Annonce
Gear

Ind i den vilde cocktailjungle

Der er sgu et ellers andet fordækt over drinks. Hele den der øvelse med at pøse centilitervis af smagsmaskeringer i ellers helt fornuftig spiritus virker på en eller anden led som - i bedste fald - fejlforståede kemieksperimenter. I værste fald ren hærværk.

Og så måske alligevel ikke helt.

Jeg tror, min skepsis over for hele konceptet med at kamuflere smagen af alkohol måske bunder i mit drikkemæssige udgangspunkt: Som barn drak jeg mælk, indtil jeg var stor nok til at drikke Bonanza-saftevand og Faxe Koral-sodavand. Da jeg sådan cirka ramte de 16 år, lagde jeg øl til menukortet og lærte her, at når der er alkohol i drikkevarerne, skal det den ondefløjteme også kunne smages, en læresætning, der blev bekræftet, da jeg begyndte at drikke vin, og især da jeg tvang mig selv til at lære at skylle sild ned med brændevin. DA vidste jeg, at jeg ramte spritmuren.

Hertil og ikke længere. Jeg havde vovet mig ind i en blindgyde, og for enden af den stod den uhellige treenighed bestående af Rød Aalborg, Gammel Dansk og Linie Akvavit.

Jeg havde ganske enkelt ikke hård nok hud i svælg, halsrør og mavesæk til at nyde disse sprittens ypperstepræster og bakkede behørigt ud af gyden for at parkere min drikindtag trygt i trekantsområdet mellem øl og vin (rød og hvid) ...

Og lige nu går det op for mig, at hele billedsproget med spiritus og biler måske ikke er det heldigste i verden.

I årene efter er mine smagsløg rustet helt fast i det ufarlige krydsfelt mellem letmælk, hindbærbrus, hvedeøl og amarone, men med ujævne mellemrum har jeg gennem mit voksne liv vovet at tage små slurke af whisky, gin og cognac, og på trods af, at min krop som tommelfingerregel kvitterer for indtaget med milde ansigts- og mavekramper, har jeg med årene udviklet en vis smagsrespekt for de stærkere dråber.

Og det er DERFOR, cocktailen som koncept forvirrer og irriterer mit begrebsapparat.

Nu har jeg ENDELIG fået mingeleret min gane i stilling til også at kunne (næsten) nyde den spiritus, rigtig voksne mennesker drikker, og nu står jeg så ved indgangen til en labyrintisk verden af besynderlige smagsvarianter, jeg pinedød er tvunget til at bevæge mig ind i, hvis jeg med rette skal kunne påstå, at jeg har været helt ude i alle spiritussens krinkelkroge, og på et oplyst grundlag sige, at jeg har set ud over verdens kant, og det var ikke noget for mig.

Men igen: Hvis jeg tager den med ro, doserer indtaget fornuftigt og drikker med omtanke, kan min lever og mine smagsløg vel godt tåle en opdagelsesrejse ind i cocktailens vilde jungle.

Skål.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Racisme skal standses og andet end det

Et fodboldstadion har sin egen retorik. Der er næsten ingen grænser for, hvad publikum tillader sig at råbe efter aktørerne på banen. Det gælder både spillere og dommere, som bliver udsat for tilråb, som kunne have kostet en dom, hvis de var blevet råbt på åben gade. Men stadions har deres egne regler. Mere bliver tilladt indenfor end udenfor. Racisme burde slet ikke forekomme, heller ikke på fodboldstadions. Ethvert menneske har ret til respekt uanset hudfarve, og det er godt, at der nu bliver taget fat på at standse racismen på internationalt niveau. I yderste instans skal en fodbolddommer afbryde en kamp, hvis racistiske tilråb bliver gentaget. Det skete to gange i Bulgarien-England forleden. Men kampen blev spillet færdig. Reglen er ikke uden problemer. Hvis et hold er bagud, og tilhængerne ønsker at få kampen standset, kan de råbe racistiske udtryk, så dommeren må gribe ind. Og så ekstrem som sport på øverste niveau er blevet, er mange parate til at udnytte enhver regel og mulighed for at vinde eller undgå at tabe. Et andet sted kan vi begynde. Herhjemme sker det meget ofte, at tilskuerne råber "ludersøn" efter en dommer, hvis de mener, han har dømt forkert - selvfølgelig mod deres eget hold. Det tilråb er krænkende og uholdbart, og Dansk Boldspil-Union bør give dommeren eller endnu bedre fjerdedommeren ret til at standse kampen, når tilråbet forekommer. I gentagne tilfælde kan han standse kampen helt. Det er også upassende, når fodboldlandsholdet og andre hold synger den sejrssang, som slutter med "store patter". Det er plat og lummert. Selv om der kan være voldsomme fysiske udfoldelser, når det går hårdest til i fodbold, kan spillet også være elegant. Stemningen på et stadion kan være fantastisk og hjertegribende, og stedet bør ikke være skueplads for latrinære, platte, upassende og racistiske tilråb. Det vil også klæde spillet, hvis elegancen føres videre, når kampen er forbi. Spontan jubel og glæde hører med, og den skal der selvfølgelig være plads til, men den kan også udføres værdigt.

Annonce