x
Annonce
Aarhus

Ingen velsignelse at være smuk

»Flere af mine modelvenner vil ikke stille op i konkurrencer, fordi de er bange for at blive nummer sjok. Jeg er ligeglad med, om jeg taber. Jeg synes, det er sjovt, og jeg har jo mit liv og mit studie ved siden af,« siger Sofie Jama.

Forrige uge vandt Sofie Jama et års modelkontrakt, og nu flytter hun til London. Men det kan skabe kløfter at være smuk, fortæller hun.

Jeg bryder mig ikke om at sidde på caféen og vente på ­Sofie Jama.

Vi er født med 23 dages mellemrum, men der hører al lighed også op. Hun har netop vundet en kontrakt med et internationalt modelfirma i London. Min læge har samme dag sagt, at jeg er for tyk. Hendes kridhvide ­Holly­wood-tandsæt lyser op, når hun smiler, tandbøjlen virkede aldrig ­rigtig på mig. Hun læser arabisk på Aarhus Universitet, jeg nåede ­ikke længere end journalisthøjskolen. Oddsene er ulige – helt fra begyndelsen.

Især kvinder føler sådan, når de er i nærheden af den 26-årige model. Det fortæller hun, da hun har sat sig på Café Stiftens brede hynder og bestilt en kop te. Jeg ved, at hun er smuk, hun ved, at hun er smuk. Der er ikke så meget at rafle om. Men den kendsgerning ligger som et magnetfelt ­omkring hende og holder mange på en meters afstand.

Piger er værst
»Piger er værst. Jeg tror, det er et udslag af konkurrencementalitet. Det er som om, mange skal have en fordom om mig, og det ­bliver så, at hvis jeg ser godt ud, så kan jeg i hvert fald ikke være særlig rar. Eller klog,« siger hun og trækker et sort sjal omkring sine bare, brune arme.

Sofie Jama blev født i Buro i det nordlige Somalia. Hun er fra den samme klan som David Bowies hustru, den somaliske super­model Iman. Alle kvinderne i familien ligner hinanden meget, fortæller hun. Men der var noget særligt ved Sofie.

»Da jeg blev født, syntes min far, at jeg var så smuk, at han kaldte mig ubah. Det betyder blomst på somalisk. Da jeg var seks-syv år, sagde folk til min far: Du får 100 kameler for hende der,« griner hun.

Flygtede fra Somalia
Faren forsvandt under 1990ernes borgerkrig i Somalia, og med sin mor og søskende flygtede ­Sofie til Danmark, da hun var 15 år. Hun er ikke meget for at tale om familien og fortiden. Viser et ar fra en bombesplint ved hårgrænsen i panden og nævner sin modvilje for den hårde koran­skole, som hun gik på i Somalia.

»Jeg troede slet ikke på Gud,« siger hun. Da samtalen falder på stædighed, tager hun igen tilbage til landet i Østafrika.

»På et tidspunkt boede vi hos en skrækkelig onkel i Somalia. Han ville have, at jeg skulle sidde på gulvet og spise ligesom ­alle de ­andre piger, men det ville jeg ­ikke. Jeg syntes, det var helt latterligt. Hvad er forskellen på ­piger og drenge? spurgte jeg. Til sidst kom jeg til at sidde ved ­bordet, fordi jeg argumenterede så meget.«

Da den 12-13 årige Sofie ­rykkede op til bordet, blev de ­andre ­piger siddende på gulvet.

»De havde det ok med det,« ­forklarer hun.

Samme stædighed har hun brugt i Danmark.

Læser fremmedsprog
I dag, 11 år efter hun kom til landet, læser hun endnu et fremmedsprog på universitetet og ­taler dansk næsten uden accent. Da hun efter ankomsten til Danmark blev placeret i en to-sprogs­klasse, indså hun hurtigt, at det ikke ­førte nogen vegne.

»Jeg lærte intet. Jeg sad med folk, som havde været her i fire år og stadig ikke kunne dansk. Det gad jeg simpelthen ikke – at være én, der skal tolkes for efter 10 år i landet,« siger hun.

Derfor søgte hun om støtte til at komme på efterskole. I et år var hun den ældste og eneste mørke elev blandt 120 på Brøruphus ­Efterskole ved Skanderborg. Det hjalp på sproget. Det samme ­gjorde lydbånd, som hun lånte på biblioteket og hørte, mens hun faldt i søvn. Hver fredag var hun en trofast, lidt for voksen, seer til Disney-Sjov, fordi det hjalp ­hende med at øve udtalen. Hun har ­taget studentereksamen, og hun ved mere om dansk historie end ­mange af sine danske ­veninder.

Århuspigen 2007
Sofie Jama har knoklet for at ­kunne få topkarakterer på universitetet kun 11 år efter, hun kom til Danmark. Hun kalder sig humanist, men når talen falder på menneskers muligheder og begrænsninger, er hun benhård.

»Jeg tror, man kan kæmpe sig til alt,« siger hun.

Hvad gør man, hvis man ikke har evnerne?

»Så vil man det ikke nok.«

Hvad så, hvis man ikke tør?

»Så er man en bangebuks.«

Kvinderettigheder
Der kan synes langt fra den målrettede drøm om et job, hvor hun kan kæmpe for kvinders ­rettigheder, til den modelkontrakt, som venter på Sofie Jama i London.

Men her er det fordommene, der taler igen.

Hun vandt kontrakten, da hun tirsdag i forrige uge blev ­kåret som årets brillemodel ved en ­international konkurrence i ­England. Hun har også været AGF-pigen og Århuspigen 2007, ­ligesom hun har optrådt i reklamer for alt fra vægmaling til Jydsk Sengetøjslager. Fordi det er sjovt, og det giver gode penge.

Nu giver hun sig selv et års orlov for at arbejde som model. Hun får en gratis lejlighed i London, og når eventyret er slut, vender hun tilbage til bøgerne med de ­arabiske skrifttegn, som hun er henrykt over at have lært at ­tyde. De ligger langt fra både somalisk og dansk, men de fascinerer hende.

»I Danmark er man så privi­legeret, at man kan tage en pause fra sin uddannelse. Jeg er heldig, at jeg får den her chance som 26-årig, for der er man gammel i modelbranchen. Jeg giver det et år, og så vender jeg tilbage. Det er jo ikke anderledes end at få et barn og tage forældreorlov,« siger hun.

Briller og genbrugstøj
Alligevel er kombinationen af IQ og model stadig svær at sluge for mange.

»Lige da jeg blev kåret som Århus-pigen, fik jeg et 12-tal i arabisk. Mange fra mit studium sagde: Hvad? Jeg troede, du var frk. Århus? Nogle gange er det som om, at enten skal man gå med tykke briller og genbrugstøj, eller så skal man ikke gå på universitetet.«

På trods af modelkontrakten mener Sofia Jama ikke, at det er en velsignelse at være smuk:

»Der bliver stillet andre krav til folk, der ser godt ud. Man skal hele tiden bevise, at man har noget mellem ørerne, er et godt menneske, har et varmt hjerte og er nede på jorden. Mange tror, at alt er nemt, hvis man har et godt udseende, men man møder også en del fjendtlighed.«

Dagen efter skal Sofie Jama i Aftenshowet på DR. Hun prøver at lade være med at tænke på dengang, hun blev kåret til Århus-pigen og var i Go Aften Danmark.

»Jeg sad der med Hans Pilgård og troede, at jeg skulle besvime af nervøsitet. Jeg ville have sagt, at det var overvældende, men jeg kom til at sige, at jeg var overvæltet.«

Det irriterer hende stadig. Folk skulle nødig tro, at hun var dum.

»Flere af mine modelvenner vil ikke stille op i konkurrencer, fordi de er bange for at blive nummer sjok. Jeg er ligeglad med, om jeg taber. Jeg synes, det er sjovt, og jeg har jo mit liv og mit studie ved siden af,« siger Sofie Jama.
»Flere af mine modelvenner vil ikke stille op i konkurrencer, fordi de er bange for at blive nummer sjok. Jeg er ligeglad med, om jeg taber. Jeg synes, det er sjovt, og jeg har jo mit liv og mit studie ved siden af,« siger Sofie Jama. Foto Kim Haugaard

Sofies blå bog

Sofie Jama.

Født i Buro, Somalia.

Fødselsdag den 16. april 1982.

Bor i Viby.

Læser arabisk på 4. sem, Aarhus Universitet.

Har netop vundet en et-årig kontrakt med modelbureauet MOT i London.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Ærgerlig men forudsigelig død

De robuste overlever coronaen. De skrøbelige risikerer at dø, hvis de bliver smittet. Det sidste er sket for det hyggelige Vilhelmsborg Festspil, der i 30 år har været vist i fri luft på scenen i skoven mellem Beder og Mårslet. Selv en tur i respirator i sidste øjeblik ville ikke være nok. Den kommende tid er så usikker, at premieren 1. august er opgivet. Ingen kunne være sikker på, at de nødvendige penge kunne spilles ind, og sponsorer holder sig tilbage, fordi de ikke ved, om de får noget for pengene. Så Steen Jonsson Agger, der kun har været formand i halvanden måned, måtte fredag konstatere, at det var nødvendigt at sige stop. "Lene Kaaberbøls "Skammerens datter" bliver ikke vist til sommer. Festspillet er konkurs. Coronaen var den tue, der skulle til at vælte læsset. Økonomien hang i trevler, efter at festspillet siden 2016 har haft under 10.000 på tilskuerpladserne, sidste år kun 5700. Det meget kraftigt nedadgående tal af gæster var et vink med en vognstang om, at festspillet ikke ville blive ved at leve - ja, med mindre nogen ville lægge alle pengene i kassen. Indtægter på billetter og salg ved forestillingerne var der ikke meget af mere. Det er ærgerligt, at Aarhus bliver den attraktion mindre, men lukningen er en naturlig konsekvens af tilbagegangen. Lisbet Lautrup Knudsen lavede en succes som formand, da "Matador" blev vist i 2015 med området lavet om til Matador-huse, og maden var gammeldags dansk som stegt flæsk og kartofler med persillesovs. Det år gav et overskud på 150.000 kroner og lidt at tære af. Men det gik alt for stærkt nedad. På Vilhelmsborg har mange unge talenter prøvet sig af, og der er et flot fællesskab blandt alle. Bag kulissen har mange frivillige ydet et stort arbejde over måneder hver sommer. Men tilskuerne var for det meste mindst dobbelt så gamle som dem på scenen, fornyelsen udeblev, og så hører det automatisk op. Tiden byder på mange andre tilbud. Ganske få kilometer derfra har professionelle skuespillere fra Det Kongelige Teater optrådt på den udendørs scene ved Moesgaard Museums tag i både 2017 og 2019, og musicals har kunnet ses så mange andre steder. Fredericia Teaters opsætninger blev rigtig gode. Men døde af det. Om nogen har mod på at genoplive Vilhelmsborg Festspil, må tiden vise. Men formen skal fornyes, hvis det skal lykkes.

Danmark

Liveblog: Politisk flertal vil fjerne minister fra forhandlinger om hjælpepakke til kulturlivet

Danmark

Regeringen overvejer gradvis åbning af Danmark efter påske - hvis danskerne fortsætter fornuftig adfærd

112

Kampklædt politi med våben i Aarhus C: Mand ført ud fra opgang med hætte trukket op over hovedet

Annonce