyd og dufte, når man lukker øjnene. Foto: Søren Gylling
Fem ting vi lærte om vores sanser på udstillingen "Sense Me" på Trapholt.

I skolen lærer man, at der er fem sanser: Synssans, høresans, smagssans, lugtesans og følesans. Men det er slet ikke så simpelt. Sanser påvirker hinanden, og hos nogle mennesker kan eksempelvis høresansen aktivere synssansen, så musik opleves som farver.

Med ”Sense Me” har Trapholt skabt en sensorisk kravlegård, hvor man kan udforske sine sanser, opdage sensoriske fordomme og blive udfordret på, om alt det, man ser, dufter og smager, stemmer overens med den opfattelse af virkeligheden, man tager med sig ind i udstillingens rum.

Udstillingen understreger, at vi er mere end tanke, og at vi har en krop, der hele tiden tager imod sanseindtryk, som påvirker hinanden og påvirkes af vores forventninger til dem.

Annonce

"Sense Me"

”Sense Me” er Trapholts anden udstilling i en række af udstillinger, der sætter publikum i centrum.

Består af kunst- og designinstallationer af blandt andre Olafur Eliasson, Jeppe Hein, Anne Patterson, Margrethe Odgaard og Peter de Cupere. Derudover indeholder udstillingen blandt andet en række sanseeksperimenter, sanserum og fortælling om avantgarden fra begyndelsen af det 20. århundrede, hvor kunstnere som Wassily Kandinsky og Rudolf Steiner eksperimenterede med kunst til det multisensoriske menneske.

”Sense Me” er en opfølgning til udstillingen ”Eat Me” i 2017.

Kurateret af Trapholts museumsdirektør Karen Grøn og museumsinspektør Katrine Stenum Mortensen.

Udstillingen løber til 1. juni 2020.

1. Duft, der bryder med forventningen

Hvordan dufter der oppe blandt skyerne? Af smog, selvfølgelig. Den belgiske kunstner Peter de Cupere bryder nok manges forventninger om at stige op i den friske luft, når man bestiger den korte stige og stikker hovedet op i den kunstige bomuldssky. Inde i skyen bliver næsen fyldt med lugten af røg. Værket ”Smoke Cloud” er et udtryk for en konstrueret fantasi, da tanken om skyen som en lille, solid størrelse ikke har hold i virkeligheden. Desto større bliver overraskelsen, når lugten af smog rammer næseborene. Peter de Cuperes sky er ikke det eneste værk på Trapholt, som skaber en konstruktion af naturen, der rækker langt videre end en leg med sanser og forventning. En anden installation består af en steril skov, hvor lianer falder mod et hvidt gulv omkranset af spejle. Hver lian er udstyret med en lille højttaler og en duft, så oplevelsen skifter, idet man bevæger sig rundt i installationen. Også her sættes tanker i gang om menneske og miljø, hvordan vi påvirker vores omgivelser, og ikke mindst hvordan forsøg på at genskabe naturens mangfoldighed sjældent lader sig gøre på vores præmisser uden at blive forlorent.

2. Musik kan ses

Nogle mennesker ser musik i farver. Fænomenet kaldes synæstesi, og det beskriver, hvordan en sans påvirker andre hos mennesker, eksempelvis hvis hørelsen giver synsindtryk. Ifølge udstillingen på Trapholt har omkring en ud af 20 personer synæstesi, og fænomenet skyldes, at der hos disse mennesker findes nerveforbindelser i hjernen på tværs af normalt opdelte områder. Der findes et større antal kombinationer af samsansninger, som ofte kommer til udtryk ved, at man hører farver, smager ord eller kæder bogstaver og tal sammen med bestemte farver.

I udstillingen kan man tage en test, der tager 10-20 minutter, hvor man skal kæde blandt andet toner og forme sammen med farver. Til sidst ser man, at der er en tydelig tendens, som peger på, at gæsterne på Trapholt forbinder de samme nuancer med de samme toner.

I den amerikanske kunstner og synæstet Anne Pattersons værk ”Pathless Woods”, som er et 50 kvadratmeter stort rum fyldt med satinbånd, som man kan gå rundt i og dermed opleve, hvordan Anna Patterson selv oplever musikstykket ”Garden of Cosmic Speculation”.

Man stikker hovedet i skyerne i Peter de Cuperes værk "Smoke Cloud". Foto: Søren Gylling

3. Lyd er fysik

At lyd er vibrationer i højttaleren og øregangen kommer næppe bag på nogen, men at opleve lyd som en rent fysisk oplevelse siger noget om, i hvor høj grad hjernen er på arbejde, når den fortolker sanseindtryk. I værket ”Seated Catalogue of Feelings” kan man opleve, hvordan hjernen skaber sanseindtryk af hverdagsoplevelser, som hvis man kunne høre dem. Der er bare ikke lyd på. Værket består af to stole og en pude, som er udstyret med motorer, der vibrerer og skaber bevægelse, når man sidder på stolene eller holder om puden. På gulvet afslører tekst, hvilken følelse af lyd, man får, mens hovedtelefoner primært afspiller hvid støj, som overdøver omgivelserne. Med bagdelen plantet i stolen ”hører” man en knallert med hul i lydpotten drøne forbi udelukkende gennem stolens vibration. Og man ”hører” kugler trille på et træbord. Det er nogle af de simple sanseindtryk, men værket har mere komplekse scenarier, man kan opleve gennem vibration og forestillingens kraft.

”Garden of Cosmic Speculation” er en 50 kvadratmeter stor installation, der kobler farve med musik. Foto: Søren Gylling

4. Smag er design

De øvrige sanser påvirker smagssansen. I et eksperiment trækker man grønne jelly beans i en slikautomat. Med slikket i munden stiller man sig op mod nogle kighuller, der afslører to forskellige typer af grafiske forme. Den ene er kantet og hård, den anden er blød og indbydende. Eksperimentet skal afgøre, om slikkets smag ændrer sig, alt efter hvilken form man ser på under spisning. Og noget tyder på, at design betyder noget. Med poletter kan publikum stemme om, om designet betyder noget for smagsindtrykket, og mens en tredjedel ikke mener at kunne smage forskel, er der en overvægt blandt dem, der mener, at slikket smager sødere, når de ser på den bløde grafik, og mere surt, når de ser på den kantede grafik. Hvis man ønsker at dykke yderligere ned i smagens univers, holder Margrethe Odgaard ”Popsicle Index Workshop”, hvor man dykker ned i forholdet mellem farve og smag og måske lærer at sanse farver på en ny måde.

”Seated Catalogue of Feelings” skaber simple og komplekse følelser af lyd og bevægelse gennem vibrationer i puder og stole. PR-foto: Soso

5. Pels skriger på at blive mærket

Vi omgiver os med tusindvis af knapper, og det har indtil for ganske nylig med den nu allestedsnærværende touchskærm været den altdominerende måde, vi interagerede med teknologi på. Men selv de berøringsfølsomme skærme er en kold og gold oplevelse. Værket ”Tactile Orchestra”, det taktile orkester, er en væg dækket i en blød, lang pels, som er indbydende for alle med trang til at klappe og rode i en lækker pels. Til forskel fra hunden derhjemme er responsen på denne installation musikalsk. Når man kører hænderne gennem pelsen, aktiveres sensorer, som spiller instrumenter og brud af klassisk musik. Kompositionen bestemmer man selv inden for nogle rammer, der gør, at den fremførte musik ikke bliver fuldstændig umusikalsk. Værket kombinerer følesansen, synssans og høresans og er en ny og original måde at styre et stykke teknologi på.

Træk to stykker i slikautomaten og oplev, hvordan smagen ændrer sig afhængig af synsindtryk. Foto: Henrik Anderson
Pelsorkestret skriger på at blive rørt ved. Væggen af pels er i virkeligheden et instrument, som man kan spille på. PR-foto: Xandra van der Eijk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Fra lorterende til cafégade

Genopretning af vandløbene og tilbagekomsten af smådyr og ørreder er et af få lyspunkter i udviklingen af Danmarks natur gennem de seneste 200 år. Aarhus Å er et af eksemplerne. Vi blev oprindeligt inspireret til at skrive bogen "Så forandret – Danmarks natur gennem 200 år" (netop udkommet, red.) om naturens udvikling ved at sammenligne gamle og nye fotografier, taget fra samme sted i landskabet. Vi blev slået med forundring, nogle gange med forfærdelse og færre gange med fornøjelse, over at se de store forskelle mellem dengang og nu. Især for agerlandet, der dækker 60 procent af Danmarks areal, er forandringer omfattende, og biodiversiteten helt i bund. Her fortæller vi i stedet den positive historie om vandløbenes genopretning gennem de seneste 30 år med eksempler fra Aarhus Å. Smådyrene er vendt tilbage, dambrug og spærringer er nedlagt, og gydestrygene er genetableret til glæde for naturinteresserede og lystfiskere. Få naturtyper har måttet stå så meget igennem som vandløbene. De har måttet tåle at blive rettet ud, lagt i dybe kanaler eller forsvinde i rør under jordoverfladen, så vel blot en tredjedel af de oprindelige vandløbs-kilometer i dag løber fuldt synlige. Et langt stykke op i 1900-tallet betragtede borgere og bønder udelukkende vandløbene som nyttige modtagere af alskens affald fra dambrug, mejerier, møddinger, slagterier, vaskerier og toiletter på vej til endemålet i det endeløse hav, hvor forureningen skulle forsvinde. Alle byer havde deres egen lorterende, som kunne skifte farve fra blodrød, over vaskehvid til møddingssort afhængig af, hvem der lukkede mest affald ud. Men bevægede man sig langt op i åen, bort fra det beskidte og stinkende vand ved åens udløb gennem byen, kunne man førhen finde et myldrende liv i de små bække. Skolelærer J. Kr. Findal skriver i 1915 om Aarhus Å: ”Betragter man den stinkende og snavsede strøm, der gyder sit vand ud i Aarhus Havn, kommer man ikke umiddelbart på den tanke, at der er noget interessant (..) og dog er det således, at visse partier af åen (..) ikke alene besidder stor naturskønhed, men tillige er hjemsted for en dyre- og planteverden, der udmærker sig ved sin mangfoldighed og ejendommelighed.” Aarhus Å var dengang befolket af mange fantastiske rentvandsdyr blandt andet døgnfluer (15 arter), slørvinger (12 arter) og vårfluer (88 arter), som Findal satte navn på. Den stejle Jeksen Bæk syd for Aarhus havde stærk strøm med stenbund og husede mange smådyr herunder døgnfluen, Rhitrogena germanica. Den er tilpasset til at holde fast på stenoverflader i strømmen, mens den rasper mikroskopiske alger som føde. Da Jeksen Bæk blev forurenet, forsvandt døgnfluen, og den lever i dag blot i Højen Bæk ved Vejle. I Aarhus blev åen langs Ågade overdækket i 1930’erne på grund af lugtgener og tiltagende trafik. Dermed kunne Ågade lægge afstand til sit dårlige rygte og skifte navn til det pompøse Åboulevarden. Tres år senere var åen renset for den værste forurening, og i 2005 kunne den igen løbe frit gennem Aarhus, nu omgivet af et blomstrende restaurant- og cafémiljø. Sådan har udviklingen været til det bedre for mange vandløb. Først en voldsom forurening med organisk stof fra by og land, som fremkaldte stank og iltsvind i vandet og forarmede bestandene af smådyr og ørred frem til 1970. Siden har spildevandsrensning og kontrol med ulovlige afløb efterhånden nedbragt forureningen. I Aarhus Å kan man nu genfinde mange af de arter, som Findals fandt for 100 år siden. Et tilbageværende problem for dyrelivet i vandløbene er pesticider, der siver ud fra dyrkede marker eller tilføres i pulse efter skybrud. Et andet aktuelt problem er håndteringen af lavbundsjordene, hvor dyrkning bliver stadigt vanskeligere på grund af sætning af jordene efter dræning og fortsat stigende nedbør og havniveau. Med Brabrand Sø og den genetablerede Årslev Engsø i de flade nedre strækninger af Aarhus Å har man en buffer, som sikrer mod oversvømmelser af de store værdier i Aarhus Midtby. Inden åens udmunding i Aarhus Bugten har man etableret en sluse, som sikrer byen mod oversvømmelse ved stormflod. Da de hyppigere høje vandføringer i Aarhus Å, som følge af ekstremt regnvejr, kan skabe risiko for oversvømmelse af Aarhus Midtby, er der endvidere etableret pumper ovenfor slusen, der kan pumpe 18.000 liter per sekund fra åen ud i Bugten. Aarhus har herved reduceret risikoen for fremtidige ulykker i modsætning til de fleste danske byer.

Annonce