Annonce
Aarhus

Idealist er klar med grænseoverskridende projekt

Ekstra billede

Ung teolog har udviklet interaktive »skolebøger« med et internet-laboratorium for elever på tværs af skoler, kulturer og lande.

Ung teolog har udviklet interaktive »skolebøger« med et internet-laboratorium for elever på tværs af skoler, kulturer og lande. Students-lab hedder det. Et af formålene er at styrke den gensidige tolerance og respekt, nedbryde fordomme og bekæmpe mobning. Pilotprojektet går i gang til efteråret på et par udvalgte skoler i Aarhus. Men hvad har Afrika med det hele at gøre?

»Jeg ved, at behovet for Students-lab er der. Alle siger, at det her er næste skridt, og at det lige er det, der vil tænde eleverne fagligt. Her kommer de selv på banen i hele processen. Vi skal gøre eleverne til verdensborgere ved at udnytte deres hjemmebanefordel.«

Annonce
Ditte Bruun Laursen har udviklet et skoleprogram, der skal øge tolerancen blandt elever i forskellige kulturer. Foto: Axel Schütt

Ditte fortæller med stor entusiasme om det projekt, hun med ildhu og passion har skridtet af med så stor tyngde, at sporene ikke vaskes væk i det første regnvejr. Den begejstring, hun møder fra andre, giver kun næring til hendes passion.

Ditte Bruun Laursen

Født 1985 i Aarhus.

Forældreskolen.

2004 student fra Marselisborg Gymnasium.

Ry Højskole.

2012 cand.theol. fra Aarhus Universitet med speciale i etisk kommunikation.

Projektleder for »Det rullende Universitet«, AU, med brobygning til gymnasier.

Har skabt læringsprojektet Students-lab, Learning Across Borders. Hjemmesiden Students-Lab.com åbner snart.

Bor i Aarhus.

Maleren Poul Pavas naivistiske, farverige univers tiltaler Ditte som symbolet på det grænseløse, hvor alt er muligt. Det appellerer til barnet i os alle. Foto: Axel Schütt

Med sikker sans for selvironi siger hun, at hun med sine snart 28 år befinder sig i »det skråsikre hjørne«. Alt kan lade sig gøre, og den sikkerhed skal udnyttes. Hun bor i en lille to-værelses i midten af Aarhus - her er jeg født, herfra min verden går. For hende kan intet ord stikke »træls«. Århusiansk eller ej.

»Vi vil godt have æren for det.«

Stuens hvide møbler får flot modspil af maleren Poul Pavas farverige, naivistiske univers. For Ditte symbolet på den grænseløse fantasi, hvor alt er muligt. Han appellerer til barnet i os alle.

Hendes skolegang foregik på Forældreskolen. Her og på Rosenvangskolen blev hun senere lærervikar.

»At være lærer giver et helt exceptionelt kick, som jeg ikke tror, man møder i mange andre fag. Derfor tiltalte det mig meget at fortsætte på seminariet. Men jeg ændrede det til børnepsykolog og valgte alligevel teologi, fordi jeg gerne en dag vil være præst. Det sidste fag omfavner det hele, synes jeg.«

Et ophold på Ry Højskole skabte større afklaring og gav hende styrke til at træffe det valg, der føltes rigtigt helt ned i maven.

Et par år er gået, siden hun som teologistuderende blev involveret i Studentervæksthus Aarhus. Allerede som ung havde hun set en TV-dokumentar om de fattigste egne i verden. Staten Niger i Afrika var en af dem. Som så mange andre med hjertet på rette sted drømte Ditte om en dag at gøre en forskel i Afrika. I Studentervæksthuset fik Ditte opbakning og modspil af en coach. Hun var sporet ind på, at det projekt, der havde sat sig som en lille, grøn spire dengang for mange år siden, da hun sad foran fjernsynet, måtte handle om skole og uddannelse med en kobling til Niger. Under studiet var hun i gang med de nye medier, og hvordan kunne alt det nu indgå i en højere enhed?

I første omgang kaldte hun sit projekt for AVAR, der står for anerkendelse, værd, accept og respekt. Store ord, der skulle indgå i en læringsproces for elever fra 5-10. klasse og for gymnasieelever. Senere blev det ændret til Students-lab med undertitlen: Learning across borders,

Og hvad er Students-lab så for noget?

Bryder de fysiske rammer

»I dag giver hver lærer eleven en opgave, som de for eksempel løser ved hjælp af deres Ipad. Men det foregår stadig inden for lokalets fysiske rammer. Det her er budet på næste skridt. Vi bryder lokalets fysiske rammer og inviterer en anden elev med en anden faglighed indenfor. Her giver vi et indhold til tværfaglig formidling. Her sikrer vi, at eleverne mødes, hvor de er og bliver anerkendt. Arbejdsrummet er internettet, et forum som de unge er meget hjemmevante i, derfor bliver det læring i øjenhøjde. Computeren er anerkendt som læringsværktøj, og bruger vi den interaktivt, gør vi eleven tryg, hvilket i sig selv afføder motivation,« siger Ditte, som har høje mål.

»Vi sætter et mellemmenneskeligt møde op med en faglig dialog i centrum. Helt konkret kan vi tage en 9. klasse i Aarhus, der beslutter sig for at bruge uge otte til en udvalgt fagpakke. Vi har i øjeblikket tre fagpakker: Religion og kultur. Samfund og etik samt idéudvikling. Men der kommer flere. Hver pakke indeholder en række emner, som alle er lavet af eksperter inden for det pågældende område. I samme uge er en 9. klasse på en skole i Reykjavik tilmeldt. Eleverne får for eksempel spørgsmålet: Hvilke kirkelige organisationer findes i dit land, og hvad gør de for at hjælpe de fattige? Det spørgsmål har professor Peter Lodberg hjulpet med«.

»Det kunne også være: Hvad var den største begivenhed i din by i sidste uge? Først skal eleven svare uden forudgående kompetence. Hvad ved jeg om det her umiddelbart? Er man sportsinteresseret, vil sådan en begivenhed have været den største. Eller måske er man politisk aktiv, så er det noget inden for det område. Eleven skal gøre sig bevidst, at han kan svare på det. Derefter kommer der et emnefelt, hvor den uddybende forklaring skal skrives i en fastsat længde. Når opgaven skal besvares mere indgående, foreslår programmet en række kilder, der kan benyttes til researchen. Eleven skal beskrive, hvilke kilder han bruger og forholde sig kritisk til dem. Man kan sige, der er frie tøjler inden for faste rammer, der anerkender den enkelte elevs egen måde at fortælle på. Og når alle emnerne er besvaret, så kommer det spændende,« siger Ditte og holder en kunstpause i sin velformulerede fortælling.

For nu er vi nået til det mellemmenneskelige, som gør hendes program til noget helt særligt. Her nedbrydes grænser mellem kulturer, her brydes de fysiske rammer i et klasselokale og fagligt indhold pustes ind i en international formidling. Mange undersøgelser har vist, at fordomme næres af geografisk og fysisk afstand. Naboen er nok ok, for ham kender vi. Men dem ovre på den anden vej.....

»Ja, jo længere vi geografisk kommer fra hinanden, jo sværere er det at sikre sig en egentlig opfattelse af et andet menneske. Students-lab skulle gerne medvirke til at nedbryde fordomme«.

Både afsender og modtager

Men nu til det spændende:

»På en skole i Reykjavik har eleverne lavet præcis den samme opgave. Nu sendes besvarelsen til en buddy på den anden skole, og de bliver hver især modtagere. De føler begge et ansvar over for deres egen besvarelse, fordi de hele tiden ved, at den vil blive læst af en anden. Det skaber en naturlig nysgerrighed, fordi det er samme spørgsmål, men besvarelsen vil naturligvis være helt anderledes. De er jo hver især individuelle personer. Og det er præcis det særegne. De to elever får et respektfuldt møde i en kontekst, hvor de begge føler sig trygge. Vi møder forskellige kulturer over det hele, når vi går gennem byen. Det her er et læringsværktøj, der går ind og favner de her møder i en tidlig alder. Læringen skal gøre os i stand til at møde hinanden i en gensidig forståelse,« betoner Ditte.

Der er intet kamera på, og Ditte er meget bevidst om, at det her på ingen måde må forveksles med de sociale medier. De er projektets værste fjende. Derfor opretter læreren et fiktivt brugernavn, når der logges på.

Hun kender selv vilkårene som lærer. Derfor var hun fra starten klar over, at Students-lab ikke måtte koste lærertid. Tværtimod.

»Det må ikke være tidskrævende for læreren. De skal bare finde en egnet uge, vælge en fagpakke og oprette en brugerkonto. Alt andet er klaret. Der er også gennemsigtighed for læreren, som kan kigge med på, hvad eleverne laver, ligesom der er en chatfunktion, hvor eleverne kan stille spørgsmål undervejs. Det kan tilpasses forskellige former, 1 uge eller et modul på halvanden time eller en emneuge«.

Til sidst får eleverne opgaven retur med en feedback reaktion, hvor de også skal svare på ligheder og forskelle i besvarelserne og sammenligne kildevalg. Cirklen er sluttet.

Ditte har brugt et par år på at udvikle projektet, som netop nu er ved at blive programmeret af tre andre, hun har indgået partnerskab med. Alt er indtil nu lavet som passioneret fritidsarbejde con amore. Projektet skal kunne købes af de enkelte skoler, og nu når vi frem til Afrika og Dittes idealistiske indstilling. En del af overskuddet skal bruges til at realisere hendes store drøm, siden hun som barn så udsendelserne fra Afrika. Hun vil oprette et børnehjem med en skole i Niger.

Overskud til fattige børn

»Jeg ved godt, det kan virke naivt, men de naive tanker er ofte dem, som får de største resultater, fordi der ikke er sat en masse forbeholdne grænser op fra starten,« mener Ditte.

»Jeg har aldrig været i Afrika. Mine forældre har givet mig dannelsesrejser i det danske øhav. Og det har været fantastisk. Men jeg skal helt sikkert til Niger og sætte det hele i gang«, siger Ditte og klapper hænderne sammen.

Kongstanken er, at børnehjemmet på længere sigt skal kobles på Students-lab.

»Så får vi førstehåndskilder, og det er hele projektet bygget op på. Det er jo elevens egen fortolkning og egen historie.«

Et spørgsmål i projektet kunne også være: Har børn menneskerettigheder? Det ville sætte eleven til at reflektere over det og tænke: Har jeg rettigheder, og hvilke? Det samme har det andet menneske, man kunne kalde »din næste«.

Ditte ser gerne på længere sigt, at Students-lab også bliver det faglige middel til at bekæmpe mobning.

Inden pilotprojektet sættes i gang, skal Ditte holde foredrag for skolefolk, fordi tanken er at begynde med to skoler i Aarhus. Siden kan det være en skole i Jylland og en på Fyn, dernæst en skole i en af venskabsbyerne i Norden.

Når projektet er blevet lappet lidt for de første begynderfejl, så »kører vi ud i verden«.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce