Annonce
Aarhus

Ikoner i farezonen: Gavlkunst i Gellerupparken ryger ned

Det blå gavlmaleri blev lavet som nummer to. Foto: Flemming Krogh
Boligblokke i Gellerup skal renoveres, og det kan koste 35-årige historiske gavlmalerier livet.

AARHUS: To store gavlmalerier i Gellerup er i fare for at forsvinde, når flere blokke formentlig skal renoveres i Gellerup.

De to værker er begge en del af blokke på Gudrunsvej. De er skabt af kunstneren Thomas Kruse sammen med beboere Gellerup i 1980'erne og er blevet ikoner for området.

Gavlmalerierne er kommet i farezonen efter de nyeste planer, der går ud på, at seks blokke skal rives ned, og alle andre boliger bliver renoveret i høj kvalitet med varieret arkitektur og blandede typer af lejligheder.

- Målet er, at alle boliger i Gellerup og Toveshøj bliver attraktive boliger på det århusianske boligmarked, hedder det i kommunens udspil.

Udviklingsplanen skal behandles formelt af byrådet og repræsentantskabet i Brabrand Boligforening, før den sendes til ministeriet inden 1. juni 2019. Lige nu arbejdes der med den.
Annonce

Planen

Aarhus Kommune har præsenteret en plan for nedrivning af blokke og renovering af andre i Gellerup. Hvis den gennemføres, kan den koste to ikoniske gavlmalerier livet.

Stor udgift

De to blokke med kunstværkerne skal renoveres, og gavlene skal isoleres og ændres. Gavlmalerierne er malet på plader, der skal pilles ned, og skal værkerne bevares som før, skal pladerne naturligvis sættes op igen.

Det vil være en meget stor udgift, som hænger på boligforeningen.

- Vi drøfter sagen på et møde torsdag, og på mandag skal Brabrand Boligforenings repræsentantskab tage stilling til hele kommunens plan om nedrivning og renovering. Boligforeningen kan jo sige nej, siger beboerrepræsentant Helle Hansen.

Stadsarkitekt Stephen Willacy synes, det er en ærgerlig situation, boligforeningen er kommet i, og han håber, den måske kan skaffe penge fra fonde til at bevare værkerne.

- Malerierne er flotte og vigtige. De er blevet ikoniske for området, og det vil være godt, hvis de kan bevares, siger Willacy, der synes, at der lige nu bliver lavet mange gode ting i Gellerup, for eksempel byporten.

Dokumentation er vigtig

Helle Hansen siger, at det måske vil blive svært at tage pladerne ned og redde dem, fordi de er nittet sammen.

- Billederne er flotte og et symbol på en tid, der har været, siger Helle Hansen.

Boligforeningen har spurgt Den Gamle By om gavlmaleriernes betydning og muligheden for at bevare dem.

- Vi ville hjertens gerne bevare pladerne eller for den sags skyld bygge en gavl op, men det vil knibe med plads i museet, siger overinspektør Martin Brandt Djupdræt fra Den Gamle By.

Han peger på, at det vil være vigtigt, at dokumentere processen.

- Historien om, hvad Thomas Kruse og beboerne har lavet, er interessant. Det er lidt ironisk, at værkerne forsvinder, fordi de er et tegn på livet i området. De er en del af en kompliceret historie, siger han og erkender, at det vil være dyrt at bevare værkerne.

- Fysisk kan vi ikke udstille gavlmalerierne, men det kan også være godt med dokumentationen om dem, siger Djupdræt.

Det gule gavlmaleri var det første, og det har bevaret farverne. Foto: Flemming Krogh

Tre gavle planlagt

Kunstneren Thomas Kruse står bag malerierne, og han er ked af, at de måske forsvinder.

- I foråret 1984 blev jeg spurgt, om jeg sammen med beboerne ville udføre et fredsmaleri i forbindelse med, at Gellerupparken var erklæret atomvåbenfrit område, og gavlene på Gudrunsvej skulle isoleres. Økonomien til udsmykningen måtte ikke belaste huslejerne, så der blev samlet ind til en kunstfond, forklarer Thomas Kruse.

Han inviterede beboerne i et billedværksted, og sammen lavede de udkast til tre gavle i vinteren 1984-85. Temaet var: Beboernes liv, problemer, drømme.

- I juni 1985 gik vi i gang med optegning og maleri. Det første gavlmotiv var det store "livstræ" med kæresteparret og gøgl og musik i trækronen i gule farver. Murmalergruppen talte cirka 20 beboere, men ikke alle var trygge ved at kravle på stilladserne, så nogle lavede kaffe og holdt snakken med forbipasserende i gang, forklarer Thomas Kruse.

Thomas Kruse er manden bag gavlmalerierne, som han lavede sammen med 15-20 beboere i 1980'erne. Foto: Axel Schütt

Spændende gadekunst

- I august samme år begyndte vi på maleri nummer to, det blå med fredsduerne. Heri fletter sig blandt andet historier om bedstemødre, som hjælper børn, der er alene hjemme, fortæller Thomas Kruse.

Da det tredje gavlmaleri - det røde - skulle laves, var pengene i kunstfonden sluppet op, så det blev aldrig til noget.

- Men jeg har skitserne endnu. Det er en slags røntgenbillede af livet på trapperne og i lejlighederne i et højhus, poetisk og varmt, siger Thomas Kruse og føjer til, at baggrunden for malerierne var stigende opmærksomhed over for kunst og kultur som omdrejningspunkt i socialt arbejde, miljøarbejde og beboerarbejde.

Thomas Kruse siger, at han har udført en del murarbejder, både i Aarhus og i ind- og udland.

- Kunst i gaderummet, plakater, streetart og murmalerier er ofte mere spændende end det, der udstilles på museer og gallerier, siger Kruse, der gør opmærksom på, at farverne på gavlene på Gudrunsvej ikke er falmet, fordi de er malet med autolak.

Løsnede op

En beboer, Tove Laursen, siger til beboerbladet "Skræppebladet", at hun var med i gavlgruppen.

- Da gavlmalerierne blev lavet, var kløften over for fremmedsprogede endnu dybere end nu. Men projektet løsnede op for meget af det og fik folk til at tale sammen. Når vi holdt frokost, kom mange og snakkede. Vi talte om den politiske situation, og det var et godt tiltag til at få nogen i gang, siger hun, der i dag bor i Holmstrup.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Lyst i mørket

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand

Annonce